Jeg rejste ind i fremtidens Aarhus og stødte på joviale jyder og teknologiske sammenbrud
Performancekunst

Jeg rejste ind i fremtidens Aarhus og stødte på joviale jyder og teknologiske sammenbrud

År 2097 er både irriterende og magisk.
9.11.17

Jeg er vej ind i fremtiden. Med praktiske sko og varmt tøj møder jeg op på Aarhus Havn fredag aften, hvor jeg vil blive hentet af en elbil og kørt til et hemmeligt sted, der skal bringe mig 80 år frem i tiden. Her skal jeg med hjælp fra en GPS finde en person, inden tiden løber ud, og jeg igen bliver sendt tilbage til nutiden.

Det er et kunstværk, må jeg hellere lige få sagt. Blast Theory, der er gruppen bag værket, har udtalt, at det her er det største projekt, den har gennemført i 25 år, og det kommer altså fra folkene, der for næsten 20 år siden livestreamede en kidnapning som en del af et værk.

Annoncering

Hvis jeg lever i 2097 er jeg 106 år gammel, og for at være helt ærlig så har jeg absolut ingen idé om, hvordan verden ser ud. Måske er planeten allerede helt smadret af klimaforandringer, vandmangel eller krig? Jeg glæder mig til at finde ud af, hvad der venter forude.

På havnen står to mennesker i en regnjakke af gennemsigtig plastik. Her er mørkt, koldt og råt. Jeg tænker på sidste gang, jeg var på vej ind i en perfomance-installation, hvor en fremmed kvinde med bind for øjnene kærtegnede min hånd, inden jeg mistede forbindelsen med omverdenen det næste døgn. Det minder mig om, at alt kan ske.

Den ene af regnjakkerne peger mig op af en trappe, hvor en anden regnjakke beder om mit navn. Da hun har fundet mig på listen, peger hun mig ind i det næste rum. Der sidder måske 12 mennesker på fire rækker i et stort betonrum og glor op på en projekteret film. Jeg kommer lige ind i film nummer tre, kan jeg se. Det er noget med nogle piger, der spiser insekter.

Ved siden af mig sidder to midaldrende par og småsnakker på klingende jysk. Den ene af mændene lægger et højlydt kommentarspor på filmen.

"Ej, nu tager de deres tasker op i hænderne, fordi de skal ud i en sump. Nu griller de. Det ligner brunkager, de spiser".

Mine forargede blikke preller af på manden, så jeg brænder inde med min irritation over, at han ødelagde begyndelsen på min rejse ind i fremtiden. Næste øjeblik kommer regnfrakken, én af dem, der hjælper til i værket, ind og siger, at hun mangler én person for at få fyldt bilen op. Jeg melder mig, og et par sekunder efter sidder jeg i en stor BMW på vej mod en ukendt destination. Jeg havde måske troet, at vi havde førerløse, flyvende biler om 80 år, men okay – det er svært at imitere.

Annoncering

Vi kører gennem den kulsorte aarhusianske industrihavn til lydsporet af en kvinde, der fortæller, at byen er blevet ødelagt, og at vi skal lede efter en kvinde. Hvem kvinden er, og hvorfor vi skal finde hende, får vi ikke noget at vide om.

Min puls farer i vejret, da vi kører ind i en skov. Jeg kan virkelig ikke overskue, hvis de sætter os af her. Jeg hader mørke. Og jeg kan slet ikke klare at skulle rende rundt i en mørk skov alene. Tågen får det til at ligne, at den tomme parkeringsplads har fået filter på. Kvindestemmen siger, at vi er fremme.

En regnfrakke åbner bildøren og peger mig videre. Jeg træder ind i en dugget pavilion af gennemsigtig plastik. En anden regnfrakke stikker mig en telefon og et sæt hovedtelefoner. Jeg tager dem straks på, men teknologien driller, så han beder mig tage dem af igen og giver mig et nyt sæt.

Jeg ifører mig en regnfrakke og et sæt hvide overtræksstrømper som de blå, man får på hospitalet eller i svømmehallen. Spændingen bobler, mens jeg mærker, hvordan jeg lægger nutiden fra mig. Regnfrakken fortæller mig, hvordan jeg bare skal gå efter prikker, jeg kan se på den GPS, der fylder på telefonens skærm.

Jeg går ned under jorden i en tunnel. Det damper fra væggene, og mine øjne bliver blændet af skarpt lys. Efter 10 meter drejer jeg om hjørnet og kommer til en trappe, der fører op mod mørket. Jeg beder til, at jeg ikke kommer op i en skov.

Flere hundrede pærer lyser op fra jorden over et areal på størrelse med et par fodboldbaner. Fuldmånens skær lyser alle de regnjakker op, som går rundt med en GPS i hænderne.

Annoncering

Selvom jeg går i min egen verden med min GPS og mine høretelefoner, så har jeg følelsen af at ikke at være alene i mørket. Med små, forsigtige skridt bevæger mine ben sig langsomt frem i mørket mod den første orange plet på mit digitale kort. Da jeg kommer derhen, siger kvindestemmen i mine ører, at hun engang legede her.

Da hun er færdig med at tale, går jeg videre til den næste prik. Jeg glemme at høre efter, hvad stemmen har at sige. Jeg er alt for fascineret af regnjakkerne, lyspletterne og mørkets venlighed.

Så sidder jeg der i det fugtige græs et sted mellem fremtiden og nutiden, bander og vikler ledningerne ud.

Men så bliver der pludselig stille i mine ører. Der går noget tid, før at jeg opdager, at der er noget helt galt med teknikken. Jeg hiver stikket til hovedtelefonerne ud, og så kan jeg igen høre stemmen højt. Jeg sætter stikket i, og så forsvinder hun igen. Jeg spejder forgæves efter en regnjakke at spørge om hjælp. I stedet tænder jeg lygten i min telefon for at få styr på min situation. Jeg har fået to beskeder, nutiden er til stede i fremtiden. Jeg kommer i tanke om, at jeg har ikke bare ét men hele to sæt hovedtelefoner i min taske. De er komplet viklet ind i hinanden. Så sidder jeg der i det fugtige græs et sted mellem fremtiden og nutiden, bander og vikler ledningerne ud.

Da jeg sætter mine egne hovedtelefoner ind, kommer der endelig lyd ud. Jeg er tilbage i 2097 og allerede på vej mod den næste orange plet. Men jeg har spildt dyrebar tid.

Annoncering

Jeg ved ikke, om jeg befinder mig i fortiden eller nutiden, jeg ved faktisk slet ikke, hvad der er meningen med det her værk, men jeg ved, at jeg aldrig før har ligget på jorden og stirret mod himlen en novemberaften.

Kvindestemmen beder mig lukke min øjne og lægge mig ned på græsset. Uden at stille spørgsmål gør jeg, som hun siger. Kulden omfavner min hud, og jeg mærker fugten ved anklerne og i nakken. Da jeg slår øjnene op, ser jeg den smukkeste sorte himmel fuld af stjerner. Jeg ved ikke, om jeg befinder mig i fortiden eller nutiden, jeg ved faktisk slet ikke, hvad der er meningen med det her værk, men jeg ved, at jeg aldrig før har ligget på jorden og stirret mod himlen en novemberaften. Det er smukt. Magisk. Rørende. Men nu skal jeg videre, siger kvinden. Jeg har ikke mere tid. Det er stressende at være på visit i fremtiden.

Jeg går mod finalen: en stor bygning, der viser sig at være et gammelt fodboldstadion. Mine hænder klamrer sig til gelænderet på den mørke trappe, indtil jeg når til en dør, som bliver åbnet af en regnfrakke.

Jeg glæder mig over, at de to pludrende par næppe klarer den til 2097.

Til min store skuffelse ser jeg, at de midaldrende jyder er kommet med tilbage til virkeligheden. Manden, der tidligere lagde kommentarspor, er allerede igang med at fyre joviale jokes af. Jeg glæder mig over, at de to pludrende par næppe klarer den til 2097. Vi får en sjat kaffe og et udefineret friturestegt insekt at varme os på, mens vi venter på at komme ind i det næste rum.

Her kravler vi op i nogle høje træstole med udsyn til den store plads, der er fyldt med lyspletter og regnjakker med mobiltelefoner. Mønstret gentager sig. Det ligner den stjernehimmel, jeg lå og så på lige før. En kvindestemme beder os tænke på en oplevelse, der ændrede vores liv, men inden jeg når at svare, bliver jeg beordret videre.

Vi går ned af nogle trapper, og jeg ved ikke, om vi er færdige nu. Men vi mangler lige én sidste ting, viser det sig. En regnfrakke beder mig om at tage mine sko af og banke på en dør til en skurvogn. En mørkhåret performancekunstner inviterer mig ind i sin verden af lyserød pels. Hendes blik er utroligt nærværende og koncentreret og samtidigt fjernt og sløvt. Hun spørger mig, hvem jeg kan ændre noget for. Jeg har samme følelse som før: Hvad er det rigtige svar på det spørgsmål? Jeg svarer min kæreste, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal svare. Og så beder hun mig lukke øjnene, mens hun lægger en plaststøbning i min hånd, der har samme vægt som et gennemsnitligt menneskehjerte. Det er en gave. Forvirret forlader jeg bygningen.

Det er 62 minutter siden, jeg startede min rejse, og nu sidder jeg her i en BMW igen, allerede på vej tilbage til nutiden. Jeg fandt aldrig ud af, hvem vi ledte efter og hvorfor. Jeg fandt heller aldrig ud af, hvad det var for noget med, at byen blev ødelagt. Men mit besøg i Aarhus 2097 har lært mig, at fremtiden er fuld af joviale jyder og teknologi, der ikke altid makker ret.