Her er opskrifterne, der kan sætte gang i din veganske måned
opskrifter

Her er opskrifterne, der kan sætte gang i din veganske måned

Det behøver ikke være kedeligt at holde sig fra animalske produkter.
8.1.18

Forskning har vist, at de mennesker, som bliver veganere for deres helbreds skyld, har større sandsynlighed for at droppe kosten en dem, der ikke spiser animalske produkter af etiske grunde. Hvis du er en af dem, som ikke har tænkt sig at gøre veganisme til en permanent livsstil, kan det være, at du skal gøre januar til veganuar. Til dig har vi samlet nogle af vores bedste veganske opskrifter, så du kan holde dit nytårsfortsæt. Hvem ved. Måske bliver du så glad for det, at du fortsætter ind i februar.

Hvis du gerne vil spise vegansk uden at droppe de retter, du virkelig elsker - for eksempel pizza - er det en god idé at lære blomkålsbunden at kende. Her bliver den toppet med en frisk basilikumspesto, squash og svampe, men du kan jo i virkeligheden putte hvad som helst ovenpå.

Walter Scheib, der var kok i Det Hvide Hus under Præsident Bill Clinton og George W. Bush, har delt denne nærmest kongelige karrysuppe med os. Den er perfekt til om vinteren og kan blive fuldkommen vegansk, hvis du bruger grøntsagsfond i stedet for kylling. Sund mad kan også være fuld af smag. (Opskriften er på engelsk)

Nogle gange har man brug for noget fedtet og mættende. Det forstår vi godt. Men i stedet for at kaste dig over en gang pulled pork søbet ind i mayo-tung coleslaw, så prøv de her saftige bøffer helt uden kød. Vi lover dine tømmermænd nok skal takke dig.

Det sværeste ved at holde et madrelateret nytårsfortsæt er, at nogle dage gider man bare ikke lave mad. Den her opskrift er til de dage, hvor du har droppet tanken om at tilbringe lang tid i køkkenet. Den tager 20 minutter at smække sammen, og du har det meget bedre bagefter, end hvis du faldt i og bestilte en gang takeaway.

For ikke at ende med at ty til en gang smeltet ost i 7-Eleven, bør du starte dagen med en solid morgenmad. Den her chia-grød er fyldt med protein og fibre, anti-inflammatorisk gurkemeje og "superfood" som blåbær og gojibær. (Opskriften er på engelsk)

Den her THC-holdige kakao er faktisk vegansk, og når først der også bliver blandet frisk gurkemeje og ingefær i, ender det med at være et ret interessant alternativ til en irish coffee. (Opskriften er på engelsk).

Hvis man er glad for kød, selvom man har kastet sig over en vegansk diæt, kan man virkelig savne bacon. Men her får du din helt egen "facon", som du kan smide i en sandwich, på din veggie-burger eller i en salat. Hvis væsken er trukket helt ud af dem, og de opbevares i en lufttæt beholder, kan de holde sig en måned i fryseren eller to uger i køleskabet. (Opskriften er på engelsk)

Her får du en smag af Mexico med god samvittighed. Øllen giver en fremragende seitan-marinade, og de små tacos kan enten spises som snacks eller et selvstændigt måltid, når du savner smagen af de varme lande.

Det er kålsæson, og det kan du lige så godt udnytte. Den lidt udskældte grøntsag er fuld af muligheder, og her er det kokken Elise Kornack, der viser, hvordan man kan sætte kål i centrum. De skal næsten forkulles, inden de dryppes med en krydret dressing, og sådan bliver et kedeligt og billigt kålhoved taget til det næste niveau. (Opskriften er på engelsk)

I den kolde januar er der ikke noget bedre end at barrikadere sig indendøre søndag eftermiddag med et større madprojekt. Det betyder, at den her lidt omfattende hjemmelavede lasagne skal på menukortet. Den her version er lavet af John Joseph fra punkbandet Cro-Mags. (Opskriften er på engelsk)

En helt simpel og smagfuld anretning, som gør det rigtig godt som forret, eller som tilbehør til en lidt tungere ret. Du kan eksperimentere med forskellige svampe, men østershatte er særlig godt.

Der er ikke mangel på veganske fiduser, når det kommer til kage, så din søde tand skal nok blive forkælet i veganuar. Her er det vores alle sammens elskede chokolade-cookies i en vegansk udgave. Du kan vist lige så godt forsætte i næste måned.