Danskere fortæller, hvordan de blev fyret fra deres fritidsjobs i supermarkedet
Illustrationer af Erik Pontoppidan
danmark

Danskere fortæller, hvordan de blev fyret fra deres fritidsjobs i supermarkedet

Nogle glemmer bare at møde op, andre fusker med flaskeboner for et beløb svarende til en ny bil.
22.11.17

Når man er ung, er man dum. Eller i hvert fald kan man nogen gange have svært ved at tænke meget længere end fem minutter ud i fremtiden. Alligevel insisterer vi som samfund på, at unge mennesker skal i arbejde så hurtigt som muligt.

Men kombinationen af ansvar og ungdommelig dumhed ender ikke altid lige heldigt. For selvom de mennesker, der arbejder i supermarkeder, bagerforretninger og på tankstationer er nogle af hverdagens helte, er det altså ikke alle, der formår at forvalte det ansvar, der følger med, på den allerbedste måde. Og slet ikke når hjernen endnu ikke er helt færdigudviklet.

Annoncering

Vi talte med fire danskere, der har det tilfælles, at de på den ene eller anden måde formåede at blive fyret fra deres fritidsjob, da de var teenagere.

Peter*, 29, arbejdede som kasseassistent i et supermarked

Kort før jeg fyldte 18, arbejdede jeg som kassemedarbejder i et supermarked. Det var et forfærdeligt job, men der var ikke så mange andre jobs, jeg kunne få. Jeg ved egentlig ikke, hvordan det startede, men på et tidspunkt begyndte jeg at give mine venner gratis ting, når jeg var på vagt. Det var så nemt. Jeg bippede varen ind, og så returnerede jeg den bare igen. Det var blandt andet en helvedes masse Bacardi Razz, champagne og biografgavekort, smøger og alt muligt andet. Jeg arbejdede to gange om ugen, og hver gang kom der altid en eller to af mine venner og hentede et par flasker sprut, som vi kunne drikke i weekenden.

Den af mine venner, der kom allermest i butikken, gik på det tidspunkt i en meget karakteristisk skrig rød jakke, og der var en kollega, der havde bemærket, at min ven var meget i butikken, når jeg var på arbejde. Han var den af mine venner, der udnyttede det allermest. Han kom og hentede hårvoks og alt muligt. Så ledelsen havde sat butiksdetektiver på både ham og mig.

LÆS MERE: Mit arbejde som kassemedarbejder bød på fulde folk, tyve og overgreb

En dag, da jeg mødte på arbejde, blev jeg kaldt ind på kontoret. Der sad min chef, en fra ledelsen og en fra fagforeningen. Der vidste jeg jo godt, hvad klokken havde slået, så jeg indrømmede bare det hele. Da jeg var under 18, skulle mine forældre informeres, men jeg fik min arbejdsgiver overtalt til at give mig et døgn til at fortælle dem det personligt i stedet for over telefonen. Jeg havde det bare sådan, at det skulle mine forældre fandme ikke have at vide, da jeg på det tidspunkt havde lavet en masse andet lort. Jeg kunne ikke byde min mor det. Så jeg fik min vens storebrors kæreste til at udgive sig for at være min mor i telefonen.

Vi endte med en aftale om, at jeg skulle betale nogle penge tilbage – vi fik forhandlet os frem til 17.000 kroner – til gengæld ville jeg ikke blive politianmeldt. Kort efter fyldte jeg 18, og så gik jeg ned i banken, fortalte dem historien, fik et lån på 25.000 og betalte supermarkedet det, som jeg skyldte.

Annoncering

Mine forældre ved det stadig ikke.

Lars, 34, arbejdede i grøntafdelingen i et supermarked

Som 16-årig var jeg ansat i grøntafdelingen i et supermarked på Østerbro i København. En meget nydelig og veltrimmet afdeling i et lige så fint supermarked. Der rendte jeg så rundt som ugidelig, evigt tømmermændsramt og bagskæv teenager og talte minutterne, til jeg havde fri. En del af jobbet var selvfølgelig at fremstå serviceminded og hjælpsom, og udstrålingen var vigtig.

Førstemanden i butikken gav mig konstant skideballe for, at jeg drev rundt i butikken med korslagte arme og dermed signalerede til østerbrofruerne, at jeg ikke var frisk på at hjælpe dem med at finde kantareller og de bedste avocadoer. Jeg nåede at have 10-15 vagter, før jeg en dag så min chef betragte mig på afstand, i det jeg stod i hjørnet og gabte og spillede ‘Snake’ på min 3210'er. Han behøvede ikke engang at sige noget. Jeg vidste, min karriere i supermarkedet var forbi.

Da jeg mødte ind et par dage senere, lå der en fyreseddel til mig i mit skab. Jeg afleverede tøjet og skred. Det var fair nok.

Ulrik*, 29, arbejdede som kasseassistent i et supermarked

Da jeg gik i 1.g, arbejdede jeg som kassemedarbejder. Som alle ved, er det sådan, at når man panter flasker i en automat, får man også en flaskebon. Men i tilfælde af at maskinen ikke virkede, var det også muligt at lave flaskeboner i kassen. Så det prøvede jeg. Ikke det største beløb, bare 2-300 kroner. Det er først efterfølgende, jeg har tænkt, at man skal pante pænt mange flasker for at få så mange penge.

Annoncering

Der gik en måned, og jeg var pissenervøs, hver gang jeg tog på arbejde. Men det var ikke blevet opdaget. Og så en dag kunne jeg ikke lade være med at lave en mere. Denne gang på 1500 kroner. Det blev heller ikke opdaget. Heller ikke selvom jeg skulle logge ind med mit medarbejdernummer, hver gang jeg satte mig i kassen.

Jeg følte, at jeg havde taget røven på systemet. Den største bon, jeg lavede, var på 2000 kroner, men i en juleperiode, hvor alle var blevet kaldt på arbejde, havde vi så travlt, at det ikke var krævet af os, at vi loggede ind. Den dag gik jeg derfra med 8000.

LÆS MERE: Som madbud i København skal du være klar på pothoveder og swingerklubber

Det lyder helt vildt udspekuleret, men hver gang jeg gjorde det, blev jeg overvældet af skyld, når jeg kom hjem. Jeg vidste jo godt, hvad konsekvensen ville være, hvis jeg blev taget. Problemet var bare, at det var så nemt.

Da jeg havde gjort det i 10 måneders tid, blev jeg pludselig ringet op af min daværende chef, der spurgte mig, om jeg kunne komme forbi til et kort møde.

Da jeg kom ind, lå der en stak papirer på bordet. Det var en oversigt over alle gangene, jeg havde gjort det: Mit navn, dato, tid og beløb. Jeg kunne ikke løbe fra det, men havde heller ikke lyst. For i virkeligheden var det rart, at det var blevet opdaget. Jeg havde lavet flaskeboner for et beløb svarende til prisen på en ny Fiat Punto.

Jeg blev kørt på politistationen, og efter det kørte politiet hjem til mig for at ransage mit værelse. Der fandt de et større beløb i kontanter. Mine forældre var i chok. Jeg havde ikke fortalt det til nogen. Ikke engang mine bedste venner. Det var simpelthen for flovt. Men jeg kunne slet ikke stoppe det på egen hånd.

LÆS MERE: To skoledrenge blev låst inde i et supermarked og væltede sig i mad og sprut

Dagen efter brød jeg helt sammen. Jeg ringede grædende til min chef og til hans overordnede, og fortalte dem, at jeg selvfølgelig nok skulle betale hele beløbet tilbage og tiggede dem om at blande politiet ude af sagen. Det var dog ikke muligt, da beløbets størrelse betød, at der ikke bare var tale om normalt tyveri. Det var underslæb.

Et år efter var jeg i retten. Jeg fik en betinget dom, fordi det var en førstegangsforseelse, og fordi jeg selv havde tilbudt at betale beløbet tilbage. Det gjorde jeg, og det tog mig 10 år.

Annoncering

Når jeg tænker tilbage på det i dag, har jeg svært ved at fatte, at det faktisk er noget, jeg har gjort.

Joakim, 29, arbejdede på en tankstation

Da jeg var 17 år, arbejdede jeg på en tankstation, hvor jeg lavede franske hotdogs og pomfritter, varmede wienerbrød og fyldte varer på hylderne. Man måtte spise så meget man ville, når man var på arbejde, så det var helt perfekt.

På tanken havde jeg fået vagter mandag og fredag, men jeg ville gerne have fredagen fri, så jeg bad om at få ændret mine vagter.

LÆS MERE: Sådan vurderer ekspedienten, om du skal vise ID for at købe alkohol

Efter et halvt års tid sagde en kollega op, og jeg fik så endelig byttet min fredagsvagt til om onsdagen. Men selvom jeg selv havde bedt om at få ændret mit skema, glemte jeg det og mødte ikke op, og så måtte jeg jo finde på en eller anden dårlig undskyldning. Der skete så det, at jeg glemte min onsdagsvagt tre uger i træk.

Så jeg blev ringet op og fik at vide, at det nok ikke var så smart, at vi fortsatte samarbejdet. Det kunne jeg jo egentlig godt forstå, de syntes.

*Nogle navne er blevet ændret af hensyn til kildernes identitet. Redaktionen er bekendt med deres rigtige navne.