Coke, blod og hardcore punk – københavnske Night Fever er sit helt eget monster

“‘Hej venner, så er det Crack Friday’,” læser Salomon Segers op fra en besked, han lige har modtaget på sin telefon. “Hvem fanden er det her?” spørger han retorisk og griner højt, før han fortsætter: “‘Det betyder billige poser. Emma til 400, og Cola til 500.’” Vi sidder i et sparsomt oplyst backstagelokale på øverste sal i Templet i Lyngby, hvor Segers’ band Night Fever snart skal spille. Jeg spørger, om han er på en eller anden pusher-mailingliste. “Jeg er på alles mailingliste,” svarer han. “Jeg har det der gen. Jeg kan finde al slags narko på to sekunder. Det kommer bare af sig selv.”

Jeg har brændt igennem en hel weekend, tre pakker Stimorol og otte liter kaffe, mens jeg har overvejet den bedste måde at beskrive det københavnske hardcore punk-band Night Fevers forsanger og frontmand, Salomon Segers, når han står på scenen, men der ikke rigtig noget, der rammer plet. At sige, han er intens, er en underdrivelse. Han er intens på samme måde som en orkan, der flår en mellemstor trailerpark i USA fra hinanden, er intens. Når han står på scenen, er han lige dele GG Allinsk apokalyptisk vrede og Glenn Danzig-kanaliserende machopatos.

Videos by VICE

Salomon Segers backstage i Templet i Lyngby.

Segers har været et ikon på den danske undergrundsscene, siden han i en alder af 13 debuterede med punkbandet Arrigt Antræk, og det er umuligt ikke at blive opslugt af den mørke, destruktive og frigørende energi, den hundrede-og-nogen-og-halvfjerds centimeter høje knægt fra Valby, der er bygget som en pitbullterrier, legemliggør, når han griber mikrofonen, og de hylende guitarforstærkere bag ham signalerer, at helvedet snart bryder løs.

Jeg møder Night Fever, der snart har spillet sammen i et årti, udgivet tre plader og turneret over hele verden – fra Tyskland til Japan og Brasilien – en aften i november, inden de skal spille koncert i Templet i Lyngby sammen med norske The Good The Bad And The Zugly. Det er Night Fevers sidste koncert, inden de i det nye år helliger sig indspilningen af en ny plade.

Jeg har på forhånd lovet drengene, at det ikke bliver endnu et typisk interview, hvor et mainstream-medie forsøger at forklare, hvad punk er, og hvorfor det stadig har relevans i det 21. århundrede. Jeg har ikke tænkt mig at spørge om, hvordan bandet er inspireret af de gamle hardcorehelte fra 80’erne, tærske langhalm på punkklichéerne og dyrke nostalgien. Salomon Segers er pisseligeglad med punknostalgi (som han synger i ”New Blood” fra debutalbummet af samme titel: // This ain’t 1985 / this is our time //). Night Fever hører ikke til blandt horden af middelmådige Black Flag- og Minor Threat-kopibands, der slår plat på fordums hæder. Night Fever er sit helt eget monster.

Bandet – der foruden Segers består af leadguitarist Mathias Friborg, trommeslager Jesper Andersen, guitarist Hasse Dalgaard og bassist Kasper Maarbjerg – blev grundlagt i 2007 i kølvandet på rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej, hvor medlemmerne alle var fast inventar. Den brutale hardcore med et distinkt islæt af macho heavy metal-attitude er formet af erfaring og et musikalsk cv, der trumfer de flestes. Night Fever adskiller sig markant fra andre hardcorebands i kraft af deres tekniske kunnen og ambitiøse skrivestil. Dalgaards lynhurtige riffs sidder lige i lommen, og rytmesektionen – alias Andersen og Maarbjerg – syer kompositionerne sammen med kirurgisk nøjagtighed. I centrum står Segers, den inkarnerede showman, hvis vokalstil kombinerer den bidske hardcore med melodiøse fraseringer på sange, der handler om alt fra at snorte speed, til man tror, man skal dø (“Wasted”), til et brændende ønske om at smide alle bonderøve ud af København (“This Is Copenhagen”).

Segers’ første band, Arrigt Antræk, var legendarisk for deres vilde shows, der for udenforstående nok mere ligner kaotiske voldsorgier end deciderede koncerter. Dalgaard er også Arrigt Antræk-veteran og spillede derudover trommer i det hedengangne punkband Hjertestop, Andersen leverede den rytmiske tyngde i drukpunkbandet Sløseri Der Skader Os Alle, og Maarbjerg er kendt fra børnepunkbandet Hul, No Hope for the Kids og havde for et par år siden et mainstreamhit med popduoen Dig & Mig.

Det eneste relativt ubeskrevne blad er den fåmælte leadguitarist Mathias Friborg, hvis overtatoverede fingre under koncerterne lirer den ene blændende metalsolo af efter den anden, som om det falder ham lige så naturligt som at trække vejret. Han er på mange måder bandets sjæl – fuldstændig umulig at få til at tage en pause fra musikken, selv når han har pådraget sig en massiv hjernerystelse, som Segers fortæller mig efter koncerten. Mens de øvrige medlemmer drikker bajere og snakker lort backstage, står Friborg nede i salen og sælger t-shirts og plader.

Mathias Friborg.

“Mathias smadrede sit hoved fuldstændig for to år siden,” fortæller Salomon Segers, mens vi venter på, at Night Fever skal på scenen. Kasper Maarbjerg sidder med fødderne oppe på bordet og læser et Illustreret Videnskab. Hasse Dalgaard har lige fyret op under en joint og sumper ovre i hjørnet. Til en koncert i det nye Ungdomshus på Dortheavej i Københavns Nordvest-kvarter præsterede Friborg at hoppe så højt på scenen, at han slog hovedet gennem loftet. Med blodet rindende nedover ansigtet fortsatte han koncerten, som om intet var hændt. Først bagefter måtte han med ambulance på hospitalet. Resultatet var en alvorlig hjernerystelse og piskesmæld – noget der fortsat plager ham i dag.

“Han hoppede rigtig højt og ramte en afstiver i loftet og flænsede hele sit fjæs – forstuvede nakkehvirvlerne og fik hjernerystelse,” fortæller Jesper Andersen. “Efter koncerten snakkede han sort og kunne ikke sætte sin guitar på plads.”

“Det var et helt sindssygt show,” tilføjer Salomon Segers. “Det var dagen efter, vi spillede på Copenhell, og jeg stod på scenen og brækkede mig af coketømmermænd. Mathias spillede koncerten færdig med blod i hele ansigtet.”

Salomon Segers er også berygtet for sine selvdestruktive tendenser, når han optræder. Jeg har set ham tæve sig selv med en mikrofon til en koncert i Berlin, indtil hans kronragede hoved lignede et skakbræt i røde og mørkeblå tern. Engang smadrede han en flaske på scenen og skar sig selv over brystkassen til publikums forfærdelse. I dag prøver han generelt at lade være med at smadre sig selv for hårdt til shows. ”Jeg er alt for forfængelig til at skære i mig selv længere. Jeg tror, jeg har nok ar på min krop,” siger han.

Segers’ absolutte styrke som forsanger er hans evne til konsekvent at levere en eksplosiv optræden, hver gang bandet går på scenen – om det er foran 1.000 mennesker til en festival i Tyskland eller 15 på en bar i Roskilde. ”Det fede ved at spille med Salomon er, når man er ude de der steder, hvor der ikke sker noget, og alt er noget lort, så er vi andre sådan lidt… vi kan bare stille os tæt op af Jesper og få det overstået… Men Salomon går bare altid bananas. Han trykker den af uanset hvad,” siger Kasper Maarbjerg.

Frontmandens karismatiske (og til tider frygtindgydende) tilstedeværelse på scenen kombineret med resten af bandets høje tekniske niveau har sat Night Fever på verdenskortet – i hvert fald i undergrundskredse. De har spillet i omegnen af 100 koncerter i Tyskland alene, hvor der altid er fulde huse, turneret over hele Europa inklusiv Serbien og Kroatien samt to gange på den amerikanske østkyst og var senest på turné i Japan tidligere i år.

En af de vildeste oplevelser var dog en legendarisk turné i Brasilien i 2014, hvor Night Fever blandt andet optrådte i Rio de Janeiro, Sao Paolo og Belo Horizonte. “Brasilien var helt sindssygt,” siger den 30-årige forsanger, der til daglig arbejder som bartender. På grund af den omfattende kriminalitet var de brasilianske turné-bookere meget opsatte på at beskytte det danske band og sørge for, at de ikke skabte alt for meget ballade. Men som enhver, der kender Night Fever, ved, så var den plan dømt til at mislykkes.

“Jeg havde ventet hele turen,” fortæller Segers. “Jeg havde egentlig tænkt, at vi nok ikke skulle tage coke. Punkerne i Brasilien er ikke så klar på det. Men efter en af de sidste koncerter, tænkte jeg: ‘Okay, nu skal vi have noget drys.’ Turné-bookerne sagde, det var umuligt at finde i den by, vi var i, men der gik 30 sekunder, så havde jeg masser af kokain i lommen.”

Det udviklede sig til et vanvidsmaraton, hvor bandet endte med at rykke festen til den lokale favela. “Bookerne var sygt noia over, at vi skulle blive dræbt. De var bare sådan: ‘Hvis I går ned i favelaen, så bliver I dræbt. Hundrede procent. I får klippet armene af og bliver brændt ihjel.’”

Heldigvis havde Segers mødt en lokal til en koncert, der tilbød at guide bandet rundt i det brasilianske natteliv. “Hans nickname var Stab, fordi han var blevet stabbed 30 gange, da han var 12,” fortæller han og griner igen. “Han var helt sindssyg. Kæmpestore øjne. Han så bare syg ud. Hans hus var helt slum. Så sad vi og tog drys til klokken 12 om eftermiddagen.”

“Panserne er også helt ligeglade i Brasilien,” fortsætter han. “Jeg var ude og drysse med en panser på en bar. Han var helt syg i æsken. Mens vi stod og dryssede, tog han sin gun op til hovedet sådan her [peger to fingre mod tindingen, red.]. De har det så sygt derovre.”

I backstagelokalet sidder alle og griner og nikker genkendende til Salomons historier fra turnéen. Den stoisk rolige Mathias Friborg, der er dukket op i mellemtiden, runder hele sagaen af med en meget diplomatisk erklæring: ”Vi var nok bare uenige med de bookere i Brasilien om, hvad der er sjovt, og hvad der ikke er sjovt.”

Det kan godt være Night Fever kører en hård stil, når de fester, men det er intet i sammenligning med den energi, der tordner over scenen, når de spiller. Klokken 21 dukker en af Templets bookere op og beder dem om at indfinde sig på scenen. Fem minutter senere bryder helvedet løs i Lyngby.