Annoncering
foodies

Sådan blev jeg den mest succesfulde madekspert i hele verden

Ingen er vigtigere end mig, og jeg er helt unik.

af James
07 november 2017, 12:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Jeg beskriver mig selv som "Foodie/Globetrotter" i min Instagram-bio, fordi jeg føler, at det virkelig indkapsler, hvor unik og speciel jeg er. Jeg elsker mad og har rejst kloden rundt for at spise. Jeg har endda været i Canada.

Da jeg voksede op, var jeg ikke som de andre børn. Som baby blev jeg gnaven, hvis jeg var sulten. I folkeskolen byttede jeg altid min madpakke med de andre. Og hvis jeg som voksen ser billeder fra lande ramt af hungersnød, tænker jeg: "Nej tak, det ville jeg ALDRIG kunne klare."

Men tanken om at gøre mad til min karriere har altid virket uopnåeligt. Jeg er jo bare en helt almindelig knægt, der har gået på en kostskole i New England sammen med politikere, diplomater og direktørers børn. Hvordan fanden skal sådan en som mig – søn af en advokat og en kirurg – nogensinde få foden indenfor i madverdenen?! Tanken om at kunne leve af mad virkede fuldkommen urealistisk.

Men det betyder ikke, at jeg ikke tager mad seriøst. Da jeg gik på college, overtalte jeg de andre i studenterforeningen Kappa Sig (skud ud til Travis, Chad og de andre gutter!) om, at vi skulle have høns i baghaven. På den måde havde vi frilandsæg at kaste efter folk, når vi skulle indvie og ydmyge nye medlemmer. Jeg foreslog, at vi ikke byggede en hønsegård, så hønsene var fuldstændig fritgående. Men de var lige lovlig frie, så de flygtede alle sammen. Den dag i dag har jeg stadig svært ved at stole på høns.

Den dag i dag har jeg stadig svært ved at stole på høns.

Efter college gjorde jeg som de fleste: Jeg flyttede til New York, fik et job i finansbranchen, tjente sindssygt mange penge, blev afhængig af coke, gik på afvænning, kom tilbage på arbejdsmarkedet og hjalp med til at forårsage finanskrisen. Blablabla. Den klassiske historie, du ved. Det eneste, der afholdt mig fra at blive vanvittig i den mondæne trummerum, var, at jeg boede midt i et paradis for foodies.

Men selvom jeg boede i en by med fantastiske madoplevelser på hvert eneste gadehjørne, var der en sult, jeg ikke kunne mætte: Sulten på livet. Da jeg kom ud fra afvænning anden gang, kunne jeg mærke, at jeg ikke rigtig brændte for mit arbejde, og det var hårdt. Jeg tror, det var tydeligt for enhver, og mine kollegaer begyndte at lægge mærke til det. Det var nok fordi, jeg først mødte ind langt op af formiddagen, efter at have været publikum til forskellige madprogrammer på TV - en mulighed man heldigvis har, hvis man bor i New York. Jeg ved, hvad du tænker: Hvorfor sætte mit job over styr for at se noget, som jeg bare kunne se i fjernsynet?!

Men der er altså bare en anden energi, når man sidder i studiet. Jeg prøvede også at sidde derhjemme på min sofa og klappe hver gang, de introducerede en ny ingrediens, men det var bare ikke det samme. Desuden fik jeg så mange nye venner til hver optagelse! Der var Barbara, som var mor til tre, og Carol, som var hjemmegående. Og jeg glemmer heller aldrig Sheryl, der også var hjemmegående husmor og kom fra Springfield. Hvordan skulle jeg nogensinde have fået så mangfoldig en vennegruppe, hvis ikke det var gennem madkultur? Mad forener os alle.

Det var dengang, at jeg erkendte, at jeg ikke bare havde lyst til at lave noget med mad. Jeg blev nødt til det.

Så jeg startede en madblog. Det begyndte som en personlig maddagbog. Jeg lagde billeder op af de ting, jeg spiste, og skrev et par tusind ord om hver ret. Bloggen udviklede sig med tiden, og jeg begyndte at poste opskrifter og artikler om vigtigheden af mad. Jeg kunne mærke en energi strømme gennem mig, som jeg aldrig havde følt før. Mit liv var så spændende!

Der var ét lille problem: For at skabe alt det fantastiske indhold blev jeg nødt til at spise ude oftere og oftere, og det blev lidt dyrt. Så når regningen kom, forklarede jeg restauranterne, at jeg var madskribent, så jeg burde få alting gratis. De var ret ligeglade, men det var nok for det bedste: Jeg prøver at holde det, jeg skriver, ægte og uberørt, og hvis jeg hele tiden fik gratis mad, kunne det have kompromitteret min integritet. Jeg gjorde det jo ikke for min egen skyld. Det har altid kun handlet om maden.

Men efter et stykke tid gik det hele lidt i stå. Jeg surfede rundt på nettet, og det gik op for mig, at der stadig var et kæmpe tomrum i madverdenen, som manglede at blive udfyldt. Der er kun ganske få tv-kanaler, der sender 24 timer i døgnet. Og så er der nogle få programmer som Hell's Kitchen, Kitchen Nightmares, MasterChef, MasterChef Junior, Den Store Bagedyst, Spise med Price og Sukkertoppen, der handler om mad. Da jeg søgte efter mad på YouTube, var der kun lige over syv millioner resultater. Der slog det mig: Jeg skulle være vært på mit eget madprogram

Jeg har ikke gjort noget af det for min egen skyld. Det har altid kun handlet om maden.

Jeg tænkte over det i flere timer, før jeg sagde mit job op. Min kæreste sagde, at jeg ikke var rigtig klog. At jeg ikke engang kunne blive afrydder på en restaurant, så jeg kunne slet ikke producere mit eget tv-program. Men som jeg sagde til hende d. 8. november 2016: Nogle gange skal der en uprøvet personlighed til. Hun slog op med mig.

Jeg skrev et opslag på nettet og fandt en kameramand og en lydtekniker. Jeg vidste med det samme, at de var helt perfekte og enormt kvalificerede. Kameramanden Neal brokker sig konstant over alle moderne film og virker som om, at han hader alt. Hvis man er så kritisk, så man være talentfuld. Og lydteknikeren Nick siger stort set ikke et ord til mig, og det er et tegn på, at han er god til at lytte. Det er meget vigtigt, når man laver lyd.

Mere skulle der ikke til, før vi var i gang. Det var meget skræmmende, men også meget spændende. Jeg ved ikke, hvad der venter os, men jeg har tro på fremtiden. Nogle gange skal man bare stole på sin mavefornemmelse. Især når det kommer til mad. LOL! Det var en lille mad-joke. Men helt seriøst, så gælder livet om at tage chancer og stole på sine instinkter.

Tagged:
Munchies
Food
TV
New York
LOL
madblog
eatin it