dommedag

Så lang tid kan du overleve i et supermarked, hvis verden går under

En britisk astrobiolog påstår, at have regnet ud, hvor længe der vil være mad og drikke nok til at overleve i et supermarked.
Phoebe Hurst
London, GB
Foto von Dennis Skley via Flickr.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES UK i februar 2016.

Hvis du nogensinde har set Alene Hjemme (eller bare har været et forsømt barn), så har du sikkert drømt om at være forladt i en kæmpe butik. For eksempel et supermarked.

Række efter række med slik og snacks, og ingen løftede pegefingre om huller i tænderne, eller butiksdetektiver, der holder øje med, om du smugler chokolade ned i lommerne. Ingen pensionister med tunge tasker til at forstyrre dit indkøbsvognsrace. Det er alle 9-åriges (og ærligt talt også alle voksne menneskers) drøm.

Annoncering

Men når første bølge af sukkerchokket har lagt sig, og der ikke er flere tårne med konserves at maje ned med din vogn, er det tid til at blive realitisk. Hvor længe kan du egentlig overleve, spærret inde i det samme supermarked? En britisk forsker har forsøgt at finde ud af det.

LÆS MERE: To skoledrenge blev låst inde i et supermarked og væltede sig i mad og sprut

Ifølge astrobiolog Lewis Dartnell, som er forfatter til bogen The Knowledge: How To Rebuild Our World From Scratch, så er der forsyninger nok i et gennemsnitligt supermarked til, at et voksent menneske kan overleve i 55 år. Det er over et halvt århundredes menneskelig eksistens holdt i gang af baconchips og tun på dåse.

Dartnell lavede undersøgelserne forud for en videnskabskonference, og han mener, at hans resultater siger noget om, hvor forberedt nationen er på ragnarok eller en stor katastrofe.

Han forklarede sig således: ”Selvfølgelig skal vi ikke gå rundt fra morgen til aften og bekymre os om vores potentielle undergang, men det er interessant at tage et tidsbillede af, hvor vi befinder os nu, og se hvordan vi ville klare den – både som enkeltpersoner og som samfund.”

Dartnells undersøgelse viste også, at 36 procent af britterne har en ”nødtaske” med de vigtigste ting klar i tilfælde af en katastrofe, og over halvdelen af befolkningen mener, at mad og medicin er noget af det vigtigste at have, hvis en katastrofe opstår. Mindre end en fjerdedel nævner dog praktiske sager, som for eksempel tændstikker, som en nødvendighed. De er åbenbart ikke lige så forberedt som de preppere, der hamstrer soltørrede tomater.

LÆS MERE: Jeg er bevæbnet med rødbeder og kompost og klar til restauranternes dommedag

Dartnell fortsatte: ”Folks overlevelsesinstinkter er stærke, men hvis ikke der kommer mere fokus på at have evner indenfor videnskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik, så vil det være meget svært at vende tilbage til et samfund, som vi kender det. I stedet for bare at gemme os skal vi være forberedt på at rejse os fra en hvilken som helst katastrofe.”

Det er sikkert også en god idé at have en dåseåbner. Når jorden går under, og du sidder fanget i Netto, kan alle de dåser med tomatsuppe ikke åbne sig selv.