Annoncering
juicing

En thailandsk juicekur er det værste, jeg har udsat mig selv for

Jeg besøgte et idyllisk resort på Koh Samui for give min krop en pause fra usund mad. I stedet fik jeg juice, der lignede sumpvand, og mødte gæster, der lignede omvandrende skeletter besatte af tarmskylning.

af Isobel Yeung
04 januar 2017, 6:00am

Foto von bertholf via Flickr

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA i april 2015.

Set i bakspejlet har jeg svært ved at forsvare min beslutning om at kaste mig over en fem dage lang juicekur. Men jeg har en tendens til at straffe mig selv, og efter en særlig dårlig periode på mit arbejde tænkte jeg, at jeg ville have godt af en både mental og fysisk udfordring.

Efter en hurtig søgning på internettet overbeviste jeg mig selv om, at jeg havde brug for en juicekur: Man giver tarmsystemet, leveren og maven en pause; man giver sit indre en afgiftningskur; man oversvømmer sin krop med næringsstoffer, og man booster sin energi til hidtil usete højder. Og så havde jeg udsigt til følelsen af selvrealisering, indre ro og en lutring af sjælen – fristende ovenpå en uge med skamløst overforbrug, socialt kaos og efterfølgende selvlede.

LÆS MERE: Fedtglad rapport sår endnu engang tvivl om dine kostråd

Så afsted gik turen til Koh Samui i Thailand med min trofaste kæreste på slæb. Vi tilbragte fem nætter og seks dage på Spa Samui Resorts, et detox-kompleks kendt for dets "Juice It"-fastekure. Beliggende på en privat strand i et idyllisk hjørne af øen, dejligt afskåret fra byen Samui, som er brækstængt hul fyldt med uforskammede solbrændte briter og thailandske prostituerede. Men sørgerligt nok var idyllen ikke noget, jeg bed særligt mærke i.

Jeg forsikrer dig om, at der ikke er noget, der kan lægge en dæmper på feriestemningen, som når man er bange for at komme til at vælte et omvandrende skelet, der med et trist blik klynger sig til en tarmskylningsspand, hver gang man forlader sit hotelværelse.

For det første var der selskabet. Så godt som alle gæster på resortet var enten morbidt overvægtige eller livsfarligt anorektiske. Jeg har ikke for vane at se ned på mennesker, der har problemer med vægten, men jeg forsikrer dig om, at der ikke er noget, der kan lægge en dæmper på feriestemningen, som når man er bange for at komme til at vælte et omvandrende skelet, der med et trist blik klynger sig til en tarmskylningsspand, hver gang man forlader sit hotelværelse. Min størrelse 36 føltes helt forkert og gjorde intet for min moral.

Og så var der manglen på rutine. Som regel er mine dage definerede af tre livsvigtige begivenheder: morgenmad, frokost og aftensmad. Jeg er ikke typen, der springer et måltid over, bare fordi et møde trækker ud. At spise er en tilsigtet, social og tilfredstillende procedure, der holder sammen på mine dage. Uden måltider er der hverken morgener, eftermiddage eller aftener.

Som et resultat deraf brugte jeg 98 procent af min tid på resortet på at tænke på mad. Jeg havde læst flere overbevisende historier om tilbagevendende juicere, der svor, at man efter bare et par dage glemte alt om sin mave og begyndte at sætte pris på et dybere meditativt stadie, der er umuligt at nå, hvis man lige har proppet sig med en saftig dobbelt Quarter Pounder med fritter til. Jeg tillader mig at være uenig. Den femte dag var præcis lige så uudholdelig som den første, og mine reflekterende stunder brugte jeg på at lytte til min maves larmende rumsteren rettere end at opnå nogen form for åndelig bevidsthed.

Vi gik tidligt i seng, men sex var for krævende til, at det var værd at føre ud i livet. Så vi rullede bare om på vores tomme maver og talte grillede får, indtil vi faldt i søvn.

Det problem blev kun forværret af juicen, der intet gjorde for at kvæle min overvældende trang til så godt som hvad som helst, bare det kom i fast form eller havde et strejf af smag. Vi fik serveret tre slags juice om dagen: en sump-farvet spirulina-shake, en med kokosvand og en blandet grøntsagsjuice. Jeg forsøgte at bunde mit spirulina-slam tidligt, så jeg ikke gik rundt og semi-brækkede mig resten af dagen. På en god aften fik vi også en kop mild, klar fond.

Sidst men ikke mindst var der den konstante følelse af at være patetisk træt. Vi havde hverken energi eller lyst til at foretage os noget som helst. Vi tog på motorcykeltur blot for at finde ud af, at det var komplet umuligt at køre nogen steder hen uden at passere den traumatiserende duft af madmarkeder og simrende kedler med tom yum fyldt med rejer, klistrende pander med pad thai og dybstegte banananer dyppet i kokosflager og Nutella. Vi vendte blot tilbage til basen og låste fristelserne ude. Vi gik tidligt i seng, men sex var for krævende til, at det var værd at føre ud i livet. Så vi rullede bare om på vores tomme maver og talte grillede får, indtil vi faldt i søvn.

Måske hele miseren siger mere om mit hverdags frådseri end om juicing. Måske gik pointen bare tabt for mig. Men uanset hvad pointen var, har jeg stadig svært ved at finde fordele ved det. I stedet for glæden ved at have fuldført noget og istedet for at have opnået nogen som helst form for spirituel bevidsthed følte jeg mig svag, sulten og sur over, at jeg havde betalt så mange baht for at bruge en tredjedel af min årlige ferie på et dårligt socialt eksperiment. Jeg tabte mig to kilo, som jeg prompte havde erstattet allerede to dage efter min flugt.

Da vi endelig nåede den sjette dag, kastede jeg min sidste kåljuice i havet, checkede ind på et luksushotel og omgav mig selv med så mange rejekager og så meget rød karry, jeg kunne opstøve. Så vendte jeg tilbage til mit værelse for at meditere i en tryg tilstand af fødevareforårsaget koma.