”Selv om jeg er ude med mine venner, kan ensomheden stadig fylde mig op," fortæller den 17-årige gymnasieelev Stevan Salkic. For ham er ensomhed en følelse, der altid kan finde på at springe frem og give ham en tung fornemmelse af, at noget trykker på hans bryst. Både når han er alene på sit værelse, men også når han er til fest.
"Hvis jeg sidder i en gruppe til en fest, og de andre er i gang med en god samtale, så er det svært at komme ind, og så føler jeg mig alene. ’Vil de ikke have mig med?’, tænker jeg. Rationelt ved jeg, at de er mine venner, men på en uforklarlig måde føler jeg mig stadig meget alene midt i menneskene.”
Han mærkede første gang ensomhed i slutningen af folkeskolen. På det tispunkt, hvor lektierne begyndte at presse ekstra meget og det, der føltes som et helt liv, var ved at være slut. "Jeg havde været sammen med de samme venner i 10 år, og så sluttede det. Jeg blev nervøs for, hvad der skulle ske.”
Selv om han fik nye venner i gymnasiet, sad følelsen af ensomhed fast. ”Jeg har følt mig meget alene med min ensomhed, men jeg har også fundet ud af, at det er meget normalt og kommer i alle aldre.”
I Danmark, viser undersøgelser, føler især unge sig ensomme, og i 2017 lavede Sundhedsstyrelsen en undersøgelse, der viste, at 8,5 procent af mænd og 10,3 procent af kvinder mellem 16 og 24 år ofte er uønsket alene. Ifølge organisationen Ventilen, som forebygger og afhjælper ensomhed blandt unge, føler 64.000 unge mellem 16 og 29 år sig ensomme.
Vi gav tre unge mennesker et engangskamera og bad dem fotografere situationerne, hvor ensomheden ramte. De er Stevan, Line og Mai. Herunder skal du møde Stevan Salkic. Han er 17 år, bor i København med sin mor og går i 2.g på Ørestad Gymnasium. Her fortæller han om de billeder, han tog.
Der var en periode, hvor jeg holdt mig meget indenfor på mit værelse. Det var der på værelset, at jeg følte mig mest ensom. Men alligevel holdt jeg mig derinde, fordi jeg følte mig tryg.
Jeg spiller guitar og ser film derinde. Det er det. Men det er min egen verden, og det er dejligt, for jeg kan føle mig lidt ved siden af derude i den ”rigtige” verden. Jeg føler, at folk kan se min ensomhed og kigger på mig.
Ensomheden rammer mig oftest om morgenen, når dagen skal til at gå i gang. For mig hænger ensomheden sammen med angst og depression. Det kan starte med, at jeg føler mig ked af det uden helt at vide hvorfor, og så får det mig til at føle mig alene. Så sidder jeg derhjemme og føler mig ensom og ked af det. Måske er jeg ikke engang alene. Men ensomheden kan stadig ramme.
Folk laver tit sjov ud af det, og mange prøver at undgå at tale om det, men jeg har et par gode venner, jeg taler med om det. Det var sådan, jeg fandt ud af, at man kan få hjælp. Jeg snakkede med min ven, der sagde, at gymnasiet giver fire timers psykologhjælp. Han anbefalede det meget. Jeg har været hos psykologen to gange nu, og det hjælper meget.
Hvis jeg kommer ud af værelset og eksempelvis går en tur med en ven, så forsvinder følelsen af ensomhed i et par timer. Det kan også hjælpe, hvis jeg skal ud og handle for min mor. Så går jeg ned til Føtex og kigger på mennesker og tænker tilbage på følelsen af, at folk kigger på mig. Men det gør de ikke. De kigger bare ned. De er i deres egen verden.
Og man kan jo ikke se ensomhed udenpå, selv om det godt kan føles sådan.
Ude foran min gård er der en sti ved siden af en kirkgård, og der er en bænk.
For noget tid siden forsøgte min ven at begå selvmord, det lykkedes heldigvis ikke, og et par dage efter sad vi på bænken sammen. Jeg fortalte hende, at jeg er der, og hun ikke er alene. Vi var også meget stille.
Jeg ser bænken hver dag, og den gør mig både glad og ensom. Glad, fordi hun stadig er her, men ensom, fordi det bringer minder frem om, at jeg kan miste hende. Hun er min bedste ven, og hvis jeg mister hende, så bliver det en rigtig ensom verden.
Jeg går tit tur ved voldene på Christianshavn, som ligger tæt på mit hjem på Amager. Det er vildt flot, og så er det et af få fredelige steder i København, hvor der ellers altid er larm. Der er ikke mange steder med natur, men voldene og Amager Fælled bruger jeg tit.
Den her dag var jeg sammen med min veninde, vi sad på en bænk i solen. Ensomheden går væk, når jeg kommer ud i naturen. Jeg får det bedre af det. Man kan tænke over, hvad man føler.
Det er lidt omvendt, at jeg føler sig ensom og så søger hen til steder uden mennesker. Men det er, fordi det kan føles lidt ensomt med forestillingen om, at andre mennesker kan se ens ensomhed. Så det handler om at komme væk fra det.
Det her billede er taget en tidlig morgen på Amagerbro Station. Her tager jeg altid metroen til skole. Tidlige morgener på vej i skole, i en fyldt metro, er hårde.
Ensomhedsfølelsen kan virkelig komme der. Jeg skal forholde sig til en masse mennesker og hen i skole, og hvis jeg føler mig lidt alene og står helt tæt med andre, kan det føles hårdt. Følelsen af, at folk kigger og kan se min ensomhed, er rigtig stærk der.
Jeg taler ikke med min mor om min ensomhed, hun ville sikkert gerne, for jeg ved, hun gerne vil have, jeg har det godt. Men jeg synes, det er svært. Selv om jeg er meget opmærksom på, at det ikke skal være tabubelagt at være ensom, så føler jeg det nok selv.
Jeg har venner, der er gode til at snakke om det og spørger, om jeg er ok. Men jeg har også venner, der ikke snakker om det. Der er mange, der tænker, at hvis du ikke har et godt mentalt helbred, er du ikke helt normal. Det er ikke rigtigt.
Det er vigtigt, vi taler mere om, at ensomhed er noget, alle føler – også 17-årige drenge i gymnasiet.
Man skal være åben til at tage en samtale, selv om man synes, det er akavet, det synes jeg også, det her er. Det er akavet og svært at tale om. Men der er ikke noget mærkeligt, forkert eller unormalt ved at føle ensomhed. Det er desværre helt normalt, og mange føler det. Lad os tale om det.
Læs også: