Brutale billeder af drabsofre i 1910’ernes New York

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US

I 1930’erne revolutionerede fotografen Weegee fotojournalistik ved at tage rå portrætter af gerningssteder i byen, efter der havde været et skyderi, et voldeligt mord eller en frygtelig ulykke, men inden myndighederne var dukket op. Men hvad offentligheden ikke anede dengang var, at de største fremskridt inden for den fotografiske reportage havde fundet sted i de foregående årtier, og at udviklingen hverken kom fra pressen eller kunstverdenen – det var politiets fotografer, der havde fundet ud af, at man kunne kombinere dokumentation ved hjælp af sort/hvid-billeder med en anden splinterny videnskab: Retsmedicinsk arbejde.
150 af de grusomme billeder blev for nylig opdaget under en renovation af en bygning, der engang husede New York Politis hovedkvarter, og er nu udgivet i Murder in the City, New York, 1910–1920. Resultatet er en række negativer, som oprindeligt skulle være smidt i Hudson-floden, men som i dag udgør en samling af mug shots, presseudklip og panoramiske udsigter ud over en by i forvandling, fra boligblok til skyskraber, fra hestevogn til bil, og fra beværtninger til alkoholforbud.

Men mest af alt er der lig. Nogle af kroppene ligner næsten mannequiner, der er blevet placeret i en makaber stilling, henslængt i positurer, der kunne ligne afslapning, hvis det altså ikke var for alt blodet. Andre er lænet op af kæmpemæssige vintønder eller med ansigtet nedad, mens hatten ligger lidt væk og fuldender den drabelige komposition.

De fleste af ofrene er fotograferet to gange: Først i profil blandt deres personlige ejendele og derefter oppefra, som om en ærkeengel så ned på dem. Det er de billeder, der er højdepunktet i bogen, for de har hver deres historie. En kvinde med en elegant hat er blevet kvalt på Hotel Martinique, efter hun har modtaget et mystisk opkald. To indbrudstyve ligger på bunden af en elevatorskakt, efter de er faldet fem etager ned under en flugt. Historien om gangsteren Barney Solomon – der blev myrdet i forbindelse med en våbenhvile mellem arbejdere, der havde afbrudt en strejke, og tekstilarbejdernes fagforening – er suppleret med et fotografi af en mand (måske Barney), der stadig klamrer sig til rækværket foran den butik, hvor han blev skudt.

De tekster, der følger billederne, er nyhedsreportager fra den tid, og de er som regel mere nøgterne. “Johnny Spanish dræbt af morder,” “80-årig krøbling dræber for at hævne latterliggørelse, “Politiet jagter 140 kilo tung kvinde, som røver passagerer i metroen,” og min favorit: “Mand blærede sig efter sigende med at være Jiu Jitsu-ekspert.”

Mange af billederne kortlægger milepæle i New Yorks kriminalhistorie: Manden, der efterlignede Jack the Ripper, den irske “Gopher Gang” og den sensationelle søgen efter den forsvundne teenager Henrietta Bulte (det viste sig, at hun var taget til Hollywood i stedet for at gå i banken).

Et af de mest uhyggelige billeder i bogen er et skelet, som er blevet udstyret med et voksansigt for at identificere den dræbte. Der er også nogle skræmmende billeder af forsvundne piger, selvom det blot er nogle få af de 700 piger, der var meldt savnet i New York i 1917. Man kan se billeder af mænd, der har forsøgt at bryde ind i pengeskabe – en af dem har efterladt en seddel til sin kone med ordene “Jeg er i problemer. Farvel.”
Midt i bogen får vi endda også en praktisk ordliste, der forklarer sproget i 1915. En “kanon” er en pistol, en “møntvægter” er en lommetyv, og “saltbækken” er den elektriske stol.

Mere end noget andet viser fotografierne os en side af livet, som er uafhængig af højtidelighed, detaljer og glamour. De viser os døden, præsenteret i det neutrale skær fra en enlig elpære, skåret helt ind til benet i al sin tilfældighed, der er lige for os alle.
Se flere billeder herunder.