Annoncering
Fashion

Nej, pandehår er ikke for voksne

Siden tidernes morgen har vi spurgt os selv: "Skal jeg få klippet pandehår?" og svaret er altid: "Nej."

af Diana Tourjée
04 december 2018, 9:13am

Foto: JGI/Jamie Grill via Getty Images.

Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Hver dag ser jeg voksne kvinder gå rundt med pandehår, som om det var en normal frisure og ikke et symbol på psykisk ubalance og indre kaos. Tidligere i mit liv havde jeg også pandehår. Jeg havde også mullet på et tidspunkt. Og en pisk. Faktisk havde jeg alle tre frisurer på én gang. Jeg var teenager, men hvad er din undskyldning?

Da jeg var yngre, ville jeg virkelig gerne have langt hår, fordi jeg helt naturligt forstod, at livet var bedre uden pandehår. Det lange hår, uden pandehår, er jo trods alt troldkvindens hår. Galadriels hår, Severus Snapes hår, Clarice Starlings hår og Dana Scullys hår. Men som voksen fik jeg alligevel pandehår igen – denne gang for at skjule min pande, som bulede ud takket være testosteron. Dengang var pandehår altså en overlevelsesstrategi. Jeg hadede min pande – endnu mere end jeg hadede pandehår. Men så snart jeg fik råd til en plastikoperation, begyndte jeg at lade mit hår vokse ud igen. Det tog bogstaveligt talt flere år. Igen, hvad er din undskyldning, Taylor Swift?

Problemet med pandehår er, at det er kortere end alt det andet hår på dit hoved, så dit ansigt bliver rammet ind som et billede på en væg. Pandehår er den løsning et 8-årigt barn ville komme op med, hvis det skulle find ud af, hvordan det undgik at få sit hår i øjnene. Det svarer til at ville have mere lys i et lokale og så klippe et hul i gardinet. Men okay, hvis du vildt gerne vil ligne hende Angelica fra tegnefilmen Rollinger, så fyr den af.


Se også:


Dermed ikke sagt, at pandehår ikke kan være chic. Bare tænk på den finurlige skuespiller Zooey Deschanel, som nærmest er blevet synonym med pandehår. Brigitte Bardot så også virkelig hot ud med sit pandehår. Og så er det selvfølgelig umuligt at kritisere Naomi Campbells lange pandehår. Men det er alt sammen undtagelser, der bekræfter reglen. Pandehår ser sjældent særlig godt ud og ser aldrig nogensinde lige så godt ud som langt hår med midterskilning.

Alligevel bliver spørgsmålet ved med at dukke op: Skal jeg få klippet pandehår? Selv om svaret altid er nej, bliver folk ved med at klippe tykke bjælker af hår lige over øjnene og fortryde det lige bagefter. Jeg kender piger, der har gjort det indtil flere gange, og det, tror jeg, kan tolkes som en dybereliggende sygdom. Du behøver aldrig fortryde pandehår igen, hvis bare du vil anerkende, at pandehår ikke er noget, du skal klippe.

Men det betyder ikke, at du ikke kan gå rundt med pandehår.

Du skal bare skaffe en pandehårs-paryk. Den her geniale løsning er velkendt blandt de kendte. Og mig. Jeg købte for nylig en pandehårsparyk fra et fancy sted, som sælger alle mulige former for hår, man kan klipse på. Jeg havde mit pandehår på, da jeg tog på arbejde, da jeg var til fest, og da jeg var ude at flyve. Og hver eneste gang gav min pandehårshat – jeg mener paryk – mig alt det, jeg gerne ville have ud af pandehår, uden at ødelægge mit liv. Fra det øjeblik jeg klipsede pandehåret på mit hoved, vidste jeg, at jeg havde fundet løsningen på et problem, som har plaget menneskeheden i umindelige tider. Pandehår er en accessory, ikke en livsstil.