Overraskende vilde billeder af folk, der planter træer

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Rita Leistner har besøgt de mest hærgede steder på jorden. Fotojournalisten, der normalt bor i Toronto, har dokumenteret konflikter i flere årtier og har været i vælten overalt fra Pol Pots Cambodja til de irakiske fængsler. Men Leistners seneste projekt udstiller en anden form for intensitet – træplantning i Canada. Rita Leistner har selv været involveret i miljøet og tog sin erfaring fra verdens brændpunkter med, da hun fangede unge canadiere, der planter træer midt i rå, øde og trøstesløse områder af landet. Hun viser, hvor fysisk hårdt og intenst det langtrukne arbejde kan være. Vi talte med Leistner om, hvordan projektet opstod, og hvordan det er at fotografere død og ødelæggelse.

VICE: Hvorfor har du har gennem dine billeder tidligere fortalt mange konfliktfyldte historier?
Rita Leistner: Siden jeg var 15 år gammel, vidste jeg, at jeg gerne ville være "konfliktfotograf", så det har været en del af mit liv i mange år. Men det er et svært mål at opnå, hvis man ikke har de rette forbindelser, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få det til at ske. Hvordan ender man lige i sådan et job?

I 1997 fik jeg muligheden for at flytte til Cambodja, og det var et land, som jeg havde været interesseret i længe på grund af deres politik og historie. Så jeg sagde mit job op i filmbranchen, flyttede til Cambodja og kastede mig ud i det. Siden har jeg lært meget af folk jeg, jeg har mødt, folk med langt mere erfaring end mig.

Okay, lad os tage lidt længere tilbage i tiden. Du har sagt, at alt i dit liv har ledt op til, hvor du er nu. Så du var træplanter engang?
For at have noget at leve af, plantede jeg træer, mens jeg gik på college. Min søster hjalp mig med at få jobbet. Sådan er det tit, hvis man planter træer – man ender der, fordi man kender nogle andre, der gør det. Især dengang var det ikke noget, særlig mange kendte til.

Det var ikke nemt at få et job, men jeg tog ud og plantede træer i British Columbia det første år, og det var frygteligt! Altså, det var også et eventyr, men vildt hårdt. Det var mig og 11 andre. På min allerførste tur var vi afsted i 21 dage. Stedet lå så afsides, at det ikke gav mening at tage ind til byen, for der var alt for langt frem og tilbage, eller jeg går ud fra, at det var derfor. I hvert fald tilbragte vi 21 dage i vildmarken uden rindende vand, og det var virkelig brutalt. Jeg synes træplantning var det mest nederen, røvsyge job i verden, og jeg kom ikke tilbage året efter.

Men i løbet af det næste år mødte jeg flere, som var glade for at plante træer, og jeg tænkte, at de enten var vanvittige, eller også var der noget, jeg havde fuldkommen misforstået. Det eneste, jeg synes var fedt ved at plante træer, var, at man var et øde sted, lavede hårdt, fysisk arbejde og der var et godt sammenhold. Og selvfølgelig muligheden for at tjene mange penge på kort tid. Så jeg tog afsted igen for at give det en chance, og endte med at vende tilbage de næste otte år.

Hvad kræver det for at være en god træplanter?
Noget af det, der virkelig fascinerer mig ved træplantning er, at folk altid fremhæver fællesskabet. Men her 25 år efter er det nogle konkrete værktøjer, jeg har taget med mig fra mine oplevelser. Sådan noget som den udholdenhed det kræver at være helt alene i otte, ni eller ti timer, hvor man planter det ene træ efter det andet (for du bliver betalt per træ, så hvis ikke du arbejder, tjener du ingen penge). Der er ingen steder at gå hen - man er midt ude i ingenting.

Hvordan har det hjulpet dig i din karriere som konfliktfotograf?
Dengang jeg arbejdede i brændpunkterne, spurgte folk tit, hvad der havde forberedt mig på, at arbejde i sådan et miljø, og der nævnte jeg altid træplantning i Canada. De færreste har nogen anelse om, hvad det er. I Canada er der nogen, der kender til det, men der er også mange, der ikke gør. Hvis du er i Bagdad, er der helt sikkert ikke nogen, der aner, hvad det er. Hvis du er i New York, er der ingen, der ved, hvad det er. Så folk siger: ”Det giver ingen mening. Det lyder da ikke særlig svært, så hvordan kan det forberede dig på et katastrofeområde?” Der var engang en af mine venner fra New York, der foreslog, at jeg fjernede træplantning fra mit CV, fordi ”det ser ligegyldigt ud i forhold til dine andre bedrifter.” Jeg kunne ikke lade være med at tænke: De skulle bare vide, hvor svært og udfordrende det her arbejde er.

Kan du sammenligne den følelsesmæssige intensitet mellem de to situationer – krig og træplantning – hvad har de til fælles?
Vi plejede at sige, at det var ligesom at arbejde i en krigszone, fordi man er langt væk fra alting, og det hele er så beskidt. Vi følte os som krigere. Senere endte jeg jo med at arbejde i rigtige krigszoner, og på alle de væsentligste parametre er det slet ikke det samme. Først og fremmest er man i sikkerhed, når man planter træer. Men selve sammenholdet, der opstår, når man opholder sig et afsides sted og ikke har adgang til almindelig bekvemmelighed og rindende vand, er lidt det samme.

Den slags forberedte mig på de fysiske udfordringer ved at bo i et konfliktområde. Så da jeg blev udsendt til den irakiske ørken sammen med den amerikanske hær, og vi ikke havde adgang til noget som helst, og jeg ikke kom i bad i ugevis, så var det ikke det store problem, for det havde jeg prøvet før. Jeg har også været fysisk stærk, siden dengang jeg plantede træer. Det har jeg aldrig rigtig mistet igen, og jeg sætter stor pris på den fysiske styrke.

Jeg har tilbragt meget tid sammen med yngre soldater, som er omkring samme alder, som dem, der planter træer, og jeg har tænkt på mange ligheder mellem de to verdener, fordi jeg har så meget erfaring fra begge. Når unge mennesker går i krig i USA, så gør de det mest for pengenes skyld. Ja, selvfølgelig hænger det også sammen med nationalisme og nogle andre ting, men mest af alt er det bare et arbejde. Det er det samme med træplantning. Når folk gør det, tænker de ikke, nu skal jeg ud og plante en skov, og de gør det ikke, fordi de vil passe på miljøet. Men det ændrer sig, når de står i det.

Hvad er det hårdeste ved at arbejde i en krigszone? Har du oplevet ting, som er svære at snakke om?
Jeg elsker at citere Dr. Anthony Feinstein, som er en psykiater fra Toronto, der har skrevet mere om post-traumatisk stress og krigsudsendte end nogen anden. Han fortalte mig engang, at for journalister er noget af terapien indbygget i vores job. Vi skal konstant se tilbage på vores oplevelser og analysere dem. Hvis du har taget billeder af en bombning, så skal du se på billederne igen og igen, du skal skrive om det, og du skal fordøje det. Du er tvunget til at tænke på det.

Jeg prøver stadig at komme mig over vold, jeg har været vidne til i 2003 eller i 2015. Jeg fordøjer det konstant, og det er sundt, tror jeg. Jeg har også en psykolog. Det er altid lidt svært at tale om, men jeg er også en meget følsom person, som har let til tårer. Jeg er for eksempel blevet kendt for at begynde at græde, når jeg interviewer træplantere. Nogle gange spørger de i starten, om jeg ender med at græde, og jeg svarer altid ”det kan sagtens være.”