Annoncering
Sex

Erica var afhængig af porno i to årtier

Hun fandt trøst i at onanere, det fik hende til at skamme sig, og skammen blev vanedannende. I sin nye bog bryder hun med tabuet.

af Elyssa Goodman
18 januar 2018, 7:00am

Forsiden af Erica Garzas Getting Off: One Woman's Journey Through Sex and Porn Addiction

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

"Det virker, som om vi lever i et meget smukt øjeblik af historien, hvor kvinder står frem med deres historier, er sårbare og bliver accepteret for det," fortæller Erica Garza. "Jeg er glad for at være en del af det, for en stor del af afhængighed er isolation, følelsen af at være alene og skamme sig."

Garzas afhængighed var sex, hvilket fik hende til at se porno i timevis og med vilje opsøge seksuelle forhold, som fik hende til at skamme sig. I hendes første bog, som er en erindringsbog, der hedder Getting Off: One Woman’s Journey Through Sex and Porn Addiction, fortæller Garza åbent og ærligt om sine oplevelser. Hun skriver, at i jagten på sex endte hun tit med at smadre forholdet til dem, hun holdt af - ikke kun kærester, som faktisk behandlede hende godt, men også venner, familie og hende selv.

Hun forklarer, hvordan hun, siden hun var 12, fandt trøst i at onanere, som en måde at forholde sig til verden, og det fik hende til at skamme sig. Men skammen blev vanedannende. Først blev det et sted, hun kunne flygte hen - væk fra det akavede liv som teenager og senere fra usikkerheden ved at være et ungt menneske. Det stod på i næsten to årtier, før hun begyndte i afvænning i håbet om at blive et velfungerende menneske rent seksuelt. Hun var plaget af en "selvforskyldt skam", som hun forbandt med sine seksuelle oplevelser, og hun ville lære at acceptere, hvem hun var og forholde sig til de negative ting i hendes liv uden at bruge sex eller porno. I stedet kastede hun sig over terapi, yoga, behandlingscentre, møder med andre misbrugere og meget mere. Den proces er hun stadig i gang med.

Garzas erindringer er noget så sjældent som et narrativ om sexahængighed, der kommer fra et kvindeligt perspektiv, og det er en dybt ægte og gribende historie, som enhver læser kan få noget ud af. Vi talte med Garza omkring processen bag bogen, hvilken plads sexnarkomaner har i vores kultur, hvordan man bliver rask og meget mere.

Forfatteren Erica Garza og coveret på hendes nye bog, Getting Off: One Woman's Journey Through Sex and Porn Addiction

Det virker, som om vores kulturs diskussion af sexafhængighed mangler noget, som samtalerne om de andre misbrug har, især fordi eksperterne stadig debaterer, om det overhovedet findes. Hvorfor tror du, det er sådan?
Jeg tror, hovedgrunden er, at sex er normal menneskelig adfærd, og det argument er jeg sådan set til dels enig i. Hvis man oplever nogen være afhængige, siger de 'nej nej, det er helt normalt, for folk skal have sex,' og de ved ikke, hvordan de skal behandle det. Det er jo ikke ligesom alkohol eller stoffer, hvor man kan sige til folk, at de skal holde sig fuldstændig fra det. Du kan ikke sige til folk, at de skal holde op med at have sex. Det gør det hele lidt forvirrende, for de medicinsk uddannede og behandlingscentrene ved ikke, hvad de skal gøre for at behandle patienterne. Det er forskelligt fra person til person. Hvor én person måske har en masse promiskuøs sex, er der andre, der er afhængige af porno, men ikke har noget problem med sex som sådan. De to mennesker skal ikke have den samme behandling. Og der er så mange mennesker, der bruger sexafhængighed som en undskyldning, ligesom Harvey Weinstein eller den slags typer. Jeg tror, der er en frygt for, at folk bruger sexafhængighed til at forsvare deres dårlige opførsel, selvom de måske ikke lider af det.

Hvordan tror du, en bog som Getting Off kan forandre diskursen omkring sexafhængighed?
Jeg ville bare gerne snakke om min egne oplevelser. En af hovedgrundene til, at jeg skriver den her bog, er at forstå mit eget forhold til sex og undersøge, hvordan jeg endte med at blive afhængig, for min opførsel var meget selvdestruktiv, og jeg ville gerne have, at det skulle være anderledes. Da jeg begyndte at skrive de første essays, begyndte jeg at modtage mange beskeder fra folk, som havde gennemgået noget af det samme: "Jeg er så glad for, at du skriver om det her, for jeg følte mig så alene med det," eller "Jeg troede, jeg var den eneste, der oplevede det her," og i lang tid var det jo også sådan, at jeg selv havde det. Jeg mente, det var nødvendigt at fortælle min historie, så andre ikke følte sig så alene.

Jeg synes ikke, der er skrevet nok om sexafhængighed, så jeg tænkte, at jeg ville gøre det. Jeg er jo bare et menneske, så selvfølgelig har jeg tænkt tanker som åh nej, hvad nu hvis mine forældre læser det, eller hvad vil min mand, mine venner og mine kollegaer tænke? Men det er vigtigere at fokusere på, at jeg tilbyder noget til en samtale, som der ikke var særlig mange, der havde tidligere. Det er i hvert fald ikke blevet delt lige så meget som erfaringer med andre former for afhængighed. Hvis jeg kan gøre noget, der giver et andet menneske, der har det hårdt, ro i kroppen og gøre dem mindre ensom, så er det det hele værd.

Var der et tidspunkt, hvor det var særlig svært eller hårdt at skrive bogen?
Det var svært at skrive om nogle af tingene, og meget af det handlede om at indrømme mine egne fejl, og at jeg selv havde været med til at skabe de negative oplevelser. Det var min mulighed for at have en retning, der var nem at følge, og som jeg kunne kortlægge på papir. Det var en metode til at blive stolt over, at jeg var nået så langt, og at jeg havde taget nogle gode beslutninger, selvom de ikke føltes gode dengang, jeg tog dem.


Se Steve Jones fra Sex Pistols tale om sit syn på sex:


Hvilket stadie af din afvænning vil du sige, at du er i?
Jeg accepterer bestemt mig selv mere. Jeg ser ikke porno i flere timer ad gangen længere, og det er en stor ting for mig, for det var med til at trække mig ned i et hul, men jeg er heller ikke imod at se en lille smule porno engang imellem. Da jeg begyndte at skrive om det her, ville jeg virkelig gerne nå til et punkt, hvor jeg slet ikke så porno. Jeg troede, at det var sådan man gjorde, når man var i afvænning. Jeg troede, at hvis jeg så porno, ville jeg automatisk fortsætte ned af en dyster sti og miste kontrollen igen. Så jeg holdt en lang pause fra porno. Jeg tror, alle, der skal på afvænning, reagerer forskelligt, men for mig hjalp pausen med at bryde den vane, jeg havde med at crave det helt vildt. Da jeg vendte tilbage til det, var jeg ikke lige så tilbøjelig til at falde i og ikke kunne stoppe igen. Det hjalp mig rigtig meget at have en mand, der støtter mig, for så havde jeg lyst til at være rask og et bedre menneske. Nu har vi en datter, og mit liv er meget anderledes, end det plejede at være.

Alt med måde, ikke? Det var den attitude, jeg altid gerne ville have, men jeg var usikker på, hvordan jeg skulle opnå det. Jeg tror ikke, det er nødvendigt, at man fjerner sig fuldstændig fra sex. Jeg kan godt lide at være et seksuelt menneske. Jeg kan godt lide at tale åbent om mit sexliv og eksperimentere med det. Men jeg ville gerne lægge skammen bag mig. Jeg tror, det var det mest skadelige og smertefulde ved min afhængighed: Mit behov for at have det dårligt. Hvis jeg kan se lidt porno engang imellem, og hvis min mand og jeg kan eksperimentere lidt i soveværelset, så er det okay. Det skal jeg ikke have det dårligt over. Det er lang proces, og det er stadig ikke optimalt - min hjerne har hungret efter skam så længe, at det dukker op engang imellem - men i modsætning til tidligere har jeg nu en evne til at stoppe op, tænke og tage en anden beslutning.

Hvad tror du, der skal til for at nedbryde tabuet om sexafhængighed, især for kvinder?
Hvis flere træder frem og fortæller deres historie, skal tingene nok ændre sig helt naturligt. Det er langsomt ved at ske. Jennifer Lewis fra serien Black-ish gik for nylig ud i pressen for at tale om hendes sexafhængighed. Jeg har set det mange forskellige steder, og folk bliver altid overrasket, når de hører en kvinde tale om sexafhængighed. Det er først, når kvinder fortæller deres historier, at det går op for folk, at det hverken er sjældent eller tabu at opleve den slags, og først dér kan det hele ændre sig. For det meste skriver kvinderne de samme ting til mig, som mændene, når de fortæller om sexafhængighed. Isolation er meget skadelig for alle parter.

Tagged:
Porno
misbrug
afhængighed
ligestilling
Skam
vane