Blod i toilettet og enorme mængder weed: Livet med kræft i røven

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Jeg er 45 år gammel og har stadie 4 endetarmskræft. Det hele begyndte en aften, da jeg lige pludselig sked ustyrlige mængder blod ud.

Jeg kører min søn hjem fra boksning, og har lige overstået en blodig omgang på tønden, da jeg kan mærke, at det kommer igen. Jeg kaster bilen ind på en McDonald’s, der ligger ret tæt på, hvor jeg bor. Jeg går ud på toiletterne, men der er optaget. Jeg råber: “Hey mand, det er ved at gå helt galt, så du må meget gerne skynde dig.” En australsk fyr svarer: “Undskyld mand, men jeg kan ikke på nogen måde komme ud endnu – jeg har det frygteligt herinde. Jeg kan godt høre, at du har det skidt, så prøv at se, om der er ledigt hos kvinderne.” Fuck, noget lort.

Jeg vælter direkte ind i to kvinder, undskylder, og går tilbage til herrerne. På det tidspunkt overvejer jeg seriøst, om jeg skal skide i pissoiret.

Jeg slår en lille prut og skider i bukserne. Nu er jeg nødt til at vralte ud til bilen og køre hjem, uden min søn opdager noget. Han ser blod dryppe ned på mine sko, og går i panik. Han skriger, at vi bliver nødt til at køre på hospitalet, men jeg skal fandme ikke på hospitalet med blod og lort i bukserne.

Ude af mig selv ringer jeg til min kone: “Få fat i nogle håndklæder, og mød mig ved bilvasken i kælderen.” Jeg bakker bilen ind i bilvasken, men kommer i tanke om, at vandet er iskoldt og, at der er et kamera, der filmer det hele. Jeg har intet andet valg, så jeg tager elevatoren smurt ind i lort og blod med min trøje bundet rundt om livet. Jeg holder fast i min kone, fordi jeg er lige ved at besvime.

Da jeg kommer ind i lejligheden, lægger jeg ti centimeter i badekarret. Min familie kan høre mig skrige. Jeg er fuldstændig panisk, og er sikker på, at jeg skal dø. Min kone vælter ind. Jeg trækker badeforhænget for, men hun ser stadig, hvad der foregår. Der var lort over alt. De ville ringe til ambulancen, men jeg nægtede. “Aldrig i livet! Jeg går ingen steder. Jeg skal ikke ligge på en båre dækket af lort. Jeg tager på hospitalet, når jeg er blevet vasket.”

Jeg er ligbleg, og kan knap nok stå op, da jeg ankommer til hospitalet.

Mens jeg venter på at se røv-lægen, kommer der en lort ud med en rille i. Jeg siger til ham, at det virker som om, der er noget, der blokerer. Han siger: “Okay, jeg kan nok godt planlægge en koloskopi.Men du kan også vente, for om under fem år skal du alligevel have lavet en.”

Han mærker på min mave, og siger: “Du skal ikke bekymre dig, det skal nok gå.”

Jeg kommer ind og får lavet koloskopien om fredagen. Bagefter ligger jeg i en seng, da jeg ser lægen komme gående forbi. Han siger, at han lige skal finde min kone.

De kommer ind, og han smider bomben: “Du har en gigantisk svulst.”
“Gigantisk – hvad mener du?” siger jeg, “Hvad er gigantisk?”

“Du har en meget stor svulst over din lukkemuskel. Det er meget bekymrende, at den er så stor,” siger han.
“Gigantisk stor, har du ikke nogle bedre ord, du kan bruge?”
“Nej,” siger han og aftaler en tid hos en specialist.

Tre dage senere får jeg at vide, at jeg har endetarmskræft i stadie 4.
“Prøv at høre her,” siger han, “dit rektum er over 75 procent blokeret.” Han begynder at skrive ned. Plan A: Kemoterapi, stråling, operation, kemoterapi, stråling. Med det samme tænker jeg: Skal jeg dø? Så siger min kone: “Stadie 4 – kommer han til at dø?”
Han siger: “Nej, nej, han får ikke lov til at dø, men det er en gigantisk svulst, og vi bliver nødt til at reagere hurtigt for at sikre, at der ikke er kræft andre steder i kroppen.”
Og jeg siger: “Kan du ikke kalde det noget andet? Hold op med at sige ‘gigantisk’ og ‘enorm’.”
“Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde den,” siger han. “Det er rystende, at du ikke har opdaget den før.”

Jeg gennemgår alle undersøgelserne og finder ud af, at kræften ikke er nogle andre steder. De begynder på kemoen og strålingen ugen efter, for at få svulsten til at skrumpe ind. Den vidunderlige omgang har jeg været igennem de sidste par uger.

Aftenen efter kræftspecialisten havde undersøgt mig, blev smerten overvældende. Jeg kunne slet ikke sove den nat. Næste morgen sagde jeg til min kone: “Skat, hvis ikke du hjælper mig med at komme til lægen og få noget mod smerterne, er fristelsen for at hoppe ud af vinduet alt for stor.” Jeg tog til min almindelige læge og fik noget ret mild smertestillende, fordi jeg var bange for at blive afhængig af noget stærkt. Det viste sig at være en fejl.

Ilden i min røv begyndte endelig at dø ud, da jeg fik noget kraftigere medicin i løbet af den tredje uge. Jeg var i frygtelige smerter. Jeg talte med kræftspecialisten og han sagde: “Tag dig sammen, Scott. Nu tager du det her langsomt virkende hydromorfin, som bliver i kroppen i tolv timer, og du skal ikke være bange for at blive narkoman af det.”

Vores rektum har lige så mange nerveender som en kvindes klitoris, så det er ekstremt smertefuldt, når det er værst. Jeg har en 200 grader varm baseball i min røv, og jeg kan ikke gøre en skid ved det. Engang var den omkring seks centimeter i diameter, men nu er den vokset til dobbelt størrelse, fordi den bliver stegt indefra.

Det vigtigste er, at jeg har en positiv indstilling, hvis jeg skal vinde kampen. Jeg bruger rigtig meget cannabis. Jeg bruger en vaporizer med medicinsk cannabis. Det er det reneste, man kan få – en helt ren, kvalitetskontrolleret, medicinsk THC.

Alle mine læger ved det godt – kirurgen, min gamle læge. “Jeg ryger fed,” sagde jeg til dem, “det fungerer for mig, så det gør jeg.” De synes alle sammen, det er fint, hvis det virker, bare jeg ikke drikker alkohol. Hvis du gerne vil ryge en hel masse weed for at komme igennem det, så gør det. “Hvis du vil have en henvisning, skal du bare sige til,” har de begge sagt.

Jeg ved præcis, hvor mange hvæs jeg skal tage for lettere at kunne forholde mig til den mentale del af den her kamp. Når jeg vaper, så falder jeg til ro, får appetit, tænker over, hvor meget vand, jeg indtager, og det lindrer min kvalme. Jeg bliver ikke rigtig skæv, men det giver ro i hovedet. Det hjælper lidt på den fysiske smerte, men det er mest for at holde alle de ting, der kører rundt i hovedet, ud. Når larmen inde i hovedet bliver for overvældende, skruer cannabisen ned for volumen, og gør det muligt at slappe af, så jeg kan bekæmpe den forbandede kræft.

Når de har fjernet min røv, skal jeg helt sikkert prøve CBD-terapi i stedet for kemo og stråling. CBD har intet at gøre med at være skæv. Det er en del af cannabis, som ikke er psykoaktivt. Cannbidiol hjælper folk med alle mulige slags sygdomme, og man har fundet ud af, at det angriber kræftceller.

Jeg fortalte min kirurg og min læge, at jeg ville bruge CBD. Min kirurg var ikke helt nede med ideen. Han sagde bare, at vi kunne finde ud af det, når vi nåede dertil. Jeg svarede ham: “Jeg gør det, punktum. Jeg er pisse sur. Du skærer hele min røv af for at være sikker på, at alt kræften er væk, og så vil du have mig til at kæmpe mig igennem en tung omgang kemo og stråling igen?”
“Det er den normale fremgangsmåde, for at være sikker på, at det er helt væk” sagde han.
“Prøv at hør,” sagde jeg, “jeg har min egen læge, der vil sørge for, at alt er i orden, og jeg forlanger simpelthen, at jeg får seks uger uden kemo og stråling efter operationen for at prøve CBD.”

I Canada kan man godt købe CBD, men det er ti gange mildere end det rigtig stærke. I USA kan man købe det gode, men det er meget dyrt. I Californien har de haft det et stykke tid. Jeg mødte en fyr på et loppemarked af alle steder, og han kunne hjælpe mig med at skaffe det. Han stod og passede sin fars bod. Han havde vaporizere, og vi snakkede om de forskellige måder, man kan forbrænde olien på. Jeg fortalte ham, at jeg ikke var ude på at blive skæv. “Jeg har kræft – for mig handler det om at behandle smerten både mentalt og fysisk.”
Han svarede: “Har du god tid? For jeg vil gerne snakke rigtigt med dig.” Derefter forklarede han, at han forsøgte at få det rigtig stærke CBD fra Californien til Canada.
“Jeg ryger nok i fængsel,” sagde han. “Men jeg kan ikke bare se på, mens folk dør, og der måske er en kur.” Derfor tilbyder han at betale halvdelen for mig.

Han er ikke læge. Han importerer varer for en stor detailhandel. Han forklarede det hele, gav mig hans nummer og udpenslede, hvordan det ville fungere. Jeg overvejede tilbuddet mindre end en dag og ringede tilbage for at sige, at jeg var klar. Nu har jeg enten spildt 15000 kroner eller truffet den bedste beslutning i mit liv.

Og jeg tror virkelig på det. Min mave tror på det, min hjerne tror på det, min hjerte tror på det – hele min krop tror på det. Tager jeg en risiko? Det ved jeg ikke. Jeg er ikke en type, der gør den slags, men det føles bare 100 procent rigtigt. Jeg vil ikke mene, at jeg normalt falder for snyderi, men nu er det mit liv, det handler om.

Det hele blev så klart og tydeligt for mig på det tidspunkt: Vandet trækker sig tilbage, og stranden vil igen komme til syne, og samtidig vil jeg også vinde min kamp og blive mig selv igen.

Det var som om jeg fik et svar fra de højere magter, da jeg mødte ham. For om fredagen havde jeg fået at vide, at jeg skulle kæmpe mig gennem en hård omgang kemo og stråling efter operationen, og dagen efter – dagen efter – møder jeg en mand, der giver mig håb. Jeg tror, at jeg mødte ham, fordi jeg har åbnet op til verden.

Jeg vil være mig selv og leve mit liv, som det passer mig. Ja, selvfølgelig skal man gøre som lægerne siger. Men fuck mand, hvis lægerne kunne bestemme det hele, ville jeg sidde i en seng hver eneste dag, uden at lave nogen som helst fysisk.

I stedet sagde jeg: “Luk røven. Jeg tager på stranden, så tit jeg kan komme til det.”
De sagde, at det kun ville forværre mine problemer, men jeg sagde: “Nej, det gør mine problemer værre, hvis jeg bare sidder derhjemme og ved, at jeg har kræft. Så fuck dig.”

Stranden, jeg taler om, er en strand, som jeg har besøgt siden, jeg var en lille lort. Jeg havde aldrig set vand på stranden. Ikke før jeg fik min diagnose. Jeg gik derhen, og der var næsten ikke nogen strand tilbage. Jeg blev ét med stranden. Vandet havde invaderet stranden, ligesom den gigantiske svulst havde invaderet min røv.

Det hele blev så klart og tydeligt for mig på det tidspunkt: Vandet trækker sig tilbage, og stranden vil igen komme til syne, og samtidig vil jeg også vinde min kamp og blive mig selv igen. Jeg stod der og mærkede både smerte og glæde ved den åbenbaring. Vi deler en smerte stranden og jeg.