MDMA

Første gang jeg havde sex på mdma, troede jeg, at jeg var forelsket

“Det er ikke særlig rart at blive rørt, når du er på ketamin. Det er faktisk virkelig ubehageligt. Jeg kan huske, jeg følte mig som en stor snegl.”

af Chloe Eliot; som fortalt til Sirin Kale
01 februar 2019, 8:48am

Illustration: Camilla Ru

Artiklen er en del af serien "Min første gang", som udgives af Broadly USA. Serien udforsker seksualitet, køn og kink med jomfruens nysgerrige blik, for sex rummer jo masser af første gange, nye ting og eksperimenter. Den her gang fortæller Chloe Eliot om første gang, hun havde sex på stoffer*.

Jeg voksede op i en katolsk familie i England i en virkelig lille landsby, hvor der ikke skete det store. Jeg troede mit liv skulle være ligetil og fornuftigt og godt og ærligt. Men da jeg blev teenager, begyndte jeg at eksperimentere – første gang jeg tog stoffer, var jeg virkelig ung. Jeg tror, jeg var 14.

Jeg endte på et universitet, hvor der blev taget ret mange stoffer, og jeg begyndte selv at tage stoffer på jævnlig basis. Mdma var mit gateway drug. Jeg tog ud med venner på natklubber og til ravefester. MDMA får din krop til at føles virkelig varm, og du giver slip på dine hæmninger. Du bliver mere åben og social; mere selvsikker. Det viser sig, at den blanding ret nemt fører til nye sexoplevelser med andre mennesker.

Første gang jeg nogensinde havde sex på mdma, havde jeg været til et rave sammen med en veninde. Jeg vidste, jeg var biseksuel før den aften, men jeg havde aldrig haft en seksuel oplevelse med en kvinde. Vi begyndte at kysse på diskoteket og tog hjem sammen. Vi havde aftalt at sove sammen den aften – vi havde ikke planlagt noget seksuelt, det var bare som venner – og så skete det bare. Det var første gang, jeg have sex med en kvinde. Det var virkelig dejligt, for det var i trygge rammer med en, jeg kendte ret godt. Vi havde ingen hæmninger og følte os bare virkelig godt tilpas sammen med hinanden. Når du er er på mdma, har du virkelig stærke følelser af kærlighed for dine venner, eller hvem du nu er sammen med. Så det, kombineret med at jeg havde sex med en ven, gjorde oplevelsen virkelig intens.

Når du har sex på mdma, føles det, som om det aldrig vil ende – på den bedst tænkelige måde. Jeg kan huske, at jeg var bange og tænkte, Hvornår stopper det? Jeg vil ikke have, det skal stoppe. Du kan holde dig vågen hele natten på mdma, og på det tidspunkt havde vi haft sex til godt op på formiddagen – klokken var nok omkring ti, elleve stykker. Du glemmer alt om tid, hvem du er, og hvem du er sammen med, og du fordyber dig bare fuldstændig i oplevelsen.

Til sidst faldt vi i søvn, og da vi vågnede, var min partner en smule bekymret. Jeg tror, hun var bange for, at jeg ville have det akavet med situationen. Men den følelse gik over, og vi endte med at have sex nærmest hele dagen, efter rusen var forsvundet. Så krammede vi farvel, og det var det! Selv om vi aldrig gjorde det igen, følte vi os helt sikkert tættere på hinanden, efter vi havde haft sex.

Når du har sex på mdma, føler du en intens følelsesmæssig forbindelse til den anden person. Da jeg havde sex med min veninde, var der øjeblikke, hvor jeg troede, at jeg var forelsket i hende. Selv dagen efter, da jeg gik hjem, tænkte jeg, Hold nu kæft, jeg er faktisk forelsket, det var fantastisk! Bagefter gik det op for mig, at det bare var kemikalierne, der gjorde det.

Det er ikke alle mine oplevelser med at have sex på stoffer, der har været positive. For nylig havde jeg sex med en fyr, hvor vi begge havde taget kokain, og kokainen viste sig at bringe nogle mindre positive sider frem i ham. Sexen var ret forhastet, og det føltes, som om han ikke var helt klar over, hvad der egentlig foregik, som om han ikke rigtig var til stede i øjeblikket. Der var en generel følelse af distance i rummet. Det var ret skuffende.

Han tager kokain på jævnlig basis. Når folk tager meget kokain, tror jeg, det siver ind i deres normale måde at opføre sig på. Forskning har vist, at utålmodighed blandt andet er ret almindeligt hos folk, der tit tager kokain. Da vi havde sex, føltes det, som om vi fulgte et manuskript: Okay, først gør vi sådan her, så lidt af det her, og så går vi videre til den del efterfulgt af den del. Han var ikke rigtig opmærksom på, hvad jeg måske ville nyde. Jeg har faktisk aldrig haft en god sexoplevelse med en mand på stoffer. Jeg ved ikke, om det bare er et tilfælde.

Nogle stoffer er virkelig dårlige at have sex på. Ketamin er nok det værste. Ketamin er ikke et stof, der giver dig lyst til at have sex overhovedet. Jeg har prøvet at have sex på ketamin, og det var decideret frastødende. Jeg var til en privatfest sammen med en fyr, som jeg datede på det tidspunkt. Vi lå på sofaen, og han begyndte at kysse mig. Jeg kan huske, jeg tænkte, Wow, det her føles fucking mærkeligt. Efter festen tog vi hjem til mig og endte med at have sex et stykke tid, selv om jeg ikke var ophidset. Det er ikke særlig rart at blive rørt, når du er på ketamin. Det er faktisk virkelig ubehageligt. Jeg kan huske, jeg følte mig som en stor snegl.

Jeg har lært en masse om mig selv ved at have sex på stoffer. Det har været lærerigt for mig at se tingene fra et andet perspektiv i en forandret bevidsthedstilstand. I de rette rammer, med den rette person, kan det være en positiv oplevelse, ligesom da jeg var sammen med min veninde på mdma for første gang. Fordi vi allerede havde et følelsesmæssigt bånd, blev det forstærket af at være påvirkede, og det gjorde bare hele oplevelsen så meget bedre. Men det er vigtigt at lytte til sig selv, når man er på stoffer, at være bevidst om, hvordan du har det fysisk i din krop. For stoffer kan påvirke en på forskellige måder, som man ikke umiddelbart lægger mærke til altid. Så tag dig god tid til at finde ud af, hvad du føler, og lyt til de følelser.

*Vi anbefaler ikke og opfordrer ikke til, at man tager stoffer, som er ulovlige at sælge eller være i besiddelse af – hvad enten du bruger dem under sex eller ej. Som Chloe erfarede, kan stoffer også føre til skræmmende og forvirrende situationer, især når de kombineres med sex. Vi foretrækker at træde ind i soveværelset beskyttet, samtykkende og ikke påvirket af stoffer.

Tagged:
Sex
Kokain
ketamin
stoffer
første gang