Belgierne har ikke brug for Tinder, for de har pomfritter
Food

Belgierne har ikke brug for Tinder, for de har pomfritter

Sent om aftenen – eller tidligt om morgenen – er pomfritboderne et sted, hvor hæmningerne er kastet over bord, og der er en chance for at man kan møde sin næste elsker.
18.10.17

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES Holland i 2015.

To måneder efter jeg var flyttet til Holland, spurgte folk stadig om det samme: Hvad savner du mest ved Belgien?

Jeg var aldrig i tvivl om svaret. Det er pomfritterne – de knasende stykker gylden glæde, serveret i et kræmmerhus eller en lille boks med et skævt mayo på toppen.

Jeg savner pomfrittere mere, end jeg savner min familie. Det gør mig ikke til et dårligt menneske, det gør mig bare belgisk. Jeg er ret sikker på, at mine landsmænd har det på samme måde. Hvis nogen formastede sig til at påstå, at pomfritter faktisk er franske, så ville vi nok forvandle deres ansigt til kartoffelmos. Frankrig kan beholde deres bidrag til vores fælles kultur – det franske kys – men de holder sig langt væk fra vores friturestegte skat.

belgian-fries

Pomfritter med belgisk kødsovs og pomfritter med Sauce Andalouse og grill-krydderi. Foto af Felicia Alberding.

Belgien er et lille land og alligevel meget opdelt. Regionerne taler knap nok med hinanden. I Flanderen er der for eksempel en ulmende krig mellem "blærerøvene" i øst og "bønderne" i vest, og de tysktalende indbyggere bliver ignoreret af alle. Men lige meget hvor fragmenteret vores land er, så er der én ting, der binder os sammen: Vi kan ikke leve uden pomfritter. Det er vores nationale stolthed, og til trods for det faktum, at halvdelen af alle belgiere er overvægtige, så bliver det ved med at være den eneste tilgivelige synd.

Det beviste vi overfor verden, da vores regering ikke kom på arbejde i 533 dage. For at protestere mod den politiske skakmat mente folket, at det var logisk at igangsætte en pomfritrevolution. Næsten 8000 studerende gik på gaden i de belgiske farver og viste deres frustration, indignation og vrede ved at spise ustyrlige mængder fritter.

Annoncering

Udover protest med vores nationalsymbol valgte yderligere 200 pomfritspisende studerende at udtrykke deres vrede ved at tage tøjet af, fordi politikerne havde "klædt dem af til skindet i årevis" – et flamsk udtryk for at gøre nogen til grin.

Intet viser et forenet land bedre end en nøgen belgier på et bjerg af pomfritter.

foto 5

Foto af Felicia Alberding

Hvis du går ned af en tilfældig belgisk gade, vil du se, at der ligger den ene frietkots efter den anden: Små skure på hjul, nærmest ligesom pølsevogne, der tit holder på et gadehjørne. I en traditionel frietkot er simplicitet en dyd. Der er for lidt plads til, at man kan sidde rigtigt ned, så man bliver nødt til at stå klaustrofobisk tæt på hinanden, mens man venter. Når der er travlt, bliver man nødt til at råbe sin bestilling til frituremesteren, som bliver betragtet som en nationalhelt.

Den nu afdøde Julien fra en populær frietkot i Ghent, der hedder De Gouden Saté (lokalt bare kendt som 'hos Julien'), var en af de legendariske friturehelte, som kunne huske de mest avancerede bestillinger fra en hel horde af stive tosser og servere mad for dem alle på et øjeblik. Da han døde, var hele byen i sorg, og hans forretning valgt at opkalde deres mest populære ret efter ham. Julientje er fritternes konge og de belgiske studerendes kulinariske kokain: En boks fyldt med pomfritter, satékrydderi, kogt kød, mayo, ristede løg og en viandelle, der er skåret i små stykker. Buk dig i støvet.

Crazy-Fries-from-Belgium

En 'Julientje' fra De Gouden Saté. Foto af Mayli Sterkendries.

Hvis du tror, at du ved alt om pomfritter, men aldrig har været i Belgien, så har du meget at lære. Selvom du bare beslutter dig for at gøre et kort stop på vejen til et andet feriested (som de fleste), så gør dig selv den tjeneste at besøge en rigtig frietkot, og vælg en sovs, du aldrig har hørt om før: Bicky, tartar, andalouse eller samurai. Bestil et stykke kød, du ikke aner hvad er: Bjørneben (der ikke kommer fra en bjørn i virkeligheden), jagtpølse, brochette af boulette og krydret løg, eller en bicky-burger, der udover bøffen består af friturestegte løg, pickles, ost og tre forskellige sovse. Den er så populær, at Lay's har lavet chips med den smag.

Det handler om andet og mere end at give efter for en sult. Duften og den beroligende lyd af sprøde fritter, der bliver hældt ned i beholderen, vækker varme minder: Om det så er familietur om fredagen, et smut med farmor for at få 'en lille med mayo' eller skæve eftermiddage med joints i parken, hvor pomfritter er et must. Pomfritter er lig med barndomsminder, tryghed og hygge.

Og selvfølgelig fuldskab. Når vi er i byen, er en frietkot det bedste sted at falde i snak med fremmede. Det er lige så sandsynligt, at du ender i samtale med en ældre kvinde i miniskørt, som det er, at du får tæsk af stangstiv fyr i jakkesæt. Pomfritter er grunden til, at belgierne ikke har lige så meget brug for Tinder som andre lande. Sent om aftenen – eller tidligt om morgenen – er en frietkot et sted, hvor hæmningerne ryger over bord, og man let kan møde sin næste elsker. Når man står latterligt tæt på hinanden i dampen fra frituregryden, opstår et særligt bånd. Efter at have gnasket fedt med en fremmed i et kvarters tid, går du udenfor og sætter dig på fortovet med ham eller hende. Det er charmerende at spise fastfood sammen, og hvis ham den lækre fyr spørger, om han må dyppe sin pomfrit hos dig, så er der ingen, der synes det er mærkeligt. Heldigvis har jeg fundet en god grillbar, efter jeg er flyttet til Amsterdam (på Heiligenweg, selvfølgelig). De beskriver sig selv som en flamsk grillbar, og jeg må indrømme, at deres pomfritter dufter lige så godt, som de smager. Men de sælger ikke noget kød, maden koster tre gange så meget som derhjemme, frituremesteren undgår al øjenkontakt, og der er overhovedet ikke hyggeligt.

Det kan selvfølgelig bare være fordi, jeg er en belgisk pomfritsnob.