stoffer

Hvordan havner en dreng fra Holte i et fixerum med et skud heroin i armen?

I den selvbiografiske roman 'Tabernes Konge' skriver Patric Paw Wärgården om sin personlige deroute fra Whiskybæltet til Vesterbros narkomiljø.
18 januar 2017, 8:35am

'Tabernes Konge' er historien om en ung og usikker knægt fra Holte, som i løbet af få år ender som hærdet narkoman på statsordineret heroin. Historien er forfatterens egen, og i romanen fortæller han om at feste med cokesmarte Nordsjællands-typer og pludselig befinde sig på samfundets bund med en blodig kanyle i armen.

I kapitlet, du kan læse her, som hedder 'Et Stille Stik', bryder Patric det sidste tabu, da han mærker suset fra heroinen strømme ind i blodbanen. En rus, der nær tager livet af ham.

'Tabernes Konge' er udkommet på Byens Forlag.

*****

Arnolf var i de sene halvtredsere, en flippet hippietype, der før eller senere må have fået sig en tung psykose. Han kunne finde på i timevis at ævle om sit blodsbånd til den danske kongefamilie, og hvordan de ikke ville kendes ved ham, selvom de efter sigende skyldte ham et millionbeløb. Jeg så ham tit sende breve til dronningen, og vi kunne ikke gå forbi en 7/11, uden han begyndte at snakke løs om, hvordan hans familie ejede denne kæde og stort set alle andre butikker, vi gik forbi. Nå, men jeg var totalt smadret og voldbasket den dag. Jeg fik udskrevet et medikament ved navn Lyrica af min læge for at hjælpe mig med mine nerveproblemer. Det var kun delvist derfor, jeg havde så heftigt et overforbrug af dem, for jeg havde fra dagen, jeg først fik dem udskrevet, fundet ud af, at de også var et glimrende middel mod abstinenser. Man blev pakket ind i sådan en dejlig fornemmelse af bomuld og cremet blødhed, hvor alting summede – selv mine ædlere dele var faldet i søvn i en verden af bzzzz bzzzz, og det føltes mærkeligt rart at kærtegne mit halvstive lem, selvom det ingen følelse havde. Mine nerver var med andre ord sat ud af funktion, en egenskab, der skulle vise sig at være fandens vigtig for mig under den periode af total narkomani. "Total" fordi jeg havde valgt helt at henkaste mig til trangen, håbløsheden, min ravnsorte kærlighed. Jeg ofrede mig helhjertet til stofafhængigheden og opgav håbet om alt andet, livet kunne byde på. Det var den attitude, der ledte mig til heroin, og derfra gik det stærkt.

Den morgen var jeg godt sendt afsted, inden jeg tog toget ind til byen. Fucking S-tog, hvilke udskejelser og ulykker er ikke fundet sted i disse kupeer … Haha. Men ja, Lyrica … Jeg ved ikke akkurat, hvor mange af disse hvide, ovale små kapsler jeg havde kastet i svælget natten inden, men det må have været mange. De var så flotte at se på, som små rumbiler, og mindede lidt om de piller, man altid så frustrerede hjemmegående hustruer misbruge i amerikanske film. Jeg lignede en død mand, da jeg stavrende gik min morgentur med hunden, ligbleg og markeret med min mors sorte eyeliner sværtet rundt om øjnene. Eyeliner og overdimensionerede store øreringe af skinnende sølv dinglende fra mine øreflipper. Det var, som om de attributter fik mig nærmere det kvindelige køn, især under påvirkning af et eller andet. Mødte naboer, hvis ansigt stivnede, når de så mig, som om de havde set et spøgelse. Og da den luftetur var ovre, gik jeg op til stationen, spændt, fordi mor havde givet mig penge, og fordi Istedgade tilhørte MIG den dag.

Mødtes med Arnolf, som jeg også købte et par 'doner af, 'just in case'.

På Holte station havde jeg tanket op med en halvliters Cider, og i løbet af morgentimerne var det blevet til yderligere et par genstande. Måske var det alkoholen, pillerne eller søvnmangelen eller kombo'en i sig selv, men noget helt nyt skete inde i min hjerneskal efter de første par hvæs heroin på dette Vesterbro-toilet. Som en eksplosion af lyssprudlende raketter og stjerneglimt efterfulgt af en lyksalig ro, der lagde sig tungt i kroppen og fik enhver muskel til at slappe af og ligegyldigt lægge hele min krops tyngde mod det kølige stengulv.
Jeg havde prøvet dårlig heroin før sammen med Charlie, men det her var unikt. Og SÅ fedt.

Privatfotos af forfatteren.

En mindre fed ting var måden, de små breve påvirkede min økonomi. Typisk er heroin pakket ind i en lille konvolut lottopapir, hvoromkring der er presset noget sølvpapir. Sådan et brev koster 200 spir, men der er undtagelser. Visse, primært perkere, sælger hundredekroners-pakker, og hvis det er kvalitetsheroin (kaldet 'Gul Paki', fordi farven, til forskel fra det almindelige brune, er mere lys og cremet og bliver forfinet i Pakistan) kan du regne med at skulle smide en hundredemand oveni. Og du kan finde dope viklet i små hårde bolde af cellofan eller sort plastik fra affaldssække, ja, det er lidt forskelligt. Visse sælger to pakker for 300.

Jeg begyndte at bruge meget heroin. Der er så mange aspekter ved det. Som ung stofmisbruger fandt jeg det fandens pirrende at skulle ud og købe, for der lurede en farlig og sexet stemning derude i storbyens snavs, en verden til forskel fra Holtes dødsfisse. Jeg var inderst inde meget frustreret, understimuleret, vred på alt. Vred over, at min dillermand aldrig fik noget, aldrig fik smagt en saftig omgang skedesekret. Måske var det derfor, det destruktive i stofverdenen var så lokkende, måske var der en dybere grund i min underbevidsthed til, at jeg fandt ødelæggelsen af min krop så fucking sexet, til at jeg ikke kunne få nok. Ikke fordi jeg konstant sad og sugede, men efter så lidt som bare et enkelt glas vin kom lysten. Det slog aldrig fejl. Efter endnu en middag hos mor endte jeg med at tage toget til Hovedbanen, hvorefter aftenen endte i en stille ceremoni på mit lokum siddende i hjørnet med sølvpapir og rør i munden. Processen med at ryge og jage de tyste, sensuelle flammer var nærmest noget seksuelt.

En aften hos mor efter alt for mange glas fik jeg lyst og mod til at bryde det sidste tabu. Det stille stik. Jeg havde fået penge tilbage i Skat og ville bruge dem på Smack. Det drejede sig om lidt over tusind kroner.

Som en eksplosion af lyssprudlende raketter og stjerneglimt efterfulgt af en lyksalig ro, der lagde sig tungt i kroppen og fik enhver muskel til at slappe af og ligegyldigt lægge hele min krops tyngde mod det kølige stengulv.

Det var skumringstid og Vesterbros huse kastede lange skygger af kul og gravmuld. Ved Hovedbanens sorte røvhulsportal hev jeg fat i den første og den bedste – et omvandrende skelet i joggingtøj. Han fortalte mig, at han havde HIV, da vi gik hen imod fixerummet. Jeg kunne skimte noget overordentligt sygeligt ved hans teint. Ligesom Johnny Thunders på sine ældre dage, denne her gullige kistekulør og den glimtende, olierede overflade, der lagde sig over huden som et mat spejl – som om han var blevet balsameret. Jeg vidste, at der fandtes fixerum, men havde aldrig været i nærheden af dem. Dugnad hed stedet, opkaldt efter en norsk folketradition, hvor alle landsbyens mænd blev samlet under egnens største og ældste egetræ for at drøfte problemer. Der var en stærk lugt af død omkring stedet, især af sprit. For man skulle selv rydde op efter sig og tørre blodpletterne af med spritservietter.

Vi satte os i en bås med et sæt værktøj til hver. Alt foregik meget klinisk og rent med opsyn af sygeplejersker. Manden i mit selskab havde købt heroin for mig, for mine penge selvfølgelig, da det var aftalen, og delte pakken op. Lidt mindre i min sprøjte, da jeg var nybegynder. Jeg var, trods min angst for nåle, ellevild med tanken om at få en sprøjte i armen, så glad, at jeg ville tage billeder af processen. Men man måtte ikke tage billeder, og desuden fik man ikke lov til at snakke i fixerummet. Der var en uhyggelig stilhed sænket omkring fixerummet, og jeg kunne mærke gåsehuden op ad nakken. Jeg fandt det beklageligt, at man ikke måtte tale derinde, for stilheden lagde en hvid, klam dødshånd henover min maniske tilstand og gav frit spil til tankerne. Noget, der mindede om skam, tyngede mit bryst, men det var alt for sent nu. Min sprøjte var allerede klargjort, og jeg sad med den ene hånd spændt om min overarm. Og så mærkede jeg det svidende lille stik, hvorefter samme ro indfandt sig, som jeg havde oplevet på Vesterbrolokummet, men denne gang kun med sekunders varsel og tungere, så fandens meget tungere. Som et lagen af bly, der lagde sig henover hele min krop, så tung i kroppen var jeg, at mine arme faldt hen som spaghetti, inden jeg nåede at sætte bomuldsstykket mod det blødende lille punktum på min underarm. En kraftig, mørkerød rand af blod løb ned over mit skind, og tingene blev gradvist langsommere, mørkere - sorte prikker for mine øjne, en ringen i ørerne. Sygeplejersker hev fat i mig, stak iltapparater i hovedet på mig og målte min puls. Men jeg var ligeglad, for jeg havde det godt. Ævlede noget om, at dette var Vejen for mig, for jeg var en stjerne, en fuldfjeret rockstjerne, der alligevel ikke havde noget håb forude, alligevel aldrig ville finde en sød pige. Noget i den dur, som altid når jeg er tilpas påvirket. Flere gange faldt jeg hen i den sorte suppedas med et nikkende dukkehoved uden tråd foroven og måtte vækkes af sygeplejerskerne. "Træk vejret, husk at trække vejret," fik jeg at vide en snes gange den aften.

Privatfotos af forfatteren.

Vi købte endnu et brev, tog endnu et fix. I det brev var der betydelig mere end sidst, fordi jeg havde valgt at købe for et større beløb nu, hvor at sælgeren havde vist sig at tale sandt vedrørende sit pulvers kvalitet. Men dette fix skulle vise sig alt, alt for kraftigt. Ligesom før faldt mine øjenlåg konstant ned over mine øjne som tunge gardiner. Jeg var så kraftigt skudt afsted, at hele min krop var som af gummi, og sygeplejerskerne, der under denne nats syndige ugerninger fremstod som uniformerede små engle, der kæmpede for mit liv, måtte alle hive og prikke og ruske i mig for at undgå, at jeg faldt i søvn. For hvis jeg faldt i søvn, blev jeg fortalt, var der en reel chance for hjertestop. Mine læber var blå, min puls langsom. Manden fra før var pist forsvundet med posen selvfølgelig. Jeg ville ud og finde ham, men blev forbudt at gå fra stedet. Måtte sidde der i tyve minutter, hvor jeg yderligere vrøvlede opgivende om min selvvalgte skæbne. Men noget var anderledes nu. Jeg faldt i tårer og fablede om familietragedier og min fars utroskab og min mors druk. Var bare så glad for disse sygeplejersker, for de var det eneste rene og uskyldige den nat på Vesterbro.

Midt i dette mælkede, mentale tågelandskab, jeg vandrede rundt i, fandt jeg ud af, at jeg ikke var den eneste unge mand med klunkerne i rævesaksen. På vej ud fra fixerummet mødtes jeg af et velkendt ansigt. Fire, fem mennesker sad i kø og ventede på, at der blev plads derinde. Urolige med rystende ben og trillende, blege fingre og dette jagede blik i øjnene ventede de på deres tur. I midten genkendte jeg Jonas fra urtebutikken Monkey Planet, den lille kælderbutik på Jægersborggade, som Charlie og jeg frekventerede, og hvor der ud over LED lamper, gødning og lignende produkter til hampdyrkning blev solgt diverse urter og tørrede planter med euforiserende egenskaber. Mange penge har jeg brugt på kava kava, kværnet efedra, kratom og hvad de nu ellers havde dengang. En af de ansatte hed Jonas. En sympatisk, stille og rolig ung mand med nørdede briller og dreadlocks. Han havde nysgerrige små perleøjne, som en lille gnaver, der kiggede op fra skovbunden, og selvom det var et par år siden, jeg sidst havde set ham, lignede han sig selv bortset fra en vis bleghed og en flakken i blikket, jeg ikke huskede fra dengang. Jeg fik hans nummer og tog hjem.