maskeringsforbud

Den her illustrator har lavet tre maskeringer til dit profilbillede på Facebook

I Danmark må man ikke længere selv bestemme, hvad man har på, når man bevæger sig ud på gaden, men så er det godt, vi har internettet.

af Lene Munk
03 august 2018, 10:17am

Illustration: Nicolai Bruun

Onsdag den 1. august gik cirka 1300 mennesker maskerede gennem København i en demonstration mod det maskeringsforbud, som på dagen trådte i kraft i Danmark. Forbuddet giver politiet ret til at udstede en bøde på 1000 kroner til kvinder, som tildækker deres ansigt med niqab og burka – og andre, som bærer en maskering, der ikke er ”anerkendelsesværdig”, som det lyder i lovteksten.

Ifølge lovteksten er det op til politiet at vurdere, hvilke maskeringer der er anerkendelsesværdige, så hvis du cykler på arbejde en kold vinterdag med ansigtet viklet ind i et halstørklæde for at gardere dig mod minusgraderne – eller har iklædt dig en fanøsk folkedragt, fordi det har du lyst til – kan du kun håbe på, at politiet tolker det som anerkendelsesværdigt.

Heldigvis findes internettet, og i den virtuelle verden gælder maskeringsforbuddet ikke (endnu). Derfor har illustratoren Nicolai Bruun kreeret tre maskeringer til dit profilbillede – en niqab, halstørklæde og hue samt den føromtalte fanøske folkedragt. Vi bad ham fortælle hvorfor – og hvorfor det ikke var så let endda.

Fra venstre: En fanøsk folkedragt, en niqab og hue og halstørklæde. Illustration: Nicolai Bruun

VICE: Nicolai, hvad er tanken bag de her tre maskeringer?
Nicolai: Den digitale verden er for mange et sted at vise sin utilfredshed. Der er nogle andre spilleregler end i den virkelig verden, og man kan nemt og kollektivt bakke op om sager og vise sin utilfredshed. Jeg oplever, at mange er utilfredse med maskeringsforbudet. Personligt mener jeg også, det skaber mere splid, end det gavner, og det er en rigtig dårlig integrationsmetode.

Derfor tænkte jeg at, de her maskeringer kunne være en fed måde at sympatisere med de ramte, ligesom man ser med Facebook- causes som "Je suis Charlie", under Priden og så videre. Facebook Frames er muligvis blevet gennemkneppet af alverdens mærkesager, men jeg føler, at det gav mening til det her projekt.

Men så var det jo alligevel ikke helt ligetil, var det?
Nej, teknikken bag de her online-maskeringer var ikke en nem vej. I Facebooks template til at kreere “frames” er der nogle retningslinjer, som gør det svært at dække sit ansigt. Man må simpelthen ikke dække for meget – præcis ligesom IRL.

Hvad gjorde du så?
Efter mange søgninger, som stort alle sammen førte mig til Facebook – som jo ikke duede – kom jeg endelig til en platform, som virkede, den hedder FB Overlays. Problemet var, at man ikke direkte kan dele billede med sin facebookprofil, selv om det så sådan ud. Det kunne man ikke på nogle af sites, jeg forsøgte at bruge. Jeg mistænker, at Facebook har blokeret den funktion på siderne. Jeg har skrevet til facebook, faktisk, og venter svar, men der står, at de ikke svarer på enkelte henvendelser. Det er rigtig svært at komme i kontakt med Facebook. Ligesom i den virkelig verden, er der åbenbart nogle begrænsninger her. De gør det ikke nemt.

Det er alligevel lykkedes en del af dine facebookvenner at maskere sig på facebook, hvordan det?
Det har de gjort ved at bruge FB Overlays til at lave profilbilledet, så har de taget et screenshot, og så har de brugt det som profilbillede. Så heldigvis var der en anden vej, og det er endnu ikke ulovligt at tildække sit ansigt i sit online-liv. Nu prøver jeg også at lave funktionen til Snapchat!

Hvorfor er det fedt at bruge de sociale medier på den her måde, synes du?
Jeg synes, det er en sjov tanke at gå imod "den virkelige verden" virtuelt. Vi må ikke maskere os IRL, så gør vi det da bare online! Det er selvfølgelig ikke helt det samme, og man burde være lige så fri på gaden som bag skærmen.

Jeg finder spændingsfeltet mellem "det virkelige liv" og sociale medier meget interessant. Og hvordan man via teknik kan sprede budskaber på en autonom og kreativ måde. Der bliver skabt de her sociale platforme, og det er op til en selv, hvordan man modificerer og bruger dem.

Du kan finde Nicolai Bruuns maskeringer her og følge ham på Instagram her.