Danskere fortæller, hvorfor det var den bedste beslutning at droppe ud af uni
Katrine Lei droppede ud et semester inden specialet, nu er hun sansetræner med eget firma. Privatfoto
Uddannelse

Danskere fortæller, hvorfor det var den bedste beslutning at droppe ud af uni

"Alle syntes, at Walt Whitman var den fedeste poet i verden, og jeg synes, han er røvkedelig, men det måtte man ikke sige."

En uddannelse er det vigtigste i verden, og vores eneste chance for at overleve i denne uhyggelige globaliserede verden er ved at sætte vores lid til viden. Det får vi i hvert fald konstant at vide af forældre, politikere og andre autoriteter, som vil bestemme, hvordan vi skal leve.

Men samtidig er arbejdsløsheden blandt akademikere stigende. Der er stor risiko for, at samme dag som du får dit eksamensbevis med posten, står du nede på jobcentret for at tigge om dagpenge fra en kommunalt ansat, der med stor sandsynlighed hader dig. Langsomt, men sikkert mister du tiltroen til dig selv og verden og må undre dig: Er universitetet overhovedet noget værd?

Annoncering

En opgørelse fra Uddannelsesministeriet i 2017 viste, at en fjerdedel af alle de studerende på videregående uddannelser falder fra. Det fik daværende minister på området, Søren Pind, til at proklamere, at de unge skulle tænke sig bedre om – noget, der kunne omfattes som en lidt provokerende udmelding fra en mand, som selv har været med til at svinge den politiske pisk og presse os unge hurtigere og hurtigere gennem uddannelsessystemet.

De fleste dropper ud i løbet af det første år, og mange starter igen på en anden uddannelse, så det er altså ikke umiddelbart, fordi folk mister tilliden til institutionen eller livet generelt.

Men det er et udtryk for, at der er et voldsomt pres for at komme i gang med en uddannelse – bare en eller anden uddannelse – og så kan man let komme til at ende på den forkerte hylde. En undersøgelse fra Aarhus Universitet viser da også, at blandt de studerende, der tager et eller to sabbatår, inden de starter på en videregående uddannelse, er der dobbelt så stor sandsynlighed for, at de fuldfører studiet.

Mens onde tunger vil mene, at studerende, der dropper ud, skal tænke sig bedre om, eller bare er dovne, kan et drop-out også være udtryk for, at man netop har fundet den retning, man ikke kunne se, da man startede.

For at finde ud af mere spurgte jeg fem drop-outs, hvorfor de gjorde det. Her er, hvad de sagde.

Erik Sølvsten, 27, forlægger

Privatfoto

Jeg droppede ud af litteraturvidenskab på SDU efter tre semestre. Før det var jeg et år på religionsvidenskab, men det var heller ikke noget for mig. Religionsvidenskab gjorde mig så deprimeret over, hvor dumme folk er – altså religiøse folk, som slår sig sammen i selvmordspagter på grund af røverhistorier i en gammel bog. Så jeg hoppede over til litteraturvidenskab, fordi læsning altid har været en stor glæde for mig.

Annoncering

Det gik dog hurtigt op for mig, at det virkelig var en videnskab i den forstand, at der skulle være et facit. Litteraturen skulle være noget bestemt – noget forudbestemt. Der var noget, der var korrekt og noget, der ikke var, og sådan så jeg slet ikke litteraturen. Hele uddannelsen var så prætentiøs. Når forelæserne stod og snakkede om Kafka, sad alle og lod, som om de havde læst alt og vidste alt, og når folk stod og røg udenfor, spillede de smarte i deres blazere. Alle syntes, at Walt Whitman var den fedeste poet i verden, og jeg synes, han er røvkedelig, men det måtte man ikke sige.

Jeg kan huske engang, hvor jeg stod og snakkede om, hvor fantastisk Jakob Ejersbo er, og det blev der set ned på, for det var "lidt for minimalistisk" og "for kedeligt". Jeg blev træt af, at der hele tiden var den "rigtige" mening. Jeg synes, litteraturen skal være mere levende, for det er det, den kan. Derfor droppede jeg ud og startede undergrundsforlaget Baggaardsbaroner med min ven, og det har jeg lavet lige siden.

Jeg var ikke selv i tvivl om, at det var den rigtige beslutning, men jeg havde det stramt over at droppe ud igen, for pludselig blev jeg nervøs over reglen om, at man kun må starte på tre uddannelser. Men jeg fik aldrig brug for det sidste skud i bøssen, for jeg måtte erkende, at min vej til viden ikke går gennem et klassisk uddannelsesforløb, og de der institutioner, selv om jeg fra starten havde en ide om, at universitetet var noget man skulle.

Annoncering

Begge mine forældre er akademikere. Mine forældre accepterede også først, at jeg ikke tog en uddannelse, da forlaget fik kunststøtte, men nu kan de godt se, at det var den rette vej for mig.

Katrine Lei, 30, sansetræner

Privatfoto

Jeg droppede ud af uni, et semester inden jeg skulle skrive speciale. Jeg fandt ud af, at jeg i virkeligheden ikke rigtig passede ind, og at RUC, selv om det er et anderledes universitetet, ikke var anderledes nok til mig. Jeg prøvede at give det en chance, men til hvilken nytte? Mit hjerte havde talt.

Det var kun andres meninger om, at jeg var så tæt på at have en kandidat, der gjorde, at jeg prøvede at fortsætte. Jeg var da lidt bange for, om det var det rigtige, men i virkeligheden var jeg mest bange for hovedrystende familie og at skulle forsvare min beslutning. Til sidst lyttede jeg til min mavefornemmelse, og det gav mig mulighed for at gøre det, jeg virkelig havde lyst til.

Når man siger nej til noget, der ikke er rigtigt, så siger man ja til noget, som er. Så jeg sagde ja til at turde følge mit hjerte og bare gå med, hvad der føles rigtigt! Sådan fandt jeg sansetræneruddannelsen, skabte mit firma, Lei, Krop og Sind, og mødte mange af dem, jeg arbejder sammen med i dag.

Maria Trier, 42, journalist

Foto: Michael Thomas

Jeg droppede ud fra statskundskab for at blive journalist, og det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Jeg var kun lige fyldt 18, da jeg blev student. Jeg havde et ret højt gennemsnit og vidste, at jeg gerne ville være journalist, men dengang var gennemsnitalderen på Journalisthøjskolen vist 27, så jeg troede ikke på, jeg kunne komme ind.

Annoncering

Mine forældre har altid sagt, at uddannelse var det vigtigste, så sabbatår var ligesom udelukket. Derfor valgte jeg statskundskab – simpelthen for at forbedre mine chancer for at komme ind på Journalisthøjskolen. Pissemålrettet og kedeligt. Faget var meget teoretisk og fyldt med kloge unge mænd og undervisere, der så ret meget ned på en 18-årig, storbarmet blondine. Så universitetet var ikke rigtig mig. Heldigvis kom jeg ind på Journalisthøjskolen, da jeg søgte, selv om jeg ikke havde regnet med det.

Jeg fik aldrig kandidaten på statskundskab, og ærligt: Jeg fortryder det sgu lidt i dag. Jeg er blevet afvist fra et drømmejob, som jeg ved, jeg ville være pissegod til, med den eneste begrundelse, at jeg ikke har en kandidatgrad. Men jeg elsker jo også livet som journalist.

Jeg tror, at et højskoleophold og noget erhvervsarbejde eller lignende nok havde gjort mig mere moden og givet mig de hår på brystet, som havde gjort, at de unge fremadstormende statskundskabere kunne rende mig. Jeg var bare alt for ung. Men alligevel har jeg altid været lidt stolt over, at jeg har tjent ret mange penge og haft fede job, siden jeg var helt ung.

Kristoffer Porner, 29, ansvarlig på Restaurant Sanchez

Privatfoto

Jeg tog en bachelor i religionsvidenskab og besluttede mig for at holde en kort pause bagefter. Det er seks år siden nu. Så teknisk set er jeg ikke droppet ud, men jeg kommer nok aldrig tilbage. Religionsvidenskab og jeg havde et dårligt bachelorforløb, jeg var skoletræt, og så trængte jeg til ikke at være på SU og ikke være broke fra midt på måneden.

Annoncering

Jeg fortryder intet – heller ikke at jeg startede på uni. Jeg mødte mange gode mennesker og fik lov til at fordybe mig i et emne, som interesserer mig. Nu står jeg så tilbage med en bachelor, som er cirka lige så bevendt som en flydende knæskal.

Sofie Reith-Hauberg, 30, sygeplejerske

Privatfoto

Jeg læste humanistisk basis på RUC, men droppede ud dagen før eksamen på 1. semester. Jeg skammede mig så meget overfor min gruppe, og mine forældre var kede af, at jeg ikke følte, jeg var havnet det rette sted. Det var jeg også selv, men jeg var ikke moden nok og kunne mærke, at det var det rigtige for mig.

Jeg er førstegenerationsakademiker, så jeg følte, at jeg manglede en del ressourcer. I løbet af min orlov mødte jeg en inspirerende psykiatrisk sygeplejerske og blev derefter selv uddannet som sygeplejerske.

Jeg starter på universitetet igen til september, så det er ikke, fordi jeg ikke tror på institutionen. Det har bare været nødvendigt, at jeg voksede mentalt, så jeg i dag kan se min uddannelse som en del af min udvikling som menneske.

I dag er jeg taknemmelig for, at jeg er så ressourcestærk, at jeg har mulighed for at søge ind, studere og forhåbentlig gennemføre et studie i et fag, jeg virkelig interesserer mig for. Det er ikke alle, der får eller kan skabe den mulighed selv. Derfor er jeg også blevet medlem af en nystartet forening, der hedder Netvæk for Førstegenerationsakademikere for at kunne hjælpe andre i en lignende situation.