Annoncering
Premiere

Danske Vespers nye video er en fuckfinger til modebranchen

Nyd "Woman" her, i al sin trendy VHS-møder-Instastory pomp og pragt.

af Alfred Maddox
30 januar 2018, 10:55am

Screenshot via "Woman"-video

Hvis Vespers bløde, elektroniske univers virker bekendt, er det nok fordi, du er stødt på bandets medlemmer før i andre synthede sammenhænge. Stemmen er Nana Odderskærs (Coco Moon), mens den lyse legesyge produktion orkestreres af Mikkel Sönnichsen (Asta Fall).

Den københavnske duos indiepop florerer i et spændingsfelt mellem Odderskærs ømme, fyldige vokal og tunge, insisterende, men behageligt monotone dronelyde. Tænk: Cocteau Twins, hvis Cocteau Twins lod være med at være så kryptiske, og deres tekster faktisk gav mening. Cirka halvvejs crescendoer "Woman" fra en behageligt hjernedulmende lytteoplevelse ind i en følelsesladet synth-eksplosion – en romantisk, legesyg forestilling af, hvordan det var at rave i 90'erne.

””Woman” handler om min tid i modebranchen. For nogle år tilbage forlod jeg designskolen med en kandidat i beklædning og en kæmpestor kærlighed til håndværket, historierne og kreativiteten i faget. Det blev mødt af en verden præget af copy-paste, perfide tunger og generelt en kultur, der hurtigt drænede mig for selvstændighed og kreativitet. Sangen handler om, hvordan jeg sagde fra, gav slip og valgte mig selv til, uanset hvad andre så måtte synes om det. Jeg lagde mode helt fra mig og søgte tilbage ind i min kreativitet, og samtidig skabte Mikkel og jeg Vesper,” siger Nana Odderskær om tracket.

"Woman" udkom i fredags, og er singleforløber til ep'en Good Morning, der udkommer i slut-april. Og nu kan den nydes på et kitschet bagtæppe af, hvad der bedst kan beskrives som en lavbudgets-Twin Peaks-agtig DIY-montage. Den abstrakte video byder på alt fra uforklarede skovhytter og slyngtrådede undervandsvæsener til sort-hvide træningsmontager, grynede festoptagelser og neonfarvede moustache-skud.

Men du behøver ikke nøjes med at tage vores ord for det – dyrk selv "Woman"-videoen herunder, i al sin trendy VHS-møder-Instastory pomp og pragt: