Når Cecilie Brejner Therkildsen fordriver tiden på dating-apps, swiper hun sig hovedsageligt gennem menneskemængden ved at lade tommelfingeren glide mod venstre. Hvis hun mod forventning kommer forbi en mand, der ser lidt sødere eller sjovere ud end de andre, kan hun godt finde på at stoppe. Men så bladrer hun videre til fyrens næste billede og opdager, at han er typen, der går med fedora eller står på rulleskøjter eller – gud forbyde det – holder med Brøndby. Det går ikke.
Men 31-årige Cecilie, der læser engelsk på KU med tilvalg i kønsstudier og desuden er ugentlig gæst og korrespondent fra Mjølnerparken i Ghetto Fitness på Radio24syv, nøjes ikke med at kassere fyren, hun skriver også ned hvorfor, hun ikke gider date ham.
Det er henover de sidste fire år blevet til en liste, der ifølge Cecilie både viser, at hun er et forholdsvis dårligt, ekstremt dømmende og ikke særlig åbensindet menneske, der formentlig skal være alene for altid, men også en liste, der viser, hvor barskt datingmarkedet er.
Der er mænd på listen, som vi alle kan blive enige om, er værd at undgå (ens fætter og mænd, der går med armykasket), men der er også mange mænd på listen, som man ikke bliver alt for populær på at vælge fra – eller i hvert fald skrive ned, hvorfor man vælger fra. Derfor tog vi en snak med Cecilie for at finde ud af, hvad der er galt med de her mænd, og hvorfor hun har skrevet det ned.
Videos by VICE
Læs listen under interviewet.
Broadly: Hvorfor begyndte du på listen?
Cecilie Brejner Therkildsen: Jeg har altid været glad for at lave lister, og 5. Juni 2015 lavede jeg en note, hvor jeg konstaterede overfor mig selv, at jeg var blevet meget kynisk med dating-apps, og derfor begyndte jeg at notere de ting, som jeg ikke orkede at swipe ja til.
Det er bestemt ikke for at være skadefro eller streng. Det er kun, fordi jeg synes, det er sjovt at udstille, hvor langt der er mellem snapsene, og hvilke ekstremt overfladiske ting, der gør, at jeg swiper nej.
Folk får under et sekund, og hvis de har V-hals på og ligner en bankmand, der har tænkt sig at fortælle mig, hvordan jeg tager et fordelagtigt lån eller noget andet røvsygt, så ryger de videre. Det kan jo godt være, at vedkommende er uheldig og bare ser røvsyg ud, men ikke nødvendigvis er det. Det finder jeg aldrig ud af, og det har jeg det udmærket med. Samtidig knuser det jo også mit hjerte, at det er så kynisk.
Ville det ikke være provokerende, hvis en mand havde lavet en lignende liste om kvinder på dating-apps?
Der skal nok sidde nogen mænd i ble eller V-hals og blive enormt fornærmede, men listen er ikke rettet mod nogen specifikke. Det er bestemt ikke for at være ond, jeg synes bare det er rigtig sjovt. Jeg er jo ikke selv verdensmester i at være menneske eller guds gave til dating-apps. Jeg bliver også valgt fra.
Lad os kigge på de forskellige erhverv på listen. Hvad er der for eksempel galt med at være brolægger?
Der er ikke noget galt med at være brolægger, men jeg forestiller mig, at jeg har mere tilfælles med én, der har et andet erhverv, og derfor vælger jeg ikke at lære brolæggeren bedre at kende, selvom jeg godt ved, at det er overfladisk.
Hvad så med læger, der også er på listen?
Jeg har en meget humanistisk hjerne, og jeg datede engang en kemi-forsker, der var meget firkantet, og det var røvsygt. Jeg tror heller ikke, at en læge gider være sammen med en 31-årig bachelorstuderende, for jeg bilder mig ikke ind, at jeg er the shit. Desuden er jeg bange for læger.
Er der overhovedet nogen mænd tilbage, som ikke er på den liste?
Min type er jo verdens største kliché, og jeg har næsten ikke lyst til at sige det, men jeg kan godt lide mænd, der er ældre og klogere end mig – og/eller sjove. Jeg er måske ikke så åbensindet, som man helst skal være, men det skammer jeg mig ikke rigtig over. Det er sjovt, fordi alle har præferencer, men der er ikke nogen, der siger dem højt. Det er jo helt forbudt, at jeg laver den her liste, for der står jo ting, man ikke må sige, og det er bare sjovere at sige dem end ikke at sige dem.
Hvad må man ikke sige?
Ting, folk ikke kan gøre noget ved. For eksempel mænd, der mangler et eller flere ben eller meget skeløjede mænd. Det er jo altid et helhedsbillede, for hvis jeg mødte manden i mit liv, og han manglede et ben eller var meget skeløjet eller var meget tyk eller meget tynd, så ville det være lige meget, men jeg møder dem aldrig, fordi jeg swiper nej. Listen er jo heller ikke mejslet i sten. Jeg har da både datet en, der gik med V-hals og en tømrer
Men ikke en fyr, der gik med fedora?
Nej, og det kommer heller ikke til at ske. Fedora er en dealbreaker. Jeg har slet ikke noget imod at indrømme, at jeg er forfængelig, og jeg mener, at hvis man vælger at iføre sig en fedora, så har man så dårlig en dømmekraft, at vi ikke skal være sammen.
Hvem swiper du ja til?
Åh, ikke særlig mange. Der er meget langt mellem snapsene, og lige nu tror jeg ikke på ret meget, og appen får mig i endnu højere grad til at miste troen. Hvis jeg swiper ja, så gider jeg alligevel ikke, og hvis vi skriver sammen, så gider jeg ikke tage på date, for jeg hader at være på date. Det er åndsvagt, men det er godt tidsfordriv at kigge på mennesker og swipe.
Hvorfor lader du så ikke bare være?
Jeg sletter ofte appen, men så får jeg tømmermænd og bliver blød indeni og downloader den igen.
Så der findes mænd, du godt kan lide?
Ja, jeg kan rigtig godt lide mænd! Jeg kan godt lide mænd, der er sjove, og som jeg har kemi med. Jeg øver mig i ikke at have en type, men jeg tror ikke nødvendigvis, at dating-apps er vejen frem for mit kærlighedsliv. Listen skal heller ikke forstås som en kritik af mænd, for det er ikke mændene, der er noget galt med. Listen er faktisk slet ikke en kritik, men blot et billede på, hvor kynisk det er, at jeg på et øjeblik kan afgøre, at den her person ikke er noget for mig.
Kan nogle af kriterierne udligne hinanden? Så man gerne må være shaman, hvis man samtidig er rigtig sjov?
Lige præcis shaman går ikke.
Okay, men hvad så med noget mere hverdagsagtigt som en meget tynd, men meget sjov mand?
Det er jo et mere forbudt område, for det må man ikke sige, men jeg har erfaret, at jeg bedre kan lide mænd, der ikke er meget tynde end mænd, der er meget tynde.
Så selvom han var ældre end dig og klogere end dig og rigtig sjov…?
Så skal den fysiske tiltrækning stadig være der, fordi sex er så vigtigt. Selvom det er strengt at sige, så kan det altså godt gøre lidt ondt, hvis begge parter er meget tynde.
Synes du ikke, at det er dobbeltmoralsk, når du på listen skriver, at du ikke vil have mænd, der skriver ting om kvinders øjenbryn?
Fuldstændig. Jeg bilder mig ikke ind, at det ikke er dobbeltmoralsk. Det er også det, der gør det sjovt at skrive ned. Det er forbudt og dobbeltmoralsk, men jeg synes samtidig ikke, at det er nedsættende at konstatere, at jeg ikke kan lide mænd i fedora, for det ved jeg bare, at jeg ikke gider.
Har du oplevet, at folk bliver provokerede, når du viser dem listen?
Nej, jeg har kun oplevet, at folk har grædt af grin. Men hvis man er et virkelig alvorligt menneske og ingen selvironi har, så tror jeg på ingen måde, man vil kunne se det sjove i det.
Her kommer den så. Cecilies liste over mænd, hun swiper nej til på dating-apps:
Mænd der går med fedorahat
Mænd der går med kasket (især Flex-Fit)
Mænd iført fjollede hatte
Mænd iført piratkostume
Mænd iført zombiekostume
Mænd iført t-shirts med print, især hvis der står noget “sjovt” eller “Abercrombie & Fitch”
Mænd der går med solbriller i “sjove” farver, såsom lyserød eller en hvilken som helst neonfarve
Mænd der går i storternede skjorter
Mænd der går i ternede skjorter i det hele taget (med mindre det er på den Kurt Cobain-agtige-flannel-grunge-måde, teoretisk set i hvert fald, men jeg er sådan set ikke særlig interesseret i at date Kurt Cobain)
Mænd med grimme sko (dem er der mange af, men her tænkes især lædersko med spids snude, de der åndssvage Converse, som er lavet i en ny udgave, hvor sålen ligesom er lidt tyndere end normalt, Nike Free-agtige sko i Sportsmaster-farver (listen er længere))
Mænd med huller i bukserne, som er der, fordi det skal være sejt og ikke, fordi personen er faldet på cykel i en kæmpestor Ole Jastrausk brandert (ikke at jeg som sådan er interesseret i Ole Jastrau, men jeg kan dog godt sætte pris på evnen til at gå moderat i hundene i kortere perioder)
Mænd med kæmpestore crossfitskæg
Mænd der er under 185 cm (180, hvis de er rigtig flotte og/eller ældre og klogere end mig)
Mænd i bare overkroppe
Mænd der laver trutmund
Mænd med billeder af, at de står på ski
Mænd med billeder af, at de står på snowboard
Mænd med billeder af, at de står på vandski
Mænd med billeder af, at de kører på vandscooter
Mænd med billeder af, at de danser tango/flamenco/salsa
Mænd der har et billede, hvor de sidder sammen med deres tidligere (eller nuværende) kæreste
Mænd der har deres bryllupsbillede som profilbillede
Mænd der er meget skeløjede
Seje drenge i læderjakker
Musikere
Gøglere
Tykke mænd
Tynde mænd
Nørdede mænd (på den der røvsyge ingeniør-agtige måde, med de der firkantede mellemlederbriller og karisma som et gennemblødt franskbrød)
Bløde mænd a la bla bla bla kærlighed, gode værdier, ih og åh, dig og mig for altid
Tømrertyper
Bodybuildere
Mænd med lommer på siden af deres bukser
Mænd i boardshorts
Mænd i klipklappere
Mænd i trekvartshorts
Mænd med billeder af Distortion i baggrunden
Mænd der er i åbne forhold
Mænd der skriver at de leder efter noget seriøst
Mænd der skriver, at de kun er ude på sjov og ballade
Mænd i hættetrøje og læderjakke
Mænd der bruger mange emojis i deres profiltekst
Mænd der kun har ét billede
Mænd der går i kirke
Mænd der har sexistiske profiltekster, såsom “du skal have en god røv, ellers går det ikke”
Mænd med dreadlocks
Mænd der går i undertrøjer med print (eller undertrøjer i det hele taget, især, hvis det er på den wifebeater-agtige måde)
Mænd der går i læderjakke (især dem, hvis personlighed egentlig ikke kan bære det, men de blev overbevist af den lidt for kække tøjsælger fra Randers om, at de godt kunne pull it off, og nu venter de på at damerne begynder at rulle ind, som ham den kække tøjsælger lovede)
Mænd iført basket jerseys
Mænd iført mønstrede skjorter
Mænd med douchebag-beanies aka kondomhuer
Mænd der har billeder af – eller selv udfører – streetart
Mænd der er polyamourøse
Mænd der gerne vil have en trekant
Vennepar der gerne vil have en trekant
Kærestepar der gerne vil have en trekant
Mænd i kilt
Mænd i nedringede t-shirts
Friluftstyper
Mænd med charmeklud
Italienere
Franskmænd
Turister
Mænd jeg kyssede med, da jeg var mellem 11 og 18 år
Tyskere
Mænd med Henrik Vibskov-agtige store tørklæder
Mænd der arbejder for VICE (eller kommer til deres fester)
Rollespilstyper
Mænd der står på rulleskøjter
Mænd med meget måne
Mænd i armyprint eller camouflagetøj
Soldater
Politimænd
Brandmænd
Læger
Mænd med flettet skæg
Mænd der går med V-neck-hvad som helst
Mænd med selfiestænger
Mænd der går til bueskydning
Mænd med træningsselfies
Vikingetyper
Mænd der har et billede, hvor de står ved siden af en Ferrari eller lignende
Mænd der tager til Burning Man
Mænd med næsepiercinger
Mænd med piercinger hvor som helst
Drenge der ser yngre ud end mig
Mænd der er pænere end mig
Mænd i tyrolerkostumer
Mænd med den der frisure, der er barberet helt tæt i siderne og er lang på toppen
Mænd iført smækbukser
Mænd i vandrestøvler
Mænd med cirkelformede solbriller
Mænd med stretch i øret
Mænd med truckerkasket
Mænd i tweed-vest
Ham, der arbejder som tømrer, der hvor jeg bor
Jurister, der ligner jurister
Seje rock-typer a la D.A.D.
Klumben
“I like discovering secrete places”
Mænd der har et billede, hvor de ryger joints
Mænd der er modeller
Mænd med ansigtstatoveringer
Mænd der kører på longboard
Mænd med moustache
Mænd med fipskæg
Mænd med goatee
Mænd med seler på (især i kombination med en eller anden dum hat)
“Carpe diem”
Mænd i kortærmede skjorter
Mænd i Abercrombie & Fitch
Musical-artister
Mænd der er på turne med et eller andet band
Skuespillere
Mænd der deltager i Movember
Mænd der står sammen Stig fra D.A.D
Israelere
Graffitimalere
Skaterboys
Mænd iført armykasketter
Skaldede mænd med stregkoder tatoveret i baghovedet
Mænd iført Obey-kasketter, -trøjer eller -t-shirts
Mænd der er venner med nogen, jeg har datet
“VSTGN”
Brøndbyfans
Cykelryttere
Mænd med langt hår sat op i en knold
Mænd i hawaiiskjorter
Mænd med perlehalskæder eller -armbånd
Mænd med guldkæder
“You’ll never be able to compete with my mom”
Mænd på ethjulede cykler
Mænd med togskinner
Mænd med hanekam
Mænd med langt hår
Mænd med langt hår i fletning
Mænd i sejlersko
Mænd der går på line
Mænd med en lakridspibe i munden
(38-årige) mænd, der samler på Magic Cards
Mænd med partisanertørklæder
Ham der med de lyserøde briller, der er med i de der antikprogrammer på DR
“Selvstændig psykolog og tangodanser”
Mænd der beskriver sig selv som ‘drengerøve’
Ham der den rødhårede fra P3
Mænd iført Nike Roshe Run
Mænd i læderveste
Mænd der spyr ild
Mænd der står med armene i vejret bag en DJ-pult
Mænd der mangler ét eller flere ben
Mænd iført bukser, der kan laves om til shorts ved hjælp af en lynlås
Mænd der har et billede, hvor de står sammen med Rasmus Seebach
“YOLO”
Mænd iført lyserøde tøjdele
Mænd der er meget rødhårede
Tryllekunstnere
Bandemedlemmer
Min efterskolekæreste, som ikke ville lade mig tage hans mødom, men som gerne ville lade min værelseskammerat Helena tage sin mødom to dage efter, jeg havde slået op med ham
Mænd der er skruk
Drenge der bor på kollegie
Drenge der suger lattergas
Mænd der udelukkende har billeder, hvor de poserer med fisk, de har fanget
Mænd der går til salsa
Mænd der er straight edge
Mænd med skjorteflipperne oppe på den der Hornbæk havn-agtige måde
Ham der ejer Sorte René
Mænd der fjerner asbest for a living
Mænd der dyrker parkour
Mænd der skriver at de er kunstnere, men nærmere ligner, at de er cirkusartister og/eller patienter på den lukkede
Mænd der skriver, at de er dygtige til tantrasex
Mænd der skriver, at de er dygtige til at slikke fisse
Mænd der arbejder på Chateau Motel
Ham der fra Tværs
Mænd der har et meget dovent øje
Mænd der har skjorteflipperne uden på trøjen
Stand-up-komikere
Mænd der hedder Justforfun
Mænd der ligner Anja Andersen
Mænd, der skriver, at de er beat-digtere
Flyttemænd
Mænd der skriver, at de er udadvendte
Mænd der arbejder i H&M
Mænd der skriver, at de lider af angst
Mænd der skriver, at de foretrækker kvinder, der er veganere eller vegetarer
Mænd der skriver, at de er kattepersoner
Mænd der skriver, at de er hundepersoner
Mænd der skriver, at de er naturmennesker
Stilladsarbejdere
“Never judge a book by its cover”
Mænd der dabber
Nick fra min efterskole
Mænd der har billeder af kirsebærtræer i blomst
Mænd der ligner Jon Bon Jovi
Mænd der starter deres profiltekst med “Beauty is a complex thing…”
Mænd der drømmer om at bo på landet
Mænd der bor på landet
Mænd der kører på væltepeter
Mænd med ekstremt stærke briller/dobbeltøjne
Mænd der tager svampe
Mænd der ligner Andy Warhol
(42-årige) mænd med Snapchat-briller
Yepha fra Ufo og Yepha
Ædru alkoholikere
Mænd der skriver nedsættende ting om kvinder med overplukkede øjenbryn
Mænd der går med sejlersko
Mænd fra Chile
Mænd der dyrker akro-yoga
Mænd der beskriver sig selv som “cunnilingus conneiseur”
Mænd der skriver “believe in yourself”
Mænd iført Redbull-merch
Mænd der er klædt ud som pingvin (eller hvad som helst)
Mænd der skriver “conserts” i stedet for “concerts” to gange, efterfulgt af “I like smart women” og “I’ts better to burn out, than to fade away”
Mænd med grimme briller
“Fortæl mig om dine drømme og ambitioner.”
Mænd der er med i Johnny Deluxe
Svenskere der ser ekstremt svenske ud
Mænd der kører på elektrisk skateboard
Mænd der er ordblinde
Mænd der har en Ronaldo-plakat
Mænd der ligner Ronaldo (både den gamle og den nuværende)
Russere der ser ekstremt russiske ud
Mænd inden for militæret
Mænd der arbejder på Joe and the Juice
Lagerarbejdere
Mænd der barberer brystkassen
Mænd der skriver, at de ikke gider drama queens
Mænd der skriver, at de er krammedyr
Min ekskæreste Magnus
Min ekskæreste David
Ham der Jonas, som jeg var på jordens mest akavede date med
Mænd med Kanye West-tøj
Mænd der sejler på vikingeskibe
Mænd med latexfetich
Punkere
Buschauffører
Mænd der går i Vans-sko
Mænd med røde lædersko
Mænd med så mange danske flag i deres profiltekst, at det bliver DF-agtigt
Single dads
Mænd i ble
“I always write first, that’s part of being a real man”
Mænd der skriver, at de har styr på livet
Mænd der skriver, at de er dygtige til at netværke
Mænd der bor i Monaco
Breakdancere
Mænd der skriver, at kvinder skal være 70% stiletter og 30% vandrestøvler
Folk der gerne vil bytte partner (måske heller ikke den oplagte platform at søge på, da de fleste vel netop er der, fordi de ikke har en partner)
Mænd der har et billede af en masse pengesedler, der bare ligger og flyder
Bittesmå mænd i kæmpestore jakkesæt
Mænd med meget korte arme
Mænd der lytter til Volbeat
Mænd der dyrker hot-yoga på eliteplan
“I’m [tall] so feel free to wear heels”
Mænd der spiller volleyball på eliteplan
Mænd der skriver, at de er ambitiøse
Mænd der arbejder i Elgiganten
Bilhandlere
Mænd der skriver at de er glade for at smile. Jøsses.
Frisører
Mænd der linker til deres soundcloudprofil på deres datingprofil
Mænd med DC-tøj eller -sko
Hackere
Mænd der bor i Køge
Mænd der har en selfie, hvor de står sammen med Inger Støjberg
Mænd der beskriver sig selv som “bad boy”
Peter fra Paradise Hotel
Mænd der ligner Anna fra Anna og Lotte
Mænd der beskriver sig selv som “gastromand”
Mænd der beskriver sig selv som “livsnydere”
Havnearbejdere
Mænd der skriver deres stjernetegn i deres profiltekst
Mænd i batiktøj
Mænd der ligner min ekskærestes ekstremt nørdede ingeniør-storebror
“Country Boy søger City Girl”
“Oceans and mountains are my gurus”
Kranførere
Mænd der skriver, at de søger en sød prinsesse
Mænd med ironisk tøj a la Mac DeMarco/Urban Outfitters 2009
Mænd der skriver, at de ikke gider at ligge på sofaen eller se TV
Mænd der ligner en karakter fra et satireprogram på DR2
Mænd der har det helt reggae-agtigt
Mænd der bor i Næstved
Mænd der har en selfie sammen med deres Moccamaster
Mænd der skriver at deres IQ er på 134
(Mænd der ligner at de har en IQ på 50)
Mænd der arbejder i Aldi
Mænd der skriver, at de godt kan lide kokain
“Rar og betinksom fyr”
Mænd der lytter til Nephew
Mænd med tatoveret skæg
Førtidspensionister
Mænd der skriver, at de har gået på “School of life”
Mænd der skriver, at de har gået på “School of Hard Knocks”
Mænd der kører ATV
Mænd der har ADHD
Mænd der gerne vil have, at man tisser dem i munden
Mænd med kæmpestore crossfit-lår
Stavgængere
Lastbilchauffører
Mænd der er smurt ind i blod i hele hovedet på deres profilbillede
Storvildtjægere
Mænd der skriver at interesse for økonometri er et must (nåmenøh)
Mænd der skriver noget om, hvem der skal skrive først ved et eventuelt match
Akrobater
Spåmænd
Mænd der skriver at de stadig er lidt “broken”
Mænd der har Aspergers
Skorstensfejere
Mænd der beskriver sig selv som værende “ikke klog, men kvik”
“Reggae music is in my veins […] Why does everything taste better in a ball mason jar?”
Mænd der bor i Hollywood
Mænd der hedder Mr. Grey
Mænd i neonfarvet tøj
Mænd der skriver, hvor hurtigt de løber 14,5 km (2t05m)
Mænd der rækker tunge
Mænd i Black face
Mænd i moshpits
Mænd der gerne vil have, at man træder dem i hovedet iført stiletter
Mænd der arbejder i Saxo bank
Mænd der ryger cerutter
Mænd der er klædt ud som Harry Potter
Voksenlærlinger
Mænd der leder efter to kvinder til et poly-forhold
Sexologistuderende
Frederik, som er personlig træner/fuldtidsbodybuilder i mit træningscenter
Mænd iført Darth Vader-dragt
Mænd der har billeder af deres bogreol
Mænd der er iført onesies
Partyboys
Mænd der skriver, at de kun er til “piger med former”
Tandlæger
Albinoer
Mænd der skriver, at de primært dater søde piger fra Jylland
Mænd der poserer med magnumflasker
Min fætter Thomas
“Jyde bosat på Vesterbro”
Mænd i leopardgamacher
Mænd med klap for øjet
Mænd der har et billede, hvor de sidder på en restaurant med et glas vin i hånden og en stribet pullover bundet om halsen
Mænd der heiler
Mænd der har et billede af et glas friskpresset juice
Mænd der har et billede af deres proteintilskudsudvalg
Mænd der har et billede af en fugl, som sidder oven på er fugle-forbudt-skilt
Mænd der har en tatovering, hvor der står “too weird to live, too rare to die”
“For tiden ved siden af mit erhverv prøver jeg mig af med impro-comedy.”
Mænd der er viking i fritiden
Mænd der spiller golf
Mænd der beskriver sig selv som “ukulelespillende”
Jokeren
Mænd der laver “surf’s up, dude”-tegnet
Mænd der beskriver sig selv som “avokado spisende”
Mænd jeg har mødt i byen, hvor de har prøvet at score min veninde, der er meget smukkere end mig, men som ikke var interesseret
Mænd der ligner Ricki Gervais
Stuntmænd
Mænd der er optimistiske
Mænd der sætter spørgsmålstegn i stedet for punktum
Mænd der har en hue med fleece-dreadlocks på
Mænd med meget højt hår
Mænd hvis ansigtskulør enten må betyde, at de har alvorlig gulsot, eller at de har taget en overdosis selvbruner
Mænd der er indehavere af en hjemmeside, der hedder mandetid.dk
Mænd der leder efter nogen at slikke fisse på
Mænd der ligner en 1:1 kopi af Frederik Fetterlein
Mænd der hedder Bjørn, som har et billede af en colaflaske, hvor der står Jørn på, som de har tegnet et B med sprittusch foran
“Jeg er tyk og har ADHD”
Mænd der danser det der, hvor man skal klæde sig ud som en fra 50’erne
“Indehaver af forkerte meninger”/Ham der Martin et-eller-andet fra Twitter, der mest af alt bare er et misogynt røvhul
Mænd med meget mærkelige hovedfaconer
Mænd der ser ud som om, at de har den der tumorting i hjernen, der får ører og næse og alting til at blive overdrevet stort
Mænd der hører D.A.D
Mænd der skriver nedsættende ting om kvinder, der har billeder sammen med vilde dyr på deres profil (eksempelvis “bare swipe til venstre [hvis du har sådan et billede], jeg ved allerede nok om din intelligens.”)
Mænd der har et citat af John Mayer på deres profil
Mænd der skriver, at de godt kan lide at brainstorme
Mænd der kører på ethjulede cykler
Sugardaddies
Mænd der ligner en karakter fra GOT
Introverte mænd
Mænd der skriver deres personlighedstype (jeg skal ikke ansætte dig i min virksomhed, sgu da), især hvis det er den der pisseirriterende debat-/djævlens advokat-type
“Jyde på [navnet på jyde-bydel]”
Mænd iført ringbrynje
“Eat Sleep Rave Repeat”
Mænd der bor på Christiania
Transvestitter
Akrobater
Mænd der har et billede af en flaske rødvin, to glas og noget med noget stearinlysstemning
Mænd der har et billede, hvor de ligger og chiller på sofaen med deres kæmpestore slange (reptil-typen) liggende på maven
Mænd der er smurt ind i olie
Mænd der har et billede af mad, de har lavet
Mænd der beskriver sig selv som glade og positive
Veganere der skriver, at de er veganere i deres profiltekst på en dating-app
Mænd der skriver, at de har en svaghed for kvinder med jysk “accent”
“Er ekstremt impulsiv!! Så vær klar!!”
Brolæggere
Mænd der er fritidshealere
Robotter
Mænd der bor i Slagelse
Elektrikerlærlinger
Mænd der beskriver sig selv som “night elf”
“Elsker livet!!”
Mænd der beskriver sig selv som “kreativ dansetrold”
“Du må gerne være sjov og ukompliceret” (good luck with that, yo.)
Mænd der rækker tunge, som om de er fucking Miley Cyrus
Mænd der er venner med min eks-onkel og min eks-fætter
Ham der den brasilianske majs- og pandekagesælger
Hypnotisører
Krammeterapeuter
Mænd der hedder Ronnie Greve og samtidig ligner en, der hedder Ronnie og kommer fra Greve
Enkemænd
Mænd der betegner sig selv som maskulinister
Buschauffører
Mænd der bor i en campingvogn i en skov (med mindre de er Derek Shepherd)
Bedemænd
Mænd med lyssværd
Hestemænd
Mænd der beskriver sig selv som “mand”
Dude-bro-champs
Shamaner
Hypnotisører
Youtubere
“Hver forberedt på en stor næse og store fødder”
Mænd der leder efter en kvinde med “udseende, intelligens og et godt omdømme”
Mænd iført JA-hat
Mænd der har en lilla sexgynge som profilbillede
(Fortsættelse følger formentlig)
*Et af punkterne fra listen er blevet fjernet siden udgivelsen af artiklen, fordi vedkommende som punktet hentydede til ifølge Cecilie var blevet “skidesur over at stå på listen” og derfor ønskede at få punktet fjernet.