Annoncering
Ny Musik

"thank u, next" er den kærlighedserklæring til singlelivet, vi alle sammen havde brug for

Det ærlige og intime nye track fra Ariana Grande er en oprigtig hyldest til frivilligt at være alene.

af Lauren O'Neill
07 november 2018, 2:52pm

Foto via

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Nogle gange er det svært at være single. Selv om der er rigtig mange fordele – man vælger selv, hvor man vil hen på ferie, og man behøver aldrig sige: ”Hvor er du sej, skat,” til sin amatør-dj kæreste – så lever vi i sidste ende i en kultur, som forherliger romantiske forhold, og derfor bliver det hurtigt ensomt at være alene. Når det er allerværst kan singlelivet få os til at føle os rodløse og – på de lange, kolde nætter – som om vi mangler et eller andet. Det er næsten en form for smerte; en sult eller andet fysisk behov.

På trods af udfordringer er det alligevel vigtigt at være single engang i mellem – faktisk er det nødvendigt. Når vi eksisterer for os selv, alene, lærer vi også os selv bedre at kende. Det er enormt vigtigt at være i stand til at definere sig selv uden for rammerne af et forhold, hvis man vil udvikle sig som person. Men selv om sloganfeminisme – den mindst radikale og derfor mest udbredte variant af det trossystem – advokerer ”self love”, så er det tungestvejende budskab i et samfund, som er besat af den heteroseksuelle kernefamilie, at det er skidt at være single, især hvis man er kvinde.

Popmusik, som til alle tider har afspejlet vores kollektive yndlingsemner, er i overvejende grad interesseret i forhold: er det trods alt ikke langt de fleste popnumre, som enten handler om sex eller kærlighed? Men selv om ”self love”, i samspil med mainstream feminismens fokus på ”bemyndigelse”, fylder mere og mere i den bredere debat om popmusik (i fredags udgav Carly Rae Jepsen ”Party for One”, en euforisk single om at hygge sig med sig selv), så kan budskabet til tider godt virke hult – som om folk tjener penge på populistiske slogans frem for egentlig at have en åben og oprigtig diskussion om, hvorfor nogle vælger at være alene.

Lørdag aften blev der dog rykket lidt ved det, da Ariana Grande – der for nyligt gik fra sin forlovede, SNL-komikeren Pete Davidson, og mistede sin ekskæreste, den afdøde rapper Mac Miller – udgav et track med titlen ”thank u, next” (lyt med øverst i artiklen). Det er en sang om ekskærester, som sobert forholder sig til emnet hele vejen igennem. Budskabet, som sangeren har tweetet om, er ”ingen svinere… ingen skyld… bare kærlighed, taknemmelighed, accept, ærlighed, tilgivelse… at vokse som person”. Teksten fokuserer på at lære fra den erfaring, hun tager med sig fra tidligere forhold, og nummeret er et karakteristisk ophøjet move fra Grande, som har gået i gennem rigtig meget på trods af sin unge alder.

Men nummeret handler ikke i sig høj grad om at forholde sig til to opbrud, som har været i mediernes søgelys, så meget som det handler om at træffe en beslutning om at være alene. Som det også var tilfældet på albummet Sweetener, der udkom tidligere på året, så synger Grande på symbolsk vis kor til sin egen stemme og ab-libber (hun fremfører blandt andet en meget harmonisk oplæsning af linjen ”turned out amazing”, der får min sjæl til at vride sig i min krop), og i sangens andet vers synger hun:

“I’ve met someone else,
We havin’ better discussions.
I know they say I move on too fast,
But this one gon’ last.
‘Cause her name is Ari,
And I’m so good with that.”


Som lyttere og fans ved, ligger Grandes motivation for at skrive ”thank u, next” i hendes egne livserfaringer, og derfor føles den både oprigtig og vedkommende. Det er ikke fordi, at kunst absolut altid behøver at være vedkommende, men det er betryggende at høre en popstjerne sige, at hun er okay med at være alene, hvis det er en situation, man selv står i. Grandes track maler ensomhed som en attraktiv tilstand, og det er meget sjældent, man støder på det i popmusik i dag – eller i samfundet generelt.

Sommetider har man det, som om man går glip af noget som single. Der er visse former for intimitet, som man simpelthen ikke får. Nogle gange føles det, som om man sidder og kigger gennem en dugget rude og ser forhold, som gør livet noget værd. Men når man stirrer sig blind på det, overser man alle de positive ting ved at være single, og det er det, Grande sætter fokus på. Hun synger om at hænge mere ud med sine venner, om at arbejde på forholdet til sin mor og om at lære nye sider af sig selv at kende. “She taught me love / She taught me patience / How she handles pain / That shit’s amazing,” synger hun.

Der er en grund til, at mine øjne løber i vand, hver gang jeg lytter til ”thank u, next”, og det er, fordi den får mig til at føle mig set. Jeg har af eget valg været single gennem de sidste par år, og jeg har mere indsigt i min egen adfærd end nogensinde før, og det har givet mig et meget bedre forhold til mig selv. ”thank u, next” er den første popsang, der anerkender værdien i at give sig selv tid alene.

”thank u, next” er også et sikkert tegn på, at Ariana Grande er på vej videre i livet – pausen, som titlens komma håndhæver, er det øjeblik, hvor man stopper op og ser sig selv grundigt i spejlet – men det er vigtigt, at vi forstår, at ”videre” ikke betyder en ny kæreste. Ja, det kan være nederen at være single i vores kultur, men den her sang er en påmindelse om, at du ikke behøver at kaste dit eget lys over en anden person for at finde dig selv. ”next” kan bare være det næste, der sker – det handler om at være åben overfor nye ting. ”thank u, next” er en invitation til at lukke livet ind, og i et poplandskab tematisk domineret af romantik og parforhold, er Grandes ukuelige stemme den helt rigtige lige nu.

Tagged:
Music
Noisey
POP
Ariana Grande
alone
single
pete davidson
thank u next
Ariana Grande Pete Davidson