Broadly

Oline producerer dildoer, du vil have liggende fremme

Dildoen bor enten i et vindue på Istedgade blandt pisk og penispumper eller bagerst i skuffen bag sokker og trusser. Men det er synd, mener Oline Marie Andersen, der vil designe en dildo så smuk, at du har lyst til at have den liggende i vindueskarmen.

af Anna Steen Hansen; billeder af Amanda Hjernø
15 januar 2018, 8:51am

”Må jeg starte med at vise dig nogle billeder?” Oline sidder lidt uroligt på stolen i et lyst kontorlandskab hos Akademikernes A-kasse på Vesterbro. Overfor hende sidder afdelingschef for Rekruttering og Startup Karina Balling, der skal bedømme, om Oline er kvalificeret til et kursus for nye iværksættere.

Oline åbner sin computer, og Karina rykker kontorstolen lidt tættere på.

”Det her startede med at være en fødselsdagsgave til min ven. Det er sådan set et buttplug.”

”Nåh ja,” siger Karina.

”Og så er der denne her, som også er støbt i aluminium.” Oline peger på en håndlavet dildo.

”Mmm. De er meget flotte, hva?” Karina nærstuderer billedet og forklarer så, at de udvalgte kursister skal lære, hvordan de markedsfører og brander deres forretningsidé. ”Vi strør lidt CBS ud over dig,” siger hun og spørger, om Oline mener at have opdaget et hul i markedet.

”Det synes jeg, at der er, faktisk. Selvfølgelig findes der skulpturelt og æstetisk sexlegetøj.”

”Jeg har ikke hørt om det,” konstaterer Karina.

”Nej okay, men det findes. Men det henvender sig ofte eksplicit til kvinder og bliver for det meste i det her pastelfarvede univers. Det kan være fint nok, men er ikke noget, jeg selv ville have liggende i min vindueskarm. Jeg vil gerne nå ud over kønsstereotyperne, altså ramme flere LGBTQ-personer, og jeg vil gøre det ved at skabe et produkt, som hverken er fallocentrisk eller går ud fra, at alle er heteroseksuelle kvinder.”

”Unisex?” spørger Karina.

”Ja, hvor formen på ingen måde minder om et kønsorgan. Det mangler, synes jeg.”

”Ja, men det har du muligvis ret i.” Karina trækker på smilebåndet.

”Jeg har jo faktisk et lille samarbejde i gang allerede. Det er også derfor, jeg ikke har produkterne med, for de er udlånt,” fortæller Oline.

”De er udlånt simpelthen?” spørger Karina og griner. ”Det er også fint. Dem kan jeg altid se… Jaer. Har du ellers nogle spørgsmål til programmet som sådan?”

Oline Marie Andersen er uddannet fra Kunstakademiets Designskole i København og er for nylig flyttet ind i min lejlighed. Da hun havde rykket alle sine ting ind i mit gamle soveværelse, viste hun det stolt frem. Der var meget få ting i værelset. En hvid seng, en grøn plante i en blikdåse i vindueskarmen, et lilla gulvtæppe og et par designerhovedtelefoner, der hang på et søm i væggen. Netop fordi der var så få ting, trådte én genstand særligt tydeligt frem på det lille værelse: En spejlblank dildo, der lå til fuld skue på en brun ølkasse ved siden af sengen. Eller var det en dildo? Jeg var i tvivl. Genstanden var helt ensartet og kunne også være et mindre designobjekt, men lignede unægteligt noget, der kunne bruges som en dildo. Jeg turde ikke spørge. Oline og jeg kendte knap nok hinanden, så jeg tænkte, det var for tidligt at begynde at snakke om sexlegetøj. Jeg ignorerede derfor dildoen i rummet og nøjedes med at sige, at hun havde indrettet sig flot.

Oline griner, da jeg fortæller hende, at den fritliggende dildo gjorde mig forlegen. ”Du skulle virkelig bare have spurgt,” siger hun og viser mig rundt på Fablab i Nordvest, et højteknologisk værksted for designere og andre kreative sjæle, hvor Oline er i praktik. Hun er netop ved at 3D-printe en dildo i halv størrelse, som hun har designet i modelleringsprogrammet Rhinoceros. Tegningen eksporteres til en g-code i koordinater, som sendes til 3D-printeren, der virker som en slags avanceret limpistol.

Det er på nuværende tidspunkt svært at se, hvad den lille plastklump i printeren skal forestille. Det kunne være alt fra et håndtag, en boomerang, et skohorn eller et mindre kastevåben til en kunstnerisk fortolkning af en jordnød. Oline fortæller, at det netop er hele ideen, at man skal være i tvivl, om man har at gøre med en dildo eller et skulpturelt objekt.

”Sexlegetøj og især dildoen er efter min mening et underkendt designobjekt, som mest forbindes med fallos og ofte er noget meget privat, der skal gemmes væk. Det mener jeg er med til at opretholde et tabu omkring sex, krop og seksualitet. Jeg tror, en veldesignet stimulator, der kan ligge i vinduskarmen som et skulpturelt objekt, kan være med til at synliggøre og aftabuisere sex og gøre dildoen til et mindre skamfuldt objekt.”

Jeg spørger Oline, om hun også havde dildoen liggende fremme, da hun for nylig havde sine forældre på besøg.

”Ja, den lå i vindueskarmen. Jeg snakker ikke med mine forældre om sex overhovedet, men det er jo ikke, fordi jeg behøver at lægge skjul på, at jeg har en seksualitet. Men altså, jeg skænkede det da lige en tanke inden, de kom,” siger hun og smiler.

Indtil videre har Oline og jeg været de eneste på Fablab, men nu kommer en mand i hættetrøje til syne i den anden ende af værkstedet. Oline sænker stemmen og fortæller, at hun har fået lidt blandede reaktioner på dildoprojektet fra sine udelukkende mandlige kollegaer.

”Første gang, der var én, der spurgte ind til mit projekt, fortalte jeg bare ligeud, hvad det var, jeg havde gang i. Men i stedet for at respondere på det som et professionelt designobjekt, blev der bare sagt,” – Oline gør sin stemme dyb og bøvet – ”Arh, men altså, ka’ man så ik’ bare bruge en agurk?

Hun griner og fortæller, at det er en typisk machomåde at underkende hendes arbejde på, og at en anden kollega har kaldt dildoforetagendet for et taberprojekt.

”Altså, jeg kan slet ikke snakke om det på den her arbejdsplads. Jeg tror, det er et maskulinitetskompleks. Så kommer der sådan en korthåret type herop og siger, at hun vil lave æstetisk sexlegetøj. Det er nok ikke hver dag, de hører det.”

Man er ikke et sekund i tvivl om, at Oline selv tager sit projekt seriøst og har klare visioner, hvad angår både design, produktionsform og forretningsførelse.

Sexlegetøjet skal CE-godkendes og produceres i Danmark, så Oline er helt sikker på, at arbejdsforholdene er i orden. Salget skal foregå online, hvor kunden via video har mulighed for at følge udviklingen af sexlegetøjet fra skitse til produktion. Hvis det går godt, håber Oline at få sit eget lille værksted, hvor man kan kigge forbi og høre mere om produkterne og tankerne bag. Hun har desuden planer om at samarbejde med andre feministiske aktører for at skabe et tillidsfuldt brand, der udover at tilbyde sexlegetøj også kan danne grobund for en platform for vidensdeling.

Idéen til projektet opstod på en indkøbstur hos grønthandleren på Nørrebro, for grøntsager er, fortæller Oline, den bedste inspirationskilde til sexlegetøj.

”Grøntsager er virkelig noget, der inspirerer mig, for det er jo naturen, der har skabt et produkt, der egner sig rigtig godt til sexlegetøj, men som ingenting har at gøre med penis.”

Er den her inspireret af squashen? spørger jeg og peger på skalamodellen i 3D-printeren, der er begyndt at få en fin runding på den yderste del, der er designet med udgangspunkt i bækkenbundens anatomi.

”Nej, men den ligner en lang lilla aubergine, som jeg engang købte på Blågårdsgade.”

Har din kollega så ikke lidt ret i, at man ligeså godt kunne bruge en agurk?

”Man kan vel godt bruge en agurk, men han stillede ikke spørgsmålet af nysgerrighed. Det var en måde at pille mit projekt ned på, fordi han selv blev akavet. Det, han mente, var, at mit projekt var så ligegyldigt, at jeg ligeså godt kunne gå ned og købe en agurk for fire kroner. Det var i hvert fald sådan, jeg forstod det. Inspirationen fra grøntsagerne handler desuden udelukkende om form og ikke om funktion.”

Du siger, at den færdige dildo skal fremstilles i medicinsk stål. Står det ikke i kontrast til ideen om at komme væk fra den hårde fallos?

”Nej, det synes jeg egentlig ikke. Størrelsen gør, at den ikke virker brutal, og så kan et produkt sagtens se blødt og rart ud, selvom det er lavet af stål. Mine venner siger, at man nærmest bliver helt tændt af at have dildoen i hånden. Sådan kan man også have det, hvis man holder et stykke træ, der er helt fintslebet, så man på ingen måde kan få en splint i fingeren. Det vigtigste er, at man kan se, det ikke kommer til at gøre ondt.”

Men er den ikke kold at anvende?

”Det er jo sådan med metal, at det holder på varmen, når det opvarmes. Men det gør heller ikke noget, at en dildo er kold. Det er faktisk meget rart, har jeg fundet ud af. Mit favoritmateriale er forkromet metal, som du kan spejle dig i. Den typiske silikonedildo har ikke den samme shine og kan komme til at se slidt ud med tiden.”

Ståldildoen derimod kan poleres op, præcis ligesom man gør med bestik, forklarer Oline.

”Det trænger min egen faktisk til. Den er ved at blive lidt mat i det.”

Olines største bekymring omkring sin start-up går på reaktionerne fra målgruppen LGBTQA+ og frygten for at blive beskyldt for pinkwashing. Et udtryk, der oprindeligt blev brugt til at kritisere virksomheder, der hævder at støtte kvinder med brystkræft, mens de i virkeligheden drager økonomisk fordel af deres sygdom. Ifølge Oline er der eksempelvis tale om pinkwashing, når 7Eleven sælger kopper med regnbueflag under de årlige Pride-festivaler, og når Burger King sælger ”The Proud Whopper” i en regnbuefarvet indpakning.

Er det nødvendigvis et problem at tjene penge på en god sag?

”Jeg synes, det er så svær en diskussion. Men en kæmpe kapitalistisk kæde som 7Eleven og menneskerettigheder, de to ting klinger bare hult. Mit mål er virkelig ikke at tjene penge, men bare at få det her projekt til at løbe rundt.”

Hvad vil du så gøre, hvis dine dildoer bliver vildt populære, og alle bare vil have én?

”Jeg har tænkt meget over det, for når man er uddannet designer og skal sælge produkter, så er det jo et kapitalistisk foretagende. Men det er jo det her, jeg gerne vil. Jeg er bare nervøs for, at der er nogen, der ikke synes, det er okay. Det ville jeg virkelig være ked af, for målgruppen er jo mine venner og allies.”

Oline ser en smule skyldbetynget ud, men så smiler hun alligevel ved tanken om en stor efterspørgsel.

”Altså, hvis jeg nu bare slet ikke kan følge med, så vil jeg nok ansætte nogle flere, og det skulle så udelukkende være kvinder og queer-personer. Men jeg tør slet ikke tænke så store tanker om det nu,” siger hun og kommer i tanke om den dildo, hun er i færd med at printe.

”Hov, det kan være, vi lige skal kigge på, om den er færdig?”

Vi går hen til 3D-printeren, der er stoppet med at larme. Oline kigger begejstret på den færdige model. ”Ej, den har virkelig en flot form, synes jeg. Du kan lige prøve at holde den.”

Hun piller de to symmetriske plastikdele ud af printeren, lægger dem sammen og rækker mig miniaturedildoen, der er lun og lugter lidt af brændt bildæk.

”Det skal være som en god pind, man finder i skoven, som lander det samme sted i hånden, når man kaster den lige op i luften, fordi den bare har den helt rigtige vægt. Den type produkter kan jeg vildt godt lide,” siger Oline og forklarer, at den endelige 1:1-prototype skal fræses i kemisk træ i en computerstyret CNC-maskine, hvorefter den sendes til produktion hos et dansk støbefirma. Og så er næste skridt at samle et testpanel af kvinder og queer-personer, der skal give feedback på både form og funktion.

Prototyperne i aluminium er netop ved at blive testet af pornoproduktionsselskabet Bedside Productions, som Oline har indgået et samarbejde med. Ifølge Caroline Due, der er den ene af de to ophavskvinder til det nystartede projekt, så er det især det brugerdefinerede design, der gør Olines sexlegetøj oplagt at bruge i deres film.

”En af pointerne med vores porno er, at indholdet i filmene passer til de medvirkendes seksualitet. Oline skaber dildoer direkte til dem, de skal bruges af, og diversitet i krop og seksualitet er dermed et fokus, vi deler.”

Det er desuden den på én gang simple, hårde og ømme æstetik, fortæller Caroline, der får Olines produkter til at skille sig ud fra det øvrige sexlegetøj på markedet.

”Den dildo, jeg har lånt af Oline, ligger faktisk fremme på mit spisebord til daglig, og folk tager bare fat i den uden at tænke over, hvad det er. For mig er det vigtigt at få krop og seksualitet ud af det skjulte, og det føler jeg, at både vores porno og Olines smukke sexlegetøj kan.”

Torsdag den 14. december klokken 10 popper en mail op på Olines telefon fra Akademikernes A-Kasse:

Kære Oline Marie Andersen
Tillykke! Vi kan med glæde meddele, at vi gerne vil tilbyde din start-up en plads i programmet.

Oline har armene op over hovedet, da hun fortæller mig, at Karina har købt konceptet, og at hun nu skal på et tre-måneders ”dildokursus.” Vi er for længst ovre den der hurdel med at tale om sexlegetøj, og jeg overvejer, om tiden er moden til at sætte min egen dildo fri. Men så igen – den er lyserød og af latex og går bare ikke skide godt med min kaktussamling og pladespilleren.