Hvorfor lader kvinder ikke bare være med at blive slået ihjel? Og fire andre historier fra ugen

Du læser Broadly Overblik – vores korte, ugentlige tilbageblik på de vigtigste feministiske begivenheder og debatter. Læs tidligere udgaver her.

Jens Christian Grøndahl (der ifølge Broadlys litteraturuddannede medarbejder er ”Danmarks kedeligste forfatter”) er kommet helt galt afsted i et interview i Femina. I artiklen, der bærer overskriften ”2017 ifølge Jørgen Leth og Jens Christian Grøndahl: Ubådssag, #MeToo og et godt glas rødvin”, giver de to ældre, intellektuelle herre deres kommentar til sidste års store begivenheder. De lægger ud med drabet på Kim Wall, og det er her, Jens Christian Grøndahl taber småkagerne. Det ser cirka sådan her ud:

Jens Christian: ”Det er ALDRIG kvindens ansvar, om en mand beslutter sig for at forgribe sig på hende. Men når det er sagt, så … Altså når jeg ser billederne af offeret, måden, hun har ladet sig fotografere på, og det blik, hun sender kameraet … jeg er nødt til at være ærlig, for det er vores arbejde at være ærlige, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at her er en pige, der søger fare. Her er en pige, der søger … usædvanlige situationer, en pige, der godt kan lide at sætte sig selv på spil, og en pige, som har meget frihed og frimodighed i sig. For det er jo altså … fuldstændig vanvittigt som kvinde at gå om bord i en ubåd med en mand, man ikke kender.”

Her er nogle eksempler på, hvordan folk reagerede på det udsagn:

Journalisten spørger i interviewet, om han virkelig mener det, og om han godt ved, at han vil få på puklen for det synspunkt. Ja, det mener han. Men det gør han så alligevel ikke helt, for allerede et par timer efter at de sociale medier selvantændte i går eftermiddags, trak Jens Christian Grøndahl i land. Til Ritzau kaldte han nu sin udtalelse for ”fuldstændig respektløs” og sagde, at ”hvis jeg kunne, ville jeg gerne trække de ord tilbage.” Men han holder fast i, at man skal passe ekstra godt på sig selv som kvinde. ”Jeg synes, at det er forfærdelig farligt at gå alene ned i en ubåd med en mand, man ikke kender. Jeg synes virkelig, man er nødt til at passe på sig selv som kvinde.”

I interviewet til Femina fortæller han, at han lærer sine døtre, at: ”I må aldrig have en aftale med en fremmed mand på et sted, hvor I ikke kan slippe væk, og hvor der ikke er andre”. Han forklarer, at han ville ønske sig en verden, hvor han ikke behøvede tænke sådan, men nu er verden nu engang sådan, at der findes psykopater, og så bør kvinder tage deres forbehold. Vi må håbe, at Jens Christian Grøndahls døtre ikke går med ambitioner om at blive journalister, for så bliver det svært at efterleve deres fars formaninger. Som journalist er man, uanset køn, meget ofte alene med mænd, uden mulighed for at slippe væk. Det er ikke længe siden, at denne journalist sidst sad alene med en mandlig kilde i en bil in the middle of nowhere. Men lad os heller ikke håbe, at de drømmer om at blive hjemmesygeplejerske, taxachauffør, socialrådgiver, massør, soldat eller sosu-assistent. For problemet er jo, Jens Christian Grøndahl, at det ikke kan lade sig gøre at leve sit liv sådan. Og at det ikke nytter noget at lære små piger, at de selv har ansvar for at undgå at blive slået ihjel. Tværtimod er det med til at fastholde forestillingen om, at det er kvinders skyld, når de bliver voldtaget (fordi de har festligt tøj på) eller dræbt (fordi de passer deres arbejde).

Efter snakken om Kim Wall går Femina-interviewet over til at handle om #MeToo, og heldigvis for Jørgen Leth har Jens Christian Grøndahl allerede sagt noget, der er så dumt, at man slet ikke bliver overrasket, når Leth kalder #MeToo for "noget værre pis". Derefter snakker de om god rødvin og deres eftermæle. Man kan lige se dem for sig, siddende i solen med et godt glas bourgogne i hånden. 'Nej, altså søde Jørgen, jeg sidder og tænker på… Hvorfor lader kvinderne egentlig ikke bare være med at blive slået ihjel?'

I begyndelsen af året lancerede 300 prominente Hollywood-kvinder initiativet Time’s Up, som skal være med til at gøre en ende på seksuelle overgreb og krænkelser. Det har nu inspireret den danske film- og teaterbranche til at lave deres eget manifest, der ligeledes hedder Time’s Up og blev offentliggjort i går. 1.100 folk fra branchen har ind til videre underskrevet manifestet, hvis mål er at skabe en ”ny kultur med nultolerance over for sexisme, seksuel chikane og seksuelle overgreb i den danske film- og scenekunstbranche,” som der står i manifestet.

Det er jo dejligt, at den danske film- og teaterbranche handler efter de mange sager, der har været fremme fra branchen. Så stort hurra for, at Ghita Nørby, Nikolaj Coster-Waldau og Danica Curcic er enige om, at det skal være slut. Der er dog den afgørende forskel, at hvor den amerikanske Time’s Up-bevægelse profilerer sig på at være er en solidarisk kamp, der går på tværs af brancher og gang på gang fremhæver de lortede vilkår, som arbejderklassens kvinder arbejder under, så fokuserer den danske pendent kun på sin egen branche. ”Det er vores branche. Vores arbejdspladser. Vores fælles ansvar,” som de slutter manifestet.

Derudover er der også den meget konkrete forskel, at mens folkene bag det amerikanske Time’s Up-initiativ har samlet en ordentlig røvfuld penge sammen (cirka 80 millioner kroner), der skal gå til advokatbistand til kvinder, som er udsat for seksuelle krænkelser og overgreb, så ser det ikke ud til, at noget lignende vil gøre sig gældende for den danske version. Det er ikke for at være sur, for alle tiltag er absolut bedre end ingen tiltag, men det fine ved Time’s Up var netop den solidaritet, som Hollywoods rige og magtfulde kvinder udviste med deres mindre bemidlede kønsfælder, fordi de anerkendte, at #MeToo ikke lader sig begrænse til en enkelt branche, men er en fælles erfaring som skuespillere, tjenere, sosu-medarbejdere og advokater deler.

Politiken bragte i mandags en virkelig fin og relevant artikel. Den handlede om 29-årige Mads, der er i tvivl om, hvorvidt det han gjorde ved en pige i et telt på Roskilde festival, da har var 18 år, var voldtægt. Man får hele forløbet fortalt fra Mads' perspektiv; hvordan der egentlig ikke var nogen kemi mellem dem, men han så det som et point of no return, da hun havde sagt ja til, at han måtte kysse hende. Selvom det var et tørt kys. For han var fuld og havde lyst til sex, og hun sagde jo ikke nej. Men hun sagde heller ikke rigtig ja.

"Jeg tror, jeg søgte bekræftelse. Men det fik jeg ikke den aften. Da det var slut, var jeg pludselig helt paf over den måde, hun havde lignet en, der ville have det overstået. Jeg kunne pludselig mærke det der ubehag, der bare hang i luften, og det var, som om jeg kunne lugte hendes angst på indersiden af teltdugen. Hun virkede tilknappet. Lidt ligesom en blomst af en eller anden art, en ung og flot blomst, som nu var visnet," fortæller han.

Det bringer mindelser om sidste uges varme kartoffel, nemlig sagen om Aziz Ansari, som vi skrev om her. I korte træk gik sagen ud på, at Aziz Ansari var blevet ved med at presse på for at "Grace" (som fortalte historien anonymt til mediet Babe) skulle fortsætte deres samleje, selvom Grace både med sit kropssprog og sine ord gav udtryk for, at hun ikke brød sig om det, der foregik. Det startede en vigtig debat om de dårlige seksuelle oplevelser, rigtig mange kvinder har haft, som falder i en gråzone mellem overgreb og sex. Mange mente, at debatten var så vigtig, at man måtte accepterer et enkelt offer, nemlig Aziz Ansari. For ja, hans forseelse var måske ikke i liga med Harvey Weinsteins, men der var brug for et kendt fjæs, for at den debat kunne blive stor, og i det her tilfælde mente mange, at målet helligede midlet.

Politikens artikel om Mads rummer de samme perspektiver, som Babes artikel om Aziz Ansari – og endda fortalt fra krænkerens synspunkt, for en gangs skyld, hvilket må siges at være et interessant indblik. Til trods for det springfarlige indhold har artiklen ikke vakt den store debat, så måske har dem, der i sidste uge argumenterne for, at Ansari var en nødvendigt offer, ret i, at en ukendt mands baghoved bare ikke har samme effekt som en kendt mands ansigt… Øv.

Og så er der godt nyt til alle drenge, som har sex med drenge. Sundhedsstyrelsen har nemlig igangsat et pilotprojekt, hvor homo- og biseksuelle unge mænd mellem 15-19 år kan få en gratis hpv-vaccine i 2018. Mænd, der har sex med mænd, har nemlig markant større risiko for at udvikle analkræft som følge af en hpv-infektion end heteroseksuelle mænd. Tidligere har hpv-vaccinen ellers kun været gratis for piger mellem 12-18 år, men nu gælder det altså også homo- og biseksuelle teenagedrenge.

Udfordringen er dog, at vaccinen helst skal gives inden den seksuelle debut, og at mange først finder hoved og hale i deres seksuelle orientering, efter de er fyldt 20 år. Derfor mener Frank H. Pedersen, der er formand for praktiserende speciallæger i gynækologi, at vaccinen bør gives til alle børn, drenge såvel som piger, for at sikre, at de er beskyttet mod hpv-virus, uanset hvilken seksuel orientering de senere måtte finde ud af, at de har. Det siger han til Politiken, der også har talt med Thomas Søbirk Petersen, professor i etik på Roskilde Universitet og medlem af Etisk Råd. Han siger, at det strider mod den danske værdi om lige adgang til sundhed, at vaccinen ikke er gratis for alle køn:

"Helt fundamentalt er det et forkert signal at sende, at det kun er særligt udvalgte, der kan få den her vaccine. Prøv at høre, hvor forkert det lyder, hvis man siger, at kun mænd eller kun kvinder har adgang til denne yderst effektive forebyggende kræftbehandling." Ja, det lyder unægteligt nederen.

Vi er ikke de store tennis-entusiaster på Broadly, det erkender vi blankt. Vi er alligevel oppe at køre over, at Caroline Wozniacki i denne uge spillede sig i finalen i Australian Open, hvor hun skal møde rumæneren Simona Helap.

Wozniacki kan sikre sig sin første Grand Slam-titel, plus hun kan vende tilbage til toppen af verdensranglisten, hvis hun slår Halep, som er førsteseedet i turneringen og er den nuværende verdensetter.

Vi har læst os frem til, at Wozniacki og Halep har mødt hinanden seks gange tidligere, hvor Wozniacki har vundet fire kampe, mens Halep har vundet to. Halep har ligesom Wozniacki aldrig vundet en Grand Slam, og der er derfor også rigtig meget på spil for hende! Caroline Wozniacki var senest nummer et i verden i januar 2012, og det er tredje gang, at hun står i en Grand Slam-finale. De to andre gange var i 2009 og 2014.

Finalen spilles lørdag på Rod Laver Arena i Melbourne, den starter klokken 9.30 dansk tid og kan ses på Kanal 5 og Eurosport, hvis man er så heldig at have adgang til den slags. Ellers bliver der liveblogget på diverse skrevne medier. GO WOZZI!

Vil du vide mere om Caroline Wozniacki, kan du med fordel læse denne artikel fra Zetland, som Anders Haahr Rasmussen (der også har skrevet en bog om Wozniacki) skrev i 2016, da Wozniacki efter en turbulent sæson og masser af kritik i de danske medier spillede sig i semifinalen i US Open: