Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE SerbienI årevis var Dajana Pospiš medlem af National Front – en antisemitisk og anti-LGBTQ organisation på den ekstreme højrefløj, der har erklæret Serbiens queersamfund krig. Men under afsoningen af en dom for race- og trosdiskrimination accepterede Pospiš endelig det, som ingen havde set komme: selv om hun er født i en mandlig krop, så er hun en kvinde – og hun ønskede desperat at transitionere.
Olivera: Det er et godt eksempel på, at tiden ændrer perspektivet på en historie. Da vi begyndte at filme i 2015, var Dajana stadig i gang med at finde sig selv, og hvor hun hørte til. Hun forsøgte at lade fortid være fortid og glemme alt om det. Men vi mente helt fra begyndelsen, at den side af hendes historie ikke kan ignoreres – hun fandt ud af, at hun var kvinde, mens hun var nynazist og sad i fængsel. Der havde hun tid til at tænke over sit liv, og den hun i virkeligheden var.Er filmen en historie om et individ, eller den siger den også noget om det øvrige samfund?
Det er en personlig historie, men den siger også noget om, hvad der foregår ude i samfundet. Som ung fæstede hun sin identitet ved en bevægelse, der gav hende et sted at føle sig hjemme, og den gav hende også nogle farlige værdier at holde fast ved. Ved at vende ryggen til udsatte mennesker, sikrer vi bare, at andre fælleskaber indlemmer dem, giver dem et værdisæt, tryghed og sammenhold. Og hvis det fælleskab er baseret på en hadefuld ideologi, så har vi et problem.Tror du filmen har gjort noget ved det kulturelle klima i Serbien og sat fokus, på de udfordringer transpersoner lever med?
Folk har virkelig reageret stærkt på den. Det var vigtigt for os at vise den til Beograds dokumentarfilmsfestival tidligere på året, fordi det var en mulighed for at møde folk i øjenhøjde og se deres reaktioner. Der var mange tårer, men det mest slående var, hvor mange folk kom op til os bagefter og spurgte, om de kunne hjælpe Dajana på nogen måde.I dag er det langt sværere at ignorere transsamfundet i Serbien, fordi det er blevet synligt i offentligheden. Men der er stadig mange juridiske problemer, som ikke er løst. For eksempel kan man først officielt skifte køn, når man har fået en kønskorrigerende operation. Transpersoner er også fortsat ofte udsat for vold og trusler. Til trods for, at regeringen vedtog anti-hadforbrydelseslove for fem år siden, så er der stadig ingen i Serbien, som er blevet dømt efter paragraffen.Hvad kan seere forvente sig af filmen?
En historie, der viser, hvordan vi støder på udsatte mennesker i vores dagligliv hver dag, folk, som ikke føler, at de passer ind i det samfund, de lever i. Det var også vigtigt for os, at filmen satte fokus på det faktum, at mange transpersoner har svært ved at finde arbejde og bliver diskrimineret imod, selv af andre folk, som lever på kanten af samfundet. Ligesom alle andre mennesker fortjener de forståelse og respekt.
Efter hun var kommet ud som transperson, søgte Dajana accept og tilgivelse hos Serbiens LGBTQ-samfund – men kan de forlige sig med hendes voldelige fortid? I VICE Profiles: Eks-Nazisten Som Blev Transkvinde, hører vi fra Dajana om den enestående og svære rejse fra livet som nynazist til at komme ud som transkvinde – en beslutning, der på mange måder har placeret hende ”mellem to verdener”.Inden filmen udkom, talte vi med en af filmmagerne, Olivera Milenković, om transpersoners vilkår i Serbien i dag, og hvordan det var at arbejde sammen med Dajana om at fortælle hendes historie.VICE: Hej, Olivera. Det tog dig to år at lave filmen. Hvordan har processen med at fortælle Dajanas historie været?
Olivera: Det er et godt eksempel på, at tiden ændrer perspektivet på en historie. Da vi begyndte at filme i 2015, var Dajana stadig i gang med at finde sig selv, og hvor hun hørte til. Hun forsøgte at lade fortid være fortid og glemme alt om det. Men vi mente helt fra begyndelsen, at den side af hendes historie ikke kan ignoreres – hun fandt ud af, at hun var kvinde, mens hun var nynazist og sad i fængsel. Der havde hun tid til at tænke over sit liv, og den hun i virkeligheden var.Er filmen en historie om et individ, eller den siger den også noget om det øvrige samfund?
Det er en personlig historie, men den siger også noget om, hvad der foregår ude i samfundet. Som ung fæstede hun sin identitet ved en bevægelse, der gav hende et sted at føle sig hjemme, og den gav hende også nogle farlige værdier at holde fast ved. Ved at vende ryggen til udsatte mennesker, sikrer vi bare, at andre fælleskaber indlemmer dem, giver dem et værdisæt, tryghed og sammenhold. Og hvis det fælleskab er baseret på en hadefuld ideologi, så har vi et problem.Tror du filmen har gjort noget ved det kulturelle klima i Serbien og sat fokus, på de udfordringer transpersoner lever med?
Folk har virkelig reageret stærkt på den. Det var vigtigt for os at vise den til Beograds dokumentarfilmsfestival tidligere på året, fordi det var en mulighed for at møde folk i øjenhøjde og se deres reaktioner. Der var mange tårer, men det mest slående var, hvor mange folk kom op til os bagefter og spurgte, om de kunne hjælpe Dajana på nogen måde.I dag er det langt sværere at ignorere transsamfundet i Serbien, fordi det er blevet synligt i offentligheden. Men der er stadig mange juridiske problemer, som ikke er løst. For eksempel kan man først officielt skifte køn, når man har fået en kønskorrigerende operation. Transpersoner er også fortsat ofte udsat for vold og trusler. Til trods for, at regeringen vedtog anti-hadforbrydelseslove for fem år siden, så er der stadig ingen i Serbien, som er blevet dømt efter paragraffen.Hvad kan seere forvente sig af filmen?
En historie, der viser, hvordan vi støder på udsatte mennesker i vores dagligliv hver dag, folk, som ikke føler, at de passer ind i det samfund, de lever i. Det var også vigtigt for os, at filmen satte fokus på det faktum, at mange transpersoner har svært ved at finde arbejde og bliver diskrimineret imod, selv af andre folk, som lever på kanten af samfundet. Ligesom alle andre mennesker fortjener de forståelse og respekt.