FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Ting jeg har fået af min narkoman-far

"Min far var aldrig god til gaver. Fra ødelagte bmx'er til generiske gavekort strakte han altid ordsproget "det er tanken, der tæller" til nye yderligheder."

Foto via Flickr bruger eric molina.

Jeg har aldrig set min far iført et rigtigt slips. Skulle vi til et arrangement, der krævede formel påklædning, bar han altid sit elskede cowboyslips. Hvis du ikke lige ved, hvad et cowboy slips er, så er det et slags slips, der er lavet af et lædersnørebånd med dekorative spidser, der er ført gennem et spænde. Det er det foretrukne slips blandt cowboys, frie sjæle og folk, der ikke kan tæmmes. Mænd som Mike Milligan i sæson to af Fargo, John Travolta i Pulp Fiction og Macklemore.

Annoncering

Min fars cowboyslips består af en brun snor, med en spids knogle i begge ender og en broche af poleret hjorteben. Det er et levn fra hans tid i den canadiske provins Alberta, hvor han tilbragte sin fritid med at ride på heste og campere i ødemarken sammen med nogle venner, langt fra de olieboreplatforme og andre steder, han kunne finde arbejde, og langt fra det familieliv, han ikke var rustet til at kunne tage del i.

Som barn elskede jeg at overvære min far føre sig frem ved sociale lejligheder. Han var både charmerende og snu. Det har måske noget at gøre med, at han var min far, og jeg derfor forgudede ham, men når han tog sit cowboyslips på, var han den mest cool fyr i hele verden. Det sværger jeg. Han var denne her helt fantastisk seje fyr, der spillede gadehockey med mig og mine venner. Når vi spillede, indtog han en rolle, som han overspillede med en fantastisk gejst. På dramatisk vis kunne han finde på at hive en modstander med ned på jorden, og vrøvlende kastede han entusiastiske franske gloser efter os, hvis en af os fik en friløber. Mine venner var helt vilde med ham. Han var en mand, der både kunne give og modtage kærlighed, en mand der havde styr på sit liv, og en mand, der kunne inspirere sine sønner.

Men denne version af min far var ikke så almindelig. For det meste kom jeg hjem fra skole blot for at finde ham sovende på sofaen i stuen, vel vidende – baseret på de beskidte tallerkner, kummer og antallet af cigaretskodder i askebægeret – at han sandsynligvis havde ligget der i timevis. Han bevægede sig konstant fra job til job, og perioderne imellem de forskellige jobs blev hele tiden længere og gik fra at vare et par uger til at vare flere måneder. Hans tøj (ofte lange underbukser og en T-shirt) var plettet og laset, stuen blev ganske langsomt til en tarvelig etværelseslejlighed beliggende i centrum af vores enfamiliehus. Mine brødre og jeg plejede at gå rundt på listefødder, og vores leg druknede i en frygtelig og undertrykkende stilhed, imens vi, skrækslagne for at komme til at vække min far, forsøgte at fungere som andre normale børn uden at udløse en kaskade af vrede.

Annoncering

Min fars raserianfald splintrede mit indre, hver eneste gang jeg overværede det. Jeg levede i konstant frygt og skælvede af skræk, hver gang uvejrsskyerne samlede sig over os. Det var højlydt, skingert og hyklerisk. Når først han vågnede, udså han sig et mål – det kunne være en af mine brødre, min mor eller mig – og skældte os så huden fuld. Ofte begrundet med, at vi havde provokeret eller fornærmet hans flygtige regelsæt og etik. Husreglerne ændrede sig hele tiden, fordi det ikke var dem, det egentlig handlede om. Det handlede om at have en grund til at angribe os, en grund til at reducere en af os til en ubetydelighed på størrelse med ham selv. Det var vold – heldigvis ikke fysisk, men destruktivt og ondskabsfuldt under alle omstændigheder.

Som barn forstod jeg ikke, hvorfor han udsatte os for det. Det var bare rutine – en del af hverdagen. Min lykke blev holdt som gidsel af min fars utilregnelige humør. Den slags ustabilitet er meget forstyrrende - i særdeleshed når man er ung. Der er ikke noget, der hedder god opførsel, intet er under kontrol, og der er ingen sikkerhed. Man er reduceret til at leve som en gnaver, holde sig lille, ubemærket og helt stille.

Cowboyslipset der tilhørte forfatterens far. Foto via forfatteren.

Jeg anede ikke, at min fars opførsel skyldtes stofmisbrug, en afhængighed af at injicere kokain, der eroderede fundamentet under hans tilværelse og hans ægteskab, og som ruinerede vores familie. Jeg anede ikke, at den smerte og forvirring, jeg blev udsat for, var helt almindelige oplevelser blandt børn af misbrugere. Hans vilde humørsvingninger, der resulterede i min forvirring, var forårsaget af hans forhold til en udefrakommende substans. Og måske er det den mest signifikante måde, stofafhængige forråder deres familier på. Smerten, de påfører deres pårørende, er ikke engang det primære drama. Det er bare en bivirkning – et symptom på en dybereliggende og altfortærende kærlighedsaffære.

Annoncering

Stilheden var faktisk mest ødelæggende. Når vi var hjemme, var vi så stille – en tyk stilhed, der føltes, som om den var blevet proppet ned i halsen på os. Den aggressive stilhed, der gik hånd i hånd med de ætsende vredesudbrud. Min egen stilhed var et produkt af min indadvendte vrede, der langsomt flød ned i halsen på mig og opfyldte mit indre. Den knusende og uforløste lyst til at vække ham og konfrontere ham var en konstant påmindelse om min egen fejhed.

Alle familier, der er ramt af misbrug, stræber efter at opretholde en form for normalitet. En stræben efter at fremstå både rolige og fredfyldte over for udefrakommende. Jo mere kaotisk tilværelsen bliver, desto mere bider man tænderne sammen og ignorerer det, slår det hen, og lader den foragt og forvirring, der fylder ens indre, trænge så dybt ind i sjælen, at ens omgivelser ikke bemærker det.

Det er den slags selvcensur, der gør det så smertefuldt og svært for mig at tale med min far. Når det handler om at undertrykke ting og ikke bringe ubehagelige emner på banen, er jeg den perfekte soldat. Jeg er Jason Bourne, når det handler om at lade, som om alt er fint. Den stilhed og kompleksitet er stofmisbrugere afhængige af, hvis de skal have lov til at fortsætte deres misbrug. De ved, at de kan smide deres misbrug lige i ansigtet på en. De ved, at den uudtalte aftale, man uvildigt har indgået, forhindrer en i at bryde stilheden.

Til jul så jeg min far og kunne knap genkende ham. Han og min mor er blevet skilt - Han er blevet udmagret og skrøbelig at se på. Stofferne har ætset sig ind i hans ansigt. Min bror, der stadig bor hjemme, fortalte mig, at han anser vores far for at være død. Meget passende, da han ligner et spøgelse. Og som det også er tilfældet med spøgelser, så er alle former for kommunikation helt umuligt. Vi taler sammen, men det er bare støj, der dækker over de presserende spørgsmål: Hvorfor? Hvad skete der?

Annoncering

Min far var aldrig god til gaver. Fra ødelagte bmx'er til generiske gavekort strakte han altid ordsproget "det er tanken, der tæller" til nye yderligheder. Og forrige jul var ingen undtagelse. Min lille nye nevø fik en pose med for småt pigetøj og en punkteret gummibold med Disneyfigurer på, som min far påstod var antik. Jeg har aldrig set en antikvitet med stregkode på, men hvad ved jeg? Jeg selv fik en bulet, brugt æske med parfume og aftershave, som jeg prompte efterlod derhjemme. I mine øjne var det endnu et eksempel på hans elendige evner som far. Gaverne var som et spøgelse, der raslede med sine kæder.

Men jeg tog alligevel hjem for nylig, og da jeg ankom, fortalte min mor mig, at hun havde smidt æsken med juleparfume ud. Men før hun gjorde, havde hun taget et lille kig ind i kassen, og der havde hun fundet noget.

Hun rakte mig min fars gamle cowboy slips. Han havde efterladt det til mig i bunden af æsken.

Det føltes lidt som at finde en flaskepost. Min far, altså den far, jeg engang forgudede, den far, der spillede hockey med mig og mine venner, talte til mig. Han havde fundet et lille hul i den mur af stilhed, hans stoffer og mine smerter havde bygget op igennem årene, og smidt en lille besked ud på den anden side. Og jeg kunne se den følsomme og intelligente cowboy, som den lille dreng inden i mig stadig så op til, stadig på hesteryg og stadig på vej, hvor end vinden tog ham. Og i et kort øjeblik blev jeg fyldt med ubetinget kærlighed.

Annoncering

Jeg har tænkt mig at føje slipset til min garderobe. For at ære en mand, der forsøgte alt, hvad han kunne og fejlede, og det liv og den kærlighed imellem os, der kunne have eksisteret.

Jordan Foisy er en komiker fra Toronto i Canada. Følg ham på Twitter.

Flere VICE-artikler om afhængighed:

Jeg hedder Megan, og jeg er alkoholiker

En sky i rendestenen

Sådan fik jeg hævn over min dræbte far