Min far er morder
Illustration: Juta.

FYI.

This story is over 5 years old.

Crime

Min far er morder

Da jeg var 13 år gammel, myrdede min far en mand. Bagefter hjalp min bedstefar ham med at skjule liget.
Juta
illustrationer af Juta

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Italien.

For otte år siden blev min far dømt for mord og for at forsøge at skjule liget af den mand, han havde dræbt. Når jeg tænker tilbage på den tid, har jeg det, som om det hele skete i et andet liv.

Inden min far blev et ”uhyre”, og inden mine venner og min familie begyndte at se på mig med enten foragt eller medlidenhed, havde jeg en lykkelig barndom. Min søster og jeg manglede aldrig noget som børn – vi fik alt, hvad vi pegede på, og tilbragte sommer- og juleferier de mest eksotiske steder på kloden. Vi levede et almindeligt, mondænt liv – vi gik i skole hver dag og kom hjem til mors aftensmad.

Annoncering

Som barn troede jeg, at en person, som er i stand til at begå mord, er typen, som hele tiden er voldelig, led og vred, men min far var ingen af delene. Han var en velrenommeret forretningsmand, der altid var klar til at spille diverse roller i de lege, jeg fandt på som barn – sammen udforskede vi fantasiens slotte og eventyrlige verdner.

Han råbte aldrig af os, han var aldrig led, og han skældte os aldrig ud – end ikke, når der var grund til det.

Men da jeg blev lidt ældre, begyndte tingene at ændre sig. Han ændrede sig. Min far begyndte at være fraværende. Hans gode humør blev erstattet af eftertænksomhed og tavshed. Han gjorde engang nar af mig, fordi jeg begyndte at græde, da jeg så et nyhedsindslag på tv om dyreplageri. Jeg kan stadig huske, hvor vred og såret jeg blev.

Senere fandt jeg ud af, at forandringen i hans personlighed havde sin rod i en hemmelighed, han gemte for os: han var forgældet til op over ørene, men prøvede at opretholde, den livsstil vores familie var vant til at føre. Jeg tror, det var hans stolthed, der skubbede ham udover kanten. Det tærer på en, når man skal bære rundt på sådan en byrde alene – man bliver gradvist mere og mere distanceret fra verden. Flere år senere, uden at han nævnte et ord om gælden, fortalte min far mig, at han sågar havde forsøgt at begå selvmord.

Vores verden krakelerede på en mandag – en dag, som var startet med, at jeg havde brokket mig, fordi jeg ikke ville i skole. Om eftermiddagen gjorde min bedstefar og jeg stop ved min fars forretning for at hente nøglen til huset, inden vi tog ud efter is. Jeg glemmer aldrig min fars ansigtsudtryk, da vi kom ind i butikken. Han var opkogt, hans øjne var udspilede, og han havde et vanvittigt udtryk i ansigtet. Pludselig begyndte han at råbe højt af min bedstefar, og jeg sprang tilbage af forskrækkelse. Jeg blev bange, fordi jeg pludselig ikke kunne kende ham.

Annoncering

Hvad, jeg ikke vidste, var, at min far godt et kvarter inden, vi trådte gennem døren, havde myrdet en mand. Om aftenen hjalp min bedstefar ham med at skjule liget.

Hvad, vi heller ikke vidste, var, at min fars offer var en person, som hele familien havde kendt i lang tid, lige siden han begyndte at låne min far penge. Tidligere på eftermiddagen havde manden truet med at dræbe hele vores familie, hvis ikke min far betalte sin gæld.


WATCH: 10 Questions You Always Wanted to Ask: The Wife of Britain's Most Notorious Prisoner


Jeg har siden overbevist mig selv om, at min fars handlinger var udslag af momentan sindssyge. Jeg ved ikke, om det faktisk passer, men det er sådan, jeg har forklaret det overfor mig selv. Under alle omstændigheder var han grebet af en sindsstemning, der fik ham til at dræbe et andet menneske – de frygtelige detaljer omkring selve gerningen blev siden udpenslet i avisspalterne.

Dagen efter blev min far anholdt, men det fandt jeg først ud af det flere dage senere, efter mine forældre havde fortalt mig den ene løgn og undskyldning efter den anden i forsøget på at bortforklare hans pludselige fravær.

For at starte på en frisk besluttede min mor sig for at flytte hele familien langt væk. Vi flygtede fra journalister og andre nysgerrige iagttagere, mens vi prøvede at få det hele til at give mening.

Med tiden er det lykkedes mig at erstatte følelserne af vrede og sorg med ligegyldighed. Sandheden er, at man vænner sig til det. I et forsøg på at beskytte mig selv har jeg opdelt min far i to personer. Den anden person – manden, som begik en grusom forbrydelse – er en fremmed. Ham kender jeg ikke, og jeg har heller ikke lyst til at kende ham. Og for at undgå at pådrage mig folks medlidenhed har jeg lært at fortælle mine familiehistorie med en nonchalant og neutral tone, som om jeg bare står og taler om vejret.

Annoncering

Over de sidste otte år er fængselsbesøg blevet en fast del af mit liv. Jeg viser ID ved skranken og modtager en nøgle til et aflåst skab, hvor jeg kan lægge mine ting. Den ene visitering efterfølges af den anden, mens jeg står sammen med andre besøgende, som også forsøger at tøjle sorgen og smerten. Vi går ind sammen som en gruppe gennem de mange aflåste porte. Man taler ikke med andre end sin egen familie – det er en uskreven regel, som man ikke bryder.

Jeg ved sjældent, hvad jeg skal sige til min far. Det er ikke, fordi jeg mangler ting at tale med ham om – jeg er 20 år gammel, jeg har et aktivt socialliv og masser af ambitioner for fremtiden – men han er alt for langt væk fra min verden. Vores møder foregår i tavshed.

Jeg elsker stadig min far, og jeg elsker alt det, han gjorde for os, da han stadig var en del af vores liv. Men det er en anden form for kærlighed – den er baseret på pligt. Han kan ikke længere være der for mig, og det rækker ikke længere for mig at elske ham på grund af den fortid vi deler.

Efter i årevis kun at have set min far mellem fire kolde vægge – som man har gjort et trist forsøg på at muntre op med lidt maling – i et lokale, hvor ens stemme drukner i havet af alle de andre stemmer, begynder nu et nyt kapitel: min far er blevet prøveløsladt og får nu lov til at tilbringe hele dage sammen med sin familie.

Hans nyvundne ”frihed” har vakt en frygt til live i mig – jeg er bange for, at jeg ikke kan genintegrere ham i mit liv, som jeg ellers gerne vil. Det har taget mange år at hele det traume, han har efterladt os med, og jeg har skabt en ny tilværelse uden ham. At åbne såret igen for at lukke ham ind i mit liv er mildest talt frygtindgydende. Men omvendt længes jeg også efter at have det samme forhold til ham, som andre døtre har til deres fædre. Det er mit håb, at jeg kan genoprette et bånd, der blev brudt for mange år siden.

Hvis oplevelsen har lært mig noget, så er det at knytte stærkere bånd til de mennesker, jeg holder af. Jeg har lært at sætte pris på dem på trods af deres mangler. Jeg har også lært, at man skal være åben omkring sine problemer, ellers risikerer man, at de sidder fast i ens hoved og bliver uoverskuelige.

Jeg blev voksen alt for tidligt. Dét, der skete, ændrede mig helt grundlæggende, men jeg har lært, at man ikke nødvendigvis behøver at være stærk for at overleve. Man fortsætter, fordi man er nødt til at gøre det.

I dag forsøger min far at rette op på sit liv. I fængslet har han hjulpet sine medfanger med at blive rehabiliterede og indse, at de kan forbedre sig – at de ikke bare er summen af deres gerninger. For nyligt har han udgivet en bog om sit liv bag tremmer, som han har modtaget en pris for. Der er imidlertid ingen tvivl om, at vores liv, og hans offers families liv, ville have været bedre, hvis min far var blevet berømt for sine litterære evner og ikke måden, hvorpå han agerede under et skænderi for otte år siden.

*Forfatterens navn er ændret af hensyn til hendes sikkerhed.