FYI.

This story is over 5 years old.

Fashion

Sådan har popmusikken dokumenteret 00’ernes mode og kultur

Årtiers modetrends og kulturelle fænomener kan tilsyneladende aflæses i 00'ernes musikvideoer.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af i-D

Musikvideoerne fra 00'erne giver et overraskende nøjagtigt omend skævt indblik i flere årtiers modetrends og kulturelle fænomener. Vi har gennemtrevlet YouTube og trækker tråde frem til i dag.

Y2k og maskinernes overtagelse af verdensherredømmet

I slutningen af det tyvende århundrede var verden et skræmmende sted. Folk hamstrede vand og svor, at computerne ville vende sig imod os, og musikvideoerne afspejlede den frygt. Man ser tydeligt i videoer i det ydre rum og vores hang til metalliske tracksuits, at vi havde det en smule akavet på planeten Jorden.

Selvom vi måske var nervøse for en dystopisk fremtid takket være The Matrix, så havde vi i det mindste optur over tøjet. Højdepunkterne inkluderer TLC's "No Scrubs", der advarede imod dødbider-dudes og forudsagde fremkomsten af wearable tech, og Backstreet Boys' seriøst foruroligende "Larger Than Life".

Annoncering

Men det største shoutout må gå til Jessica Simpsons undervurderede nyklassiker "Irresistible." Enhver popprinsesse, der forsøger at genopstå som seksuelt væsen med lyse striber i håret og et spansk backbeat, fortjener at blive nævnt. Og når man render rundt i et øde, futuristisk bylandskab med ninjaer over det hele iført læderbukser med svaj, kombinerer man for mange kulturelle diller anno 2002 til, at vi kan ignorere det.

Globaliseringens (akavede) begyndelse

Da internettet gik fra at være noget, CIA snakkede om med sagte stemmer på gangene, til at være en fast bestanddel af din efter skole-rutine, ændrede alting sig. Folk brugte udtryk som en "global landsby" og sagde, at verden blev "mindre og mindre," men da verden pludselig åbnede sig, tog det os nogle år at håndtere den overflod af information, der væltede ud.

Det bliver især tydeligt ved, at vi var længe om at få fingeren ud i forhold til diskussionen om kulturel appropriation. I dag debaterer vi Kim Kardashians corn-rows og lovpriser Pradas italesættelse af immigration i deres tøj, men det har ikke altid været så nuanceret.

Man kan skrive lange afhandlinger om hvide pigers brug af henna, mavekæder og store næseringe, men Gwen Stefani tager alligevel prisen for, hvordan man ikke skal kommentere etnicitet.

Da hendes album Love. Angel. Music. Baby. fyldte 10 år sidste år, så Hazel Cills fra VICE tilbage på det som en "racistisk pop-Frankenstein". Gwen var nok den eneste, der omgav sig med et helt crew af stiltiende, underdanige asiatiske kvinder, men hun var ikke den eneste, der feticherede Harajuku-kulturen. Pladen tog dog også andre temaer op, som faktisk føles overraskende nutidige – mest bemærkelsesværdigt det pres om perfekthed, der hviler på kvindelige kunstnere.

Annoncering

Før 'Clean living' kom 'Sexercise'

Efter at have gennemtrevlet utallige musikvideoer som research til den her artikel er det tydeligt for mig, at den her trend har rod i vores kollektive besættelse af intenst lavtaljede jeans, under-boob og at gå med korset til alting. I dag er sammenblandingen mellem mode og sportstøj mere mudret, men uanset om vi kalder det athleisure eller sports luxe, så blev trenden født i en tid, hvor vi fandt ud af, at vi gerne ville føle os lige så skinnende nye som vores nye årtusind.

Før revolutionen af Instagram-filtrede billeder af raw food og grøn juice, havde vi smag for 1980'ernes hyper seksualiserede take på fitness. Der var Eric Prydz' "Call on Me", Madonnas "Hung Up" og Goldfrapps fantastiske version af workout-videoen Alive. Men vores hjerter vil altid tilhøre det ultimative udtryk for vores begyndende hang til det sunde liv: Kanye Wests "The New Workout Plan". Hvad skal vi sige? Vi kan godt lide, når Kanye smiler.

En introduktion til fjerdebølge-feminismen

Da Avril Lavigne udgav "Sk8ter Boi" tilbage i 2002, ville de færreste mene, at hendes Dickies og slips var et forsøg på at skubbe til de gamle kønsnormer. Men taget i betragtning at hun gav sig i kast med et af de mest intense bro-crews dengang – Pop Punk-genren – så fortjener hun credit for at hoppe i et par cargoshorts.

Nej, Avril var ikke helt oppe at ramme de høje tinder af inkluderende kønsforståelse, og den flabede sang sparkede lidt for meget på andre piger til at være et seriøst bud på en nyfeministisk klassiker. Men hendes jeg-kan-sguda-det-samme-som-drengene-kan-budskab kan med lidt god vilje positionere hende som en forgænger til Carly Ray Jepsen eller Taylor Swift. Bare med lidt mere eyeliner.

Mere fra VICE:

Derfor er lange, episke musikvideoer på vej tilbage

Videoen til 'Smack My Bitch Up' er inspireret af en stripklub i København

Her er de glemte billeder fra Kate Moss' modeldebut - og historien bag