Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Hvem er de hårdeste typer i verden? Der er mange kandidater: MMA-fightere, handskeløse boksere, rugbyspillere, amerikanske navy seals og russiske Spetsnaz. Alle sammen gode bud. Men de allerhårdeste typer i verden er uden tvivl de britiske Special Air Service også kendt som SAS. Derfor er det ikke så mærkeligt, at mange af dem bliver bodyguards for de rige og berømte, når de er færdige med at tjene deres fædreland.
Videos by VICE
Mark “Billy” Billingham tjente 27 år i SAS. Han kæmpede i Irak og modtog dronningens tapperhedsmedalje efter at have fanget en IRA-snigskytte ved at bruge sig selv som lokkemad. Og så har han været bodyguard for Angelina Jolie, Brad Pitt, Tom Cruise, Kate Moss, Russel Crowe og Clint Eastwood.
Jeg tog en snak med ham for at høre, hvordan det er, at være den hårdeste type i verden, hvorfor han begyndte at arbejde for kendte mennesker, og om han helst ville være i krig eller passe på Kate Moss.
Læs også: Mød manden der lever af at sælge sexvideoer med Hollywoodstjerner
VICE: Hej Billy. Hvordan begyndte du at arbejde som bodyguard for meget kendte mennesker?
Mark “Billy” Billingham: Det var en meget naturlig udvikling. Før jeg overhovedet havde forladt regimentet, blev jeg hyret til at hjælpe nogle kendisser, og den første var Tom Cruise. En af mine venner havde anbefalet mig, så det startede egentlig med det.
Hvorfor ender så mange tidligere SAS-fyre med at arbejde for Hollywoodstjerner?
Det er egentlig bare mund til mund. De kendte vil gerne have den bedste beskyttelse, og det er SAS. Hvis de tidligere har haft eks-SAS bodyguards, så vil de selvfølgelig gerne fortsætte med det serviceniveau.
Hvor svært er det at komme ind i SAS?
Lad mig sige det sådan her: Der var 280 ansøgere og syv, der kom ind. Det er den mest anstrengende fysiske og mentale træning, du overhovedet kan forestille dig. Du skal være fysisk robust, men det vigtigste er dit sind, hvordan du tænker, hvordan du ser på ting, hvordan du tolker ting og din integritet.
Hvad gør folk som dig til gode bodyguards?
At være bodyguard handler om at kunne tænke fremad. Det handler ikke om at have store arme og sixpack. Det handler om at vide, hvordan man slipper væk, kunne lave beredskabsplaner og om at kunne læse en situation. Vi er gode til at bevare roen i pressede situationer og undgå konflikter. Vi holder hovedet koldt, når alle andre mister besindelsen.
Er der nogen kendte, der har været så forfærdelige, at du ville ønske, du var tilbage i en krigszone i stedet for at skulle deale med dem?
De har faktisk allesammen været virkelig søde.
Sean Penn. Han er en superflink fyr, men ved du hvad – han kan sagtens passe på sig selv.
Hvad med Kate Moss? Hvordan var hun?
Hun var Kate Moss – hun var anderledes. Hun var professionel, og hun var god til det, hun gjorde. Jeg lærte hende ikke så godt at kende, fordi der skete meget i den periode. Det var en meget travl tid med paparazzierne – der var fotografer, der fulgte efter os hele tiden. Men hun respekterede mig og gjorde altid, hvad jeg bad om, så vi havde et godt arbejdsforhold.
Hvem har været de flinkeste, du har arbejdet for?
Jeg har tilbragt mest tid med Brad og Angelina, så jeg har nok et blødt punkt for dem.
Hvordan er de som mennesker?
Meget professionelle, meget motiverede og med en utrolig mængde energi – mere end jeg har. De var så gode til at planlægge deres liv, og det lykkedes dem altid at finde tid til deres børn og forskellige velgørenhedsprojekter. Helt ærligt, de er jo under et kæmpe pres. De skal altid se godt ud og være søde, selv når journalisterne leder efter de dårlige sider af en historie, fordi den sælger bedre – den måde de håndterede det på, var helt utrolig.
Hvad tænkte du, da det kom frem, at de skulle skilles?
Det kan jeg ikke sige noget om. De var mine klienter, og jeg respekterer altid deres privatliv.
Vælger du selv, hvilke kendte personer, du arbejder for?
Nej, det er vigtigt, at bodyguarden passer til personen. I mit tilfælde stolede Brad og Angelina på mig. De betroede mig deres børn og deres inderste hemmeligheder – helt ned til deres tøjstørrelse. Så hvis man skal arbejde for nogen, er man nødt til at passe godt sammen.
Hvad er det værste øjeblik, du har haft med en stjerne? Jeg tænker, det meste er rimelig trivielt, men har du nogensinde været oprigtigt bekymret for nogens sikkerhed?
Helt sikkert. Som du selv siger, så er den største bekymring det meste af tiden, om de spilder kaffe på kjolen. Men jeg kan huske en gang med Brad og Angelina til filmfestivalen i Toronto – jeg var alene med dem i bilen, og chaufføren gik helt amok på grund af menneskemængden. Det var ren kaos. Folk forsøgte at åbne dørene og blokerede vejen. De forsøgte at rive mig ud af bilen. Brad og Angelina spurgte mig, hvad vi skulle gøre. Løsningen var at få bilen væk, komme ud af byen og aflyse den fest, de skulle holde. Vi var heldige, vi ikke kørte nogen over.
Er du nødt til at trumfe igennem over for klienterne, hvis situationen kommer ud af kontrol?
Min kontrakt byder mig at passe på min klient for enhver pris. Hvis jeg fraråder dem at placere sig i en situation, fordi den er for farlig, så respekterer de det som regel. De kan jo godt trumfe mig, hvis de vil, men jeg har altid været heldig, at mine klienter lytter til det, jeg råder dem til.
Lige til sidst – hvem er den sværeste stjerne, du nogensinde har arbejdet for?
Sean Penn. Han er en superflink fyr, men ved du hvad – han kan sagtens passe på sig selv.
Tak, Billy.
Mere fra VICE:
Sådan var det at være Stanley Kubricks assistent i 30 år