Alle billeder af Jender Anomie, art direction af Ione Gamble, hår af Terri Capon og make-up af Mona Leanne.

De her billeder viser, hvor smuk dobbelthagen egentlig er

Dobbelthagen er blevet glemt i bølgen af kropspositivitet, vi prøver alle sammen stadig at skjule den.

|
aug 1 2018, 11:56am

Alle billeder af Jender Anomie, art direction af Ione Gamble, hår af Terri Capon og make-up af Mona Leanne.

Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA

"Selv de mest kropspositive influencere tager stadig selfies fra en bestemt vinkel, så man ikke kan se deres dobbelthage, og det er noget, vi alle gør underbevidst, når vi skal vise os frem," siger grundlægger og chefredaktør Ione Gamble fra queer-zinet Polyester. I deres nyeste udgave vil det London-baserede zine fejre en kropsdel, som de fleste af os helst vil skjule: Dobbelthagen.

Gamble synes, at dobbelthagen er blevet glemt i bølgen af kropspositivitet, selv om der bliver taget så mange initiativer for at gøre tykke mennesker mere synlige i medierne. "Der er sjældent dobbelthager i artikler, reklamer eller bare på Instagram," siger Gamble.

Både Gamble og fotografen Jender Anomie har dobbelthager, og billedserien var en måde at udtrykke deres ambivalente forhold til en kropsdel, som der ofte bliver set ned på. "Inden vi begyndte at tage billeder, havde vi virkelig mange samtaler om vores forhold til vores hage," forklarer Gamble. "Mit forsøg på at skjule den del af mig selv gennem årene har ført til en del selvhad, så Jen og jeg ville skabe nogle positive billeder som modvægt til negativiteten og hylde dobbelthagen på en måde, som den aldrig er blevet før."


Da de skulle fastlægge stilen i billedserien, ville Gamble gerne undgå de typiske klichéer, man ofte trækker ned over kropspositive artikler. "På grund af den manglende synlighed af mere fyldige ansigter, kan man godt få det indtryk, at ekstrem make-up kun er for tynde mennesker," forklarer hun. "Jeg er virkelig træt af, at den eneste måde, man kan vise mangfoldigheden af kroppe, er ved at være ekstremt 'naturlig' for at repræsentere – og få os til at elske – vores 'fejl'."


I stedet har de valgt at hylde dobbelthagen ved hjælp af outreret, langt ude make-up med referencer til 80'erne og en ret glam æstetik. "Jeg vil se tykke kvinder være ekstreme, voldsomt glamourøse, dækket af pangfarver og pakket ind i diamanter," siger Gamble begejstret.

Da de skulle tage billederne, var Gamble og hendes modeller – som hun udelukkende har rekrutteret på Instagram – helt oppe at køre. "Stemningen var så positiv," siger hun. "Det lyder lidt plat, men at have en hel gruppe kvinder, som normalt bliver ignoreret af samfundet, i det samme lokale, der solede sig i hinandens skønhed, var ret sejt."


Gamble tror på, at billederne vil få folk i medierne til at genoverveje, hvordan de ser på dobbelthagen. "Jeg håber, den her fotoserie vil få dem, der er fortalere for tykke mennesker til at genoverveje, hvem de caster, og hvilken vinkel de tager billeder fra," forklarer hun. "Der er ingen grund til, at kvinder med fyldige ansigter ikke skulle være med i reklamer og i de visuelle repræsentationer i medierne generelt."

Gamble synes, at dobbelthagen er mere end bare en kropsdel. Den er et billede på, hvordan samfundet betragter tykke personer som frastødende og ucharmerende. "Jeg tror, der bliver set så meget ned på dobbelthager, fordi samfundet hader tykke mennesker – så simpelt kan det siges. Hvis ikke du er den rigtige slags 'plus-size', er det ret usandsynligt, at modebranchen overhovedet vil anerkende, at du eksisterer."


Som en kraftig kvinde i modebranchen er Gamble åben omkring det pres, hun oplever. "Industrien kan virkelig knuse dig. Men med Polyester vil vi skabe en visuel identitet og sætte fokus på indhold, der ikke alene accepterer tykke mennesker, men aktivt hylder dem som smukke og ligeværdige."

Mere VICE
VICE kanaler