‘Black Mirror’ sætter lighedstegn mellem fortrydelsespillen og abortpillen

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic US
Denne artikel indeholder spoilers i forbindelse med “Arkangel”-afsnittet af Black Mirror, sæson fire.

I fredags dukkede fjerde sæson af den populære serie Black Mirror op på Netflix, og siden da har flere kritikere påpeget den problematiske behandling af fortrydelsespillen.

Videos by VICE

”Arkangel”-afsnittet, der er instrueret af Jodie Foster og skrevet af Charlie Brooker, følger en kvinde ved navn Marie og hendes datter, Sara. Sara får en chip kaldet Arkangel implanteret, der tillader Marie at se alt gennem datterens øjne og på den måde overvåge hendes gøren og laden, monitorere kropsfunktioner og registrere stressniveau. Nu spoler historien frem til Saras teenageår. En dag kommer Marie ved et tilfælde via implantatet til at se datteren dyrke sex. Fra den data implantatet sender hende, erfarer Marie, at Sara er blevet gravid. Så Marie går på apoteket og køber en ”fortrydelsespille”, som hun planter i datterens smoothie den følgende morgen.

I skolen begynder Sara pludselig at kaste op og besøger derfor skolesygeplejersken, der fortæller hende, at hun er syg på grund af den fortrydelsespille, hun har taget for at abortere. Problemet er bare, at en fortrydelsespille ikke fremprovokerer en abort, den kan faktisk kun afholde en kvinde fra at blive gravid før befrugtningen af ægget ifølge American College of Obstetricians and Gynecologists.

Seere har kritiseret serien på Twitter for at sætte lighedstegn mellem fortrydelsespillen og en abortpille. De mener, det er en misforståelse, der har større konsekvenser, end man måske skulle tro. I USA har antiabortaktivister og politikere nemlig længe promoveret den falske sammenligning som et argument for, at sygesikring ikke skal dække fortrydelsespiller og præventionsspiraler, der også kan bruges i den henseende, fordi de mener, de forårsager abort. Det passer ganske enkelt ikke. Højrefløjsmediet The Federalist har allerede forsøgt at kapitalisere på Twitter-kontroversen.

https://twitter.com/laurenarankin/status/947190225603907584?ref_src=twsrc%5Etfw
https://twitter.com/morninggloria/status/946879640404156416?ref_src=twsrc%5Etfw

Den lægevidenskabelige definition på en graviditet er, når ægget er befrugtet, og embryonet sætter sig fast i kvindens livmoder. En fortrydelsespille virker kun, før ægget er befrugtet ved netop at forebygge befrugtningen, og det er også kun en mulighed i fem dage efter det ubeskyttede samleje. Fortrydelsespillen forårsager altså ikke en abort. I 2014 udtrykte ACOG det klart: ”De videnskabelige beviser peger på, at en fortrydelsespille ikke kan afholde et allerede befrugtet æg fra at sætte sig i livmoderen. Fortrydelsespillen er ikke en gyldig løsning efter befrugtning.”

Så enten var Sara ikke gravid, og fortrydelsespillen afholdt ægget fra at blive befrugtet, eller også var det en abortpille, som Marie fik på apoteket og altså ikke en fortrydelsespille. Under alle omstændigheder har serien misforstået, hvordan fortrydelsespiller fungerer. Vi har kontaktet Netflix for at få en kommentar, og vi opdaterer artiklen, såfremt vi modtager en.

Daniel Grossman, der er leder af Advancing New Standards in Reproductive Health (ANSIRH) og professor i obstetrik, gynækologi og reproduktionsvidenskab ved University of California San Francisco, har kritiseret Black Mirror for at præsentere fejlagtig information om fortrydelsespillen, men også for ikke at reflektere over tvungen abort.

Det er især problematisk at sidestille de to, når man tager i betragtning, at det er en myte, som blandt andet Donald Trumps regering, herunder Teresa Manning og Charmaine Yoest, gentagende gange har forsøgt at benytte. Hobbyforretningskæden Hobby Lobby tog sagen op i USA’s højesteret i 2014, fordi firmaets kristne ejere ikke ville dække fortrydelsespiller og spiraler via sygesikring for ansatte (Afordable Care Act, der er det tætteste USA har på et offentligt sygesikringssystem, sikrer blandet andet gratis spiral for kvinder). Hobby Lobby vandt sagen, og afgørelsen skabte præcedens, som andre privatejede firmaer siden har benyttet til lignende tiltag.

I oktober forsøgte Trump-regeringen at gøre det muligt for privatejede firmaer at nægte ansatte sygesikret adgang til p-piller, hvis ejerne havde ”religiøst eller moralsk motiverede kvaler,” men loven er blevet blokeret i to delstater og er fortsat ikke trådt i kraft. Men hvis sundhedsministeriets plan om at indføre en lovlig definition af liv som værende opstået, så snart ægget er befrugtet, kan det ende med, at både fortrydelsespillen og spiralen havner i den samme juridiske kategori som abort. (Og vi ved alle sammen godt, hvad Trump-regeringen synes om abort.)

Thank for your puchase!
You have successfully purchased.