Simon Frank, Mads-Bo Skovlund Smith, Simon Lennet og Troels Würtz på Falang. Billede af Sine Fuglsang.

Vi spurgte Simon og Simon, hvorfor de åbner restaurant igen

Klubejerne åbner Falang på Vesterbro med thaimad og karaoke, og den her gang kommer de ikke til at vælte rundt og suge lattergas.

|
19 november 2018, 10:53am

Simon Frank, Mads-Bo Skovlund Smith, Simon Lennet og Troels Würtz på Falang. Billede af Sine Fuglsang.

Elefanter, peepholes og korsfæstninger.

De to københavnske klubejere Simon Frank og Simon Lennet har appetit på det outrere. Med klubber som Simons, Sunday og Chateau Motel har de været med til at gøre København en smule mere hedonistisk, grænseoverskridende og latterlig, afhængigt af hvem man spørger.

Og nu åbner de så restaurant. Deres anden af slagsen, efter at de i 2014 lukkede Congo i Store Kongensgade allerede efter 12 måneder.

Det nye sted, som ligger på Istedgade, kommer til at hedde Falang, et ord der i Thailand er slang for en hvid europæer. Menuen kommer til at tage udgangspunkt i thailandske retter som rød karry og papaya salat med rejer. Men der vil også være bananasplit og naturvin på kortet, og det bliver ikke nødvendigvis autentisk thaimad, som man kan få det i Thailand. Og så skal der være karaoke.

Planen er at åbne til december, men hvorfor holder Simon og Simon sig ikke bare til natklubberne? Vi spiste friteret flæskesteg med dem på thairestauranten Ban Gaw for at blive lidt klogere på galskaben.

MUNCHIES: Hej Simon og Simon. Hvorfor åbner I restaurant igen?
Frank: Vi har jo haft restaurant før, så derfor burde vi nok lade være. Men vi er blevet overtalt af vores ven Mads-Bo Skovlund Smith, som også er partner på Chateau Motel. Han har noget erfaring fra Condesa, og det samme har Troels Würtz, der bliver køkkenchef. Og så tænkte vi, at vi godt kunne tage en runde mere.

I åbnede Congo i 2013 og lukkede den igen 2014. Hvad gik der galt?
Lennet: Vi arbejdede sammen med vores gode venner Bo og Lasse fra I’m a Kombo, der havde fuld kontrol over køkkenet, og de leverede et meget højere niveau, end vi havde håbet på.

Frank: Det var mere fine dining, end vi havde forestillet os. Maden var pisse lækker, og vi fik gode anmeldelser i aviserne, men det var svært for os at kontrollere. Det var ikke vores game. Vi havde jo forstand på natklubber. Der var det svært for os at fortælle en michelinkok, hvordan skabet skulle stå.

Lennet: Vi ville lave en restaurant, hvor der var lidt smæk på. Hvor der var vild stemning, og det lykkedes simpelthen ikke.

Hvad er den største forskel på at drive natklub og på at drive restaurant?
Lennet: Sidst var der ingen forskel. Vi gjorde det på fuldstændig samme måde.

Frank: Ja, det var nok derfor, det gik skævt.

Hvad lærte I af den oplevelse?
Lennet: Først og fremmest at man skal lade være med at åbne restaurant i Store Kongensgade. Det var simpelthen ikke hyggeligt nok. Med Falang vil vi lave et sted, hvor vi rigtig gerne selv vil sidde hver dag. Jeg havde ikke lyst til at være på Congo om aftenen. Det var blevet skide flot og smukt, men stemningen var for formel til mig. Folk snakkede helt lavmælt, tjenerne havde ret ryg, og det er fedt nok én gang om måneden, men ikke flere gange om ugen.

Frank: Vi lærte rigtig meget. Også hvad man ikke skal gøre, når man driver restaurant. Vi lyttede ikke nok til os selv, fordi vi var på udebane.

Lennet: Ja, og så hjalp det heller ikke at vi selv drak og spiste for halvanden million kroner. Det var nok også en af grundene til, at det var svært at drive Congo videre.

Frank: Det, synes jeg egentlig, var ok, men det var nok svært for de ansatte – hvoraf nogle af dem tidligere havde arbejdet på michelinrestauranter – at se os vælte rundt og suge lattergas og være pissefulde. Der clashede de to verdener for hårdt.

Betyder det så, at Falang skal være mere natklub og mindre fine dining?
Lennet: Nej, overhovedet ikke. Falang skal være et sted, hvor man skal have lyst til at spise mad i hverdagene også. Vi er dygtige til at få gang i den fredag og lørdag, men vi skal jo også gide at være der til frokost mandag klokken 13. Vi er nok blevet klogere på, hvad følelser og omgivelser og mennesker betyder for et måltid, end vi var for fem år siden, hvor vi ikke havde tænkt så meget over det.

Kommer I til at have en picker i døren på Falang, som man har set det tidligere på jeres klubber?
Lennet: Nej, det gør vi ikke. Det havde vi faktisk i starten på Congo, men det droppede vi hurtigt. Det fungerede simpelthen ikke. Falang skal være mere inkluderende. Og priserne skal være til, at man gider komme forbi til et glas vin på en hverdag.

Nu åbner I en thairestaurant i et område, der er kendt for sine mange asiatiske og ikke mindst thailandske restauranter. Er der overhovedet brug for jer?
Lennet: Jeg elsker maden på steder som Ban Gaw, men jeg tror også på, at der er en anden vej. Vi vil lave et lidt mere europæisk take på en klassisk thairestaurant. Det er er også derfor, vi kalder Falang for et “asiateria”. Maden kommer ikke til at at være 100 procent thai, og vi vil give os selv lov til at servere retter, der er inspireret af hele Asien. Alt skal være så helt overdrevet autentisk og gennemført for tiden. Men der skal også være plads til det skæve, og det der stikker lidt mere ud.

Hvad er det skæveste måltid, I har spist?
Lennet: I 2008 købte vi en afbudsferie til Cancun i Mexico og endte på den lille ø Isla de Mujeres. Det var et paradis. Vi køber sådan en strand-cabana og falder i snak med familien i cabanaen ved siden af, der ender med at invitere os på middag.

Frank: Da vi ankommer, går det op for os, at det ikke bliver en helt normal oplevelse. Indkørslen er over 100 meter lang. Og for enden, på en klippe, ligger det største hus, jeg nogensinde har set. Måltidet er pissegodt. Vi drikker god vin fra Californien, og til hovedret får vi en helt perfekt stegt rød bøf serveret med portvin-jus, blue cheese-smør og pommes anna. Fantastisk mad. Og selskab i øvrigt.

Lennet: Vi får klassisk chokolademousse til dessert, præcis som sådan en skal være, og så ind i de tilstødende lokaler til lagret tequila og cigarer. Vi har det forrygende! Og så skal vi på hus-omvisning, og på et tidspunkt kommer vi til en slags indhegnet baghave, hvor der gudhjælpemig står zebraer. Og så siger Frank på sit gebrokne engelsk: “I can’t believe you have zebras as pets?" Hvortil manden iskoldt svarer: "Hvad mener du med kæledyr? Vi avler dem på grund af deres lækre, møre kød." Du skulle have set Franks fjæs.

Frank: Det hele vendte sig i mig. Men altså, hvad kan man gøre? Vi har lige siddet og kørt zebra med portvin, og det smagte fabelagtigt.

Det lyder delikat. Er I blevet trætte af at drive natklubber eller hvad?
Frank: Nej, det er vi ikke. Sidst vi prøvede kræfter med den her verden, fik vi lidt en lussing. Vi kommer til at skrue ned for både gimmicks og provokation.

Okay, så vi skal ikke forvente at Falang bare bliver Chateau Motel med mad?
Frank og Lennet i kor: Nej, nej, nej. Overhovedet ikke.

Tak for snakken, Simon og Simon.