Internetvideoer af særlig betydning

Halleluja! Humørekspressen har samlet dansktop-guderne

Fra Klumben med sideskilning til Dario Campeotto, der glemmer sin tekst. Den her video har det hele.
27 december 2017, 11:12am
Screenshot fra DR

Julen er hjerternes fest og miraklernes tid og alt det der. Det er meget fint, men hvor mange år har vi ikke alle sammen fordrevet tiden mellem jul og nytår med en lang, totalt u-mirakuløs sofasession, hvor man bruger alle døgnets vågne timer på at se en middelmådig serie på Netflix? Alt, alt for mange.

Men i år er heldigvis en undtagelse. I går sendte DR nemlig deres Året der gik 2017_-show, og midt i en ellers rimelig forudsigelig musik-kavalkade, fandt et vaskeægte julemirakel sted. Vores yndlingsdansktopband, der engang var dancehall-stjerner, Humørekspressen, optrådte nemlig med singlen "Godter på vej", fra deres debutalbum, _En lille én. Og de var ikke på scenen alene. Undervejs dukkede dansktoplegenderne Dario Campeotto, Dorthe Kollo og Johnny Hansen fra Kandis op og gjorde seancen til en af de mest overdådige, vi har set i år.

Læg især mærke til:

  • Pharfars sindssyge begejstring, når han går amok med vaskebrættet. Jeg ved ikke så meget om dansktopscenen, men jeg vil gerne sige med sikkerhed, at den helt klart har brug for mere Pharfar på vaskebræt.
  • Klumbens ekstremt nydelige sideskilning og jakkesæt. Da han lægger armene om Campeotto og Kollo, er det som at se en gengivelse af mig, der hilser på mine bedsteforældre juleaften. "Hej mormor, har du det godt? Kunne du tænke dig et lille glas portvin?"
  • At Dario Campeotto kommer brølende ind på scenen, glemmer 90 procent af sin tekst, men heldigvis bliver reddet af Dorthe Kollos entré – og så mumler, at han snart skal hjem, fordi hans plejehjem lukker.
  • Den eksplosion af stjernestøv, der finder sted, når Johnny Hansen fra Kandis kommer løbende ind på trappen. Levende legende.
  • At Humørekspressen gennem rent og skært talent og spilleglæde viser, at dansktop ikke behøver være reserveret til DF's årsmøde.

Gør dig klar til fire minutters dansktop-ekstase, og se videoen herunder.