FYI.

This story is over 5 years old.

organiseret kriminalitet

Den hvide fyr, der steg til tops i den kinesiske mafia

John 'White Devil' Willis blev som forældreløs 16-årig lukket ind i den kinesiske mafia, hvor han hurtigt avancerede til at være bossens højre hånd.
19.1.16

Topfoto: Privatfoto af John Willis fra bogen 'White Devil'

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

De kaldte ham "Bac Guai," eller, som FBI oversatte det, White Devil. Han voksede op i arbejderbyen Dorchester, der er en lille forstad til Boston. Som barn spillede han hockey ligesom alle de andre irsk-amerikanske drenge fra de omkringliggende arbejderkvarterer, der er skildret i film som The Town og The Departed. Boston er en by, der er stolt af sine traditioner. Den er blandt USA's ældste og har en kriminel arv, som mange lokale stadig tænker tilbage på med et slet skjult smil. Men at denne mand, John Willis, skulle blive en fremtrædende figur i den kinesiske mafia, var der ikke nogen, der havde set komme.

Annoncering

Hans far skred, da han var to år gammel, og 13 år senere blev han forældreløs, da hans mor døde. Den 15-årige John havde familie i Bostonområdet, men ingen var villige til at give den forældreløse teenager husly. Som så mange andre unge ledte han efter et ståsted i livet - en omgangskreds, der ville acceptere ham. Da han ikke kunne finde det i sit eget miljø, søgte han langsomt mod en gruppe, der rent faktisk ville have ham - den kinesisk bande Ping On.

Fra midten af firserne til de sene nuller blev John Willis en stor kanon i Bostons kriminelle underverden. Han startede som inkasso og bodyguard, men endte til sidst med at blive knaldet som bagmanden i en Oxycontin-ring, der solgte stoffer for 25 millioner kroner (selvom han selv mener, at beløbet "var ti gange højere.")

I 2011 blev han idømt 20 års fængsel for narkosmugling og hvidvaskning. Scott O'Donnell, FBI-agenten, der fik ram på 'Den Hvide Djævel,' er citeret for at sige, at han "aldrig har set nogen", der som ikke-kineser steg til tops i den kinesiske mafia.

Her i januar udkom bogen om John Wilis så. Bogen, der meget passende hedder White Devil, er skrevet af Bob Halloran, som er en lokal nyhedsvært i Boston. White Devil handler om, hvordan det lykkedes Willis at blive accepteret i den kinesiske mafia og indeholder Willis' egne anekdoter.

Jeg ringede til Halloran for at høre om, hvordan en hvid knægt fra arbejderklassen blev optaget i en kinesisk bande og endte som den 'Hvide Djævel'.

VICE: Så hvordan endte en hvid knægt fra Dorchester i en kinesisk bande i Boston og New York?
Bob Halloran: Det var en masse tilfældigheder, der spillede ind. Willis var på mange måder heldig. Da han var 16 år gammel løj han og sagde, at han var 18, så han kunne få et job som dørmand på en bar i nærheden af Fenway Park. På det tidspunkt dyrkede han allerede bodybuilding og var på steroider, så han var en stor dreng. På den her bar kom der en masse med asiatisk baggrund. En aften var der en kæmpe slåskamp, og så hjalp John Willis den ene fyr, så han ikke fik problemer. Fyren, som hed Woping Joe, gav ham et kort med et telefonnummer på og sagde til John, at hvis han nogensinde kom i problemer, så skulle han ringe til det nummer.

Og det endte han selvfølgelig med at gøre.
Præcis. En aften stod det virkeligt skidt til for John. Han var fuldstændig flad og sov på gulvet hos et afdødt familiemedlem. Han skulle bruge et lift og uden at vide, hvad der ville ske, besluttede han sig for at ringe til nummeret. Pludselig ankom en bil til den telefonboks, han havde ringet fra. Seks eller syv kinesere steg ud af bilen og gjorde plads til ham. De tog ham med hen til et hus fyldt med kinesere. Børn, mødre og resten af den bande, som på det tidspunkt hed Ping On. De kontrollerede en stor del af Bostons illegale kasinoer og bordeller fra halvfjerdserne indtil midtfirserne, da de mødte John Willis.

Annoncering

Han spiste middag med dem. Dagen efter fandt de noget tøj til ham, viste ham hvordan banden fungerede og lukkede ham ind i banden. Det lyder simpelt, men han har ikke selv den store forklaring på, hvorfor han blev accepteret i banden, udover at han viste dem respekt, og de viste ham respekt. Som tiden gik formede der sig et bånd. Han voksede op i banden. Han begyndte at tage til New York for at indsamle penge fra illegale kasinoer og blev bodyguard for en fremtrædende person i New Yorks kriminelle underverden.

Var der er nogen sproglige eller kulturelle barrierer i banden for Willis?
Da han var i New York plejede banden at tage på kinesiske restauranter for at møde piger. Klientellet var primært asiatisk og en af hans venner fra banden sagde til ham, at han blev nødt til at lære kinesisk, hvis han ville score nogen piger. Ved at se kinesiske tv, høre kinesisk musik og forsøge at følge med i gruppens samtaler, lærte han sproget. Han endte med at tale flydende kinesisk med korrekt grammatik og accent. Det var virkeligt vigtigt for ham. Banden havde meget kontakt med kinesiske førstegenerationsindvandrere, der ikke talte ret meget engelsk.

Privatfoto via John Willis.

Han kom ind i banden som barn, men hvorfor blev de ved med at acceptere ham i den kriminelle underverden, efter han var blevet voksen?
Han pralede lidt med, at han var den eneste hvide fyr i en kinesisk bande. I starten tog jeg det med et gran salt, men da jeg spurgte FBI om det, så sagde de, at hans position virkelig var ekstrem sjælden. Det kinesiske mindretal er virkeligt isoleret. De stoler ikke på folk udefra, og John Willis var noget nær så fremmed, som man kunne være. Jeg tror, at det faktum, at han kom ind i banden som helt ung, gjorde, at han voksede op i banden. Han var også en person folk talte om, og hans boss synes det var sjovt med den her hvide knægt, det kunne tale kinesisk.

Det vigtigste var dog, at han var parat til at gøre det, der skulle til, uanset hvad han blev bedt om. Han var tillidsvækkende og loyal. Havde han været en 28-årig kriminel, da han blev introduceret til banden, så tror jeg ikke. at det var gået så nemt, som det gjorde, da han var 16. Det hjalp ham også, at han ikke tog andre hvide fyre med ind i banden. Han var den eneste.

Annoncering

I starten arbejdede han som inkasso og muskelmand, men hvordan avancerede han videre i bandens hieraki?
Efter han var blevet oplært i bandens aktiviteter tidligt i New York i 90'erne, blev han sendt tilbage til Boston. Her arbejdede han for en mand ved navn Bai Ming, som ikke var den mest fremtrædende mand i Bostons Chinatown, men måske nummer seks eller syv i hierakiet. I den følgende tid blev toppen af lederskabet fjernet en efter en. En flygtede til Kina, et par stykker blev dræbt og pludselig styrede Bai Ming Chinatown, og John Willis var hans højre hånd. Han var Bai Mings bodyguard – det var ham, der tjekkede bilen for bomber om morgenen, ham, der sørgede for sikkerheden på restauranterne og ham, der sørgede for at indsamle penge fra de illegale kasinoer.

Fordi han var chefens assistent, blev han nummer 2 i Chinatown. Han steg i graderne, fordi han kunne tale kinesisk, fordi han var større og stærkere end alle andre i banden, og fordi han var villig til at gøre det, der skulle til, ligegyldigt hvad.

Hvordan endte han med at blive idømt 20 års fængsel?
I de tidligere halvfemsere arbejde hans chef Bai Ming primært med prostitution og gambling, men ikke narkotika. John røg i fængsel og fik nogle forbindelser til folk, der solgte marijuana. Snart begyndte han at sælge kokain. Hans chef bad ham om at stoppe, men han fortsatte uden om banden. Det tjente han gode penge på. Han holdt op med eksklusivt at arbejde med kinesere, men han bibeholdt et stærkt tilhørsforhold til banden.

Annoncering

Han røg i fængsel et par gange til. Den sidste gang fik han forbindelse til en gut i Florida, der kunne skaffe ham store mængder Oxycontin. Han begyndte at smugle stofferne fra Florida til Massachusetts, hvor han solgte det i Cape Cod og Boston. Efter en årelang efterforskning, der startede i Chinatown, dukkede John Willis navn op, og så blev han dømt.

En af de første ting, John påpegede, var, at gangstere dræber gangstere, og kriminelle dræber kriminelle. Han sagde, at det kun er idioter, der dræber civile.

Hvordan var det at besøge John Willis i fængslet i forbindelse med din bog?
Jeg interviewede ham i et lille rum. I alt brugte jeg syv timer med ham over to dage. Det lyder måske underligt, men jeg begyndte at kunne lide ham - eller i hvert fald at kunne forstå ham. Han mente ikke, han havde gjort noget galt, så han søgte ikke tilgivelse. Det er heller ikke mit job at tilgive ham. Men som han sad der og fortalte sin historie fra sit perspektiv, så var der bestemt grunde til at have sympati med ham. Men det er også svært at billige, hvad han valgte at bruge sit liv på. Hvis du mødte ham og ikke kendte hans baggrund, så ville du tænke at han var en klog, engageret og interessant fyr, der tænker tingene igennem, har forskellige hobbyer og læser meget.

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, for han har begået en række voldelige forbrydelser og solgt stoffer i mange år. Jeg møder ikke mange kriminelle, så jeg var ikke sikker på, hvordan det ville gå. Men han var enormt venlig. Han hævede aldrig stemmen. Han var interessant og prøvede aldrig at intimidere mig under vores samtaler. Selv når jeg udfordrede ham og stillede hårde spørgsmål, så blev han ikke sur.

Annoncering

Kan du huske, hvad I talte om under jeres første møde?
En af de første ting, John påpegede, var, at gangstere dræber gangstere, og kriminelle dræber kriminelle. Han sagde, at det kun er idioter, der dræber civile. For min skyld kunne han godt have brugt et stærkere ord. Det, han mente, var, at dengang han var en del af en bande, så kæmpende de med andre bander om territorier og retten til at tjene penge på det enkelte illegale kasino eller bordel. Det var vigtigt for ham at fortælle, at han ikke gjorde almindelige, uskyldige mennesker fortræd.

Hvad gør ham menneskelig for dig? Og hvordan vil du huske ham?
Du og jeg har slet ikke talt om hans kone eller døtre. De rigtige tårer kom, da han talte om, hvor meget han savner dem. Det kom som et chock for mig. Jeg troede kun at han var hård og kold. Jeg har ikke lyst til at bruge ordet psykopat, men han havde ingen skam eller fortrydelse over sine forbrydelser. På det punkt lever han i en form for benægtelse. Men da vi talte om kærlighed, så brød han, i et minut eller to, sammen foran mig. Det havde jeg ikke regnet med. Det stod i skarp kontrast til alle hans andre personlighedstræk og hans kriminelle fortid.

Mere fra VICE:

Sådan er det at være cokepusher i Mexico

Sådan rekrutterer Islamisk Stat unge, vestlige kvinder på nettet

Derfor er cyberangreb den største trussel mod Danmark i 2016