Annoncering
organiseret kriminalitet

Den russiske mafia finansierede mine forældres restaurant

"Da han fik regningen, nægtede han at betale og tog i stedet sin lommekniv frem og hamrede den ned gennem regningen, der lå midt på bardisken."

af Anonym
15 august 2016, 8:00am

Foto mit freundlicher Genehmigung des Autors

Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. I denne udgave har vi talt med en restauratør, hvis forældre havde en forretningspartner, der kom i lag med den russiske mafia.

Når man ejer en restaurant, der ikke går særligt godt, kan man blive desperat.

Det var, hvad der skete med en populær restaurant i San Fernando Valley i Los Angeles, som mine forældre ejede sammem med en skummel fyr. Vi havde delt ejerskabet—og dermed også de finansielle forpligtelser—50-50 med denne forretningspartner, da mine forældre blev skilt. Det var en lortesituation for alle parter. Min far fik kontanter udbetalt gennem private firmaer, der opkrævede en rente på 30 procent, så vi overlevede kun lige.

Desværre var det ikke tilfældet for mine forældres forretningspartner, der på det tidspunkt allerede havde opbrugt sin kredit hos forskellige banker og kreditforeninger, og vi tror, at det var derfor, han endte med låne penge af den russiske mafia. Derefter blev hele situationen bare værre.

LÆS MERE: En hilsen til røvhullet der stjal mine kokkeknive

Alle symptomerne var tilstede, men jeg var så ung, at jeg ikke lagde to og to sammen. Da jeg senere åbnede min egen restaurant, fik jeg øjnene op for den magt, som bander og organiserede kriminelle stadig har over forretningslivet i Los Angeles. Det første, jeg husker, er de her lyssky fyre med russiske accent, der altid kom forbi og spurgte efter mine forældres forretningspartner; han gemte sig som regel et sted i restauranten og bad mig om at fortælle de frygtindgydende fyre, at han ikke var på arbejde. I perioder kom de forbi flere gange om ugen, men mine forældres forretningspartner nægtede at konfrontere dem.

Men så begyndte de underlige hændelser at tage fart. Første gang var der nogen, der havde brudt ind i restauranten uden tegn på, at de havde tiltvunget sig adgang. Anden gang var det nogen, der brød ind i restaurantens pengeskab, der stod buret inde omgivet af alle de her vilde sikkerhedsforanstaltninger. Kort efter de to suspekte hændelser var der nogen, der brød ind i forretningspartnerens hus og raserede hans hjem uden at tage noget—som om de bare prøvede at sende ham et budskab. Som om de forsøgte at afpresse ham.

Jeg ved ikke, om det bare var fordi universet kunne fornemme alt den dårligt ladede energi, men pludselig begyndte vi at få voldelige kunder. Den mest mindeværdige var en biker—sandsynligvis et medlem af en eller anden russisk rockerklub—der sad i baren og bestilte den ene omgang tequila efter den anden til hele baren. Da han fik regningen på 300 dollar (cirka 2000 kroner), nægtede han at betale og tog i stedet sin lommekniv frem og hamrede den ned gennem regningen, der lå midt på bardisken. Der var ikke nogen, der kom til skade, men den slags var bare aldrig sket før.

Nogen brød ind i forretningspartnerens hus og raserede hans hjem uden at tage noget—som om de bare prøvede at sende ham et budskab. Som om de forsøgte at afpresse ham.

De skumle russiske fyre blev ved med at komme forbi og spørge efter mine forældres forretningspartner. Restauranten lå i San Fernando Valley, der alle dage har været en underlig del af Los Angeles. Bydelen huser både russiske indvandrere, mexicanske bander, illegale gadehandlere, og berømtheder der ikke har råd til et hus i Beverly Hills.

På et tidspunkt var Dr. Dre en af vores stamkunder, da hans studie lå tæt ved restauranten—men mine forældres forretningspartner fik skræmt ham væk ved at spille dårlig house musik. Lige et lille råd til andre restauratører: Jeres restauranter og barer behøver ikke at stræbe efter også at kunne blive betegnet som en natklub.

Jeg har lyst til at sige, at den stakkels fyr ikke havde fortjent den behandling, han fik, men det ville være løgn. Han var en dårlig chef, og han behandlede alle sine ansatte som lort, så på den måde var det universets sære måde at skabe balance i tingene på. Det mest ironiske er, at restauranten fik sin del af rosende anmeldelser, både af LA Times og af Jonathan Gold, dengang han skrev for LA Weekly. Maden var god, men nogle gange er god mad bare ikke nok.

Det endte med, at de russiske mænd holdt op med at komme forbi, og vi fandt ud af, at den stakkels fyr havde været nødt til at låne pengene af sine forældre for at kunne betale sit lån tilbage. Jeg gætter på, at beløbet lå i omegnen af 50.000-100.000 dollar (330.000-660.000 kroner). Ikke overraskende var den forretningsmodel ikke særligt bæredygtig, og det endte med, at vi gik konkurs. Det skete dog først efter, at vi var blevet lukket ned af det lokale politi, sandsynligvis efter at være blevet kategoriseret som et kriminelt hot spot på grund af alle indbruddene (og de ubetalte regninger).

Vi hørte aldrig fra fyren igen, og nu er restauranten lavet om til et russisk tehus. Selvfølgelig.

Som fortalt til Javier Cabral

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA i 2015.