Folk siger, at Christina Hagen er frivillig barnløs. For det ligger jo lige til højrebenet, at den 38-årige forfatter vel bare har prioriteret et egoistisk luksusliv, hvor hun kan rejse, skrive og kneppe fremfor et liv med bleer og babygylp. Men Christina Hagen ved faktisk ikke selv, om hendes barnløse liv er frivilligt eller ufrivilligt.
”For mig har det ikke været et fravalg. Det er bare ikke sket,” siger Christina Hagen over en Skype-forbindelse fra Den Dominikanske Republik, hvor hun for tiden opholder sig i to en halv måned. ”Jeg tænker, at et barn bliver til, hvis to mennesker er glade for hinanden og synes, de har noget at tilbyde barnet. Og der har jeg ikke været endnu. Men det har heller aldrig været specielt vigtigt for mig, om jeg fik børn eller ej. Det er vigtigere for mig at rejse, have min frihed og forfølge mine drømme,” siger Christina Hagen, der blandt andet står bag bøgerne White Girl, Boyfrind og Jungle. Men hun kan mærke, at mange ikke deler hendes opfattelse af, at det ene kan være lige så godt som det andet. “Kvinder uden børn bliver opfattet som egoistiske og luksusagtige, de har for travlt med deres arbejde og foretager sig ikke rigtig noget meningsfuldt.”
Videos by VICE
Det har provokeret hende til at skrive et teaterstykke, som har premiere 5. januar på Teater Republique. Med mig selv i mine arme er en monolog, som handler om at være uinteresseret i børn og moderskab, og den skal fremføres af skuespilleren Ida Cæcilie Rasmussen, der selv blev mor for nylig. I manuskriptet forsøger Christina Hagen blandt andet at gøre op med klicheerne om, at kvinder, der ikke får børn, er børnehadende egoister, der nægter at blive voksne.
”Man kan også bare have haft et liv, der gør, at man har brug for at tage sig ekstra meget af det barn, der er indeni en selv,” siger Christina Hagen. ”Hvis man eksempelvis har været igennem noget lidt tough som barn, så tror jeg, der er en tendens til at sige, ‘så lad mig blive mit eget barn for evigt’. Uden at jeg synes, det er synd eller forfærdeligt. Men jeg har tit tænkt på, om det er derfor, jeg ikke har børn – fordi mit eget barn simpelthen fylder for meget.” Christina Hagen mener dog ikke, at det indre barn er forbeholdt mennesker uden børn. ”Uanset om man har et barn eller ej, må man aldrig blive så voksen, at man glemmer, man også selv er et barn, der skal passes på.”
Christina Hagen skrev stykket Med mig selv i mine arme, mens hun rejste rundt i Afrika. Som research til projektet tog hun en række billeder af sig selv, hvor hun føder en lille ketchupindsmurt plastikbaby på diverse strande og toiletter. Billederne beskriver ifølge Christina Hagen “den mareridtsagtige fødselssituation, hvor det regner ned med blod og fedt”, og inspirationen til dem udsprang af den “intimitetsbombning”, hun oplevede, da hun var på Facebook, når nybagte forældre delte billeder fra fødegangen. ”Folk lå i morgenkåber på hospitalsstuer med deres babyer på maven. Det var vildt grænseoverskridende for mig at se på de her fremmede menneskers bare overkroppe og små fedtindsmurte børn.” Med sine billeder vil hun vise, hvordan det føles at få den slags billeder smidt i ansigtet.
På Christina Hagens fødselsbilleder er hun alene, men hun havde en drøm om, at hun gerne ville have en mand til at tage imod barnet på et af billederne, og derfor gik hun ned på det lokale marked i Boa Vista, Cap Verde.
”Her kom jeg i snak med en mand og spurgte, om han ville være med i et af mine billeder. Han var sådan, ’jo…. hvad er det for noget?’ Så forklarede jeg, at jeg skulle føde en dukke, og han skulle tage imod den. Han må have troet, jeg var fuldstændig rablende, men vi tog hjem til ham. Da vi kom indenfor, gik jeg i gang med ketchuppen, mens han var ude på badeværelset. Så jeg lå på hans seng indsmurt i ketchup og ventede på, at han skulle ind og tage imod den her dukke, men så kom han i stedet ind uden tøj på. Han havde troet, at det var min undskyldning for at komme i seng med ham. Da han begyndte at pruste, blev jeg simpelthen så bange, at jeg løb skrigende ud af døren. Det var fuldstændig absurd.” Hun griner. “Men jeg var jo selv ude om det.”
Det er som sagt ikke alle, der kan se det meningsfulde i Christina Hagens prioritering af et liv, hvor hun kan rejse på den “strabadserende måde”, hun med egne ord foretrækker, fremfor et liv med et barn på armen. ”Der er mange, der siger, ‘du vil aldrig fortryde, at du får et barn, så du kan ligeså godt få det nu.’ Så svarer jeg, ‘jamen, hvem fanden skulle jeg få et barn med?’ Så siger de: ‘hvad med ham der…’ og så nævner de den sidste, jeg var kærester med. ‘Eller hvad med ham, du dater nu? Han ser da godt ud.’ Det, synes jeg, er bindegalt og en underlig mekanisk måde at tænke på.”
En ting er dog, hvad Christina Hagen oplever, for som hun også selv siger, er hun nok ikke den, der lider mest under de konventionelle forventninger til kvinder. Folk har efterhånden vænnet sig til, at hun gør tingene på sin egen måde. Det er derfor især, når hun hører, hvordan der tales til andre kvinder uden børn, at hun bliver mindet om, hvor fundamentalt moderskabet er for folks forståelse af et godt kvindeliv. Sidst, hun oplevede det, var under et skriveophold på refugiet Klitgaarden, hvor en anden 38-årig kvinder var genstand for de andres velmenende råd til, hvordan hun ’sagtens kunne nå det endnu’. Hun kunne jo for eksempel få en ven til at donere sæd og blive kunstigt befrugtet.
”Der var ingen, der spurgte hende, om det overhovedet var vigtigt for hende at få børn. Det er default. Det er udgangspunktet. Selvfølgelig skal man have børn. Og hvis man ikke har det, skal man komme med nogle gode argumenter, der kan retfærdiggøre ens valg,” siger Christina Hagen. “For hvis en kvinde ikke har børn, er der noget galt med hende og hendes liv. Og det, synes jeg bare, er enormt sørgeligt.”
Selv i det ellers så progressive kunstnermiljø, mener Christina Hagen, at der hersker en gammeldags forståelse af, hvad der er kvindens sande mål i livet. ”Her forbinder man i høj grad stadig det at være kvinde med at være mor, og der er en enorm interesse for at beskæftige sig med moderskabet. Det undrer mig, når der er så meget oprør og villighed til at tænke anderledes på alle mulige områder, at der så ikke er flere, som forholder sig kritisk til den her klassiske ide om, at kvinden skal være mor til en lille baby, og spørger: hvorfor det?”
En af de fordomme, som Christina Hagen ofte møder som barnløs, er, at hun ikke kan lide børn. Men det er absolut ikke tilfældet. Og selv om hun ofte oplever, at mødre kan have svært ved at forstå hendes prioriteringer i livet, har hun heller ikke noget imod dem. ”Jeg kan sagtens se på mødre og tænke, at det kunne være dejligt at have det sådan. Så der er helt klart også en misundelse og en ærgrelse over, at det ikke er faldet mig naturligt at få børn.”
Men det er ikke, fordi lysten til børn er totalt fremmed for Christina Hagen. Lige nu er hun for eksempel forelsket på sin ferie og tænker, at det da kunne være meget dejligt med et barn.
”Jeg er 38 år, og det er lidt skræmmende at vide, at nu har jeg måske et eller to år til at blive gravid i, hvis det nogensinde skal være. At naturen siger, ’nu eller aldrig’, uden at jeg har en, jeg er seriøst forelsket i. Så det ville være løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke følte et pres,” siger Christina Hagen. Pres eller ej ændrer dog ikke på hendes udgangspunkt, dét, som virker så provokerende på mange: ”At få et barn, er ikke det, der definerer mit liv eller min lykke.”
Forestillingen Med mig selv i mine arme har premiere 5. januar på Teater Republique.
