Vi gik på jagt efter naturvin til fadølspriser i København
Sete Castro på jagt efter flasker på Pompette. Alle billeder af Hedda Rysstad.

FYI.

This story is over 5 years old.

naturvin

Vi gik på jagt efter naturvin til fadølspriser i København

Naturvin er mere end staldsur saft til gourmeteliten. Flere vinbarer serverer nu glas til en halvtredser – og vi fik en spansk kender til at vise vej.

Måske du har set ham suse gennem byen på en ladcykel. Måske du har set ham slentre gennem et af hovedstadens værtshuse en sen aftentime. Eller måske genkender du ham fra etiketten på den flaske naturdråber, du saftede dig ned i sidst, du frekventerede en af Københavns vinbarer.

Han er høj, ranglet, ofte iført læderjakke og hovedbeklædning, og hans navn er Sete Castro. Sete er 38 år og oprindeligt fra Valencia i Spanien, men de seneste to år har han arbejdet i Danmark for en af verdens førende importører af naturvin, Rosforth & Rosforth, der ligger under Knippelsbro på Christianshavn.

Annoncering

Simultant med tjansen under broen holder Sete popup-middage forskellige steder i byen – på både, vinbarer og hjemme hos private – under navnet Tren de vida.

Sete Castro i grønne omgivelser ved Cafe Slusen i Sydhavnen.

Tren de vida er en talemåde, vi i Spanien bruger til at beskrive et menneske, der lever det gode liv,” fortæller Sete. “Et menneske, der bruger mange penge på restauranter og barer. Så har man et godt tren de vida. Jeg kan også godt lide at gå ud, men jeg har dog ikke så mange penge at spendere, at man kan bruge trend de vida om mig.”

Sete er mere kok, end han er vinbonde, og han vil heller ikke kaldes vinekspert. Men når man tilbringer sin dagligdag omgivet af vin, lærer man en ting eller to om både druer og priser. Og det er derfor, vi møder ham på Cafe Slusen i Sydhavnen. Vi har bedt ham om at tage med os på en lille tur gennem byen for at jagte gode tilbud på nogle af byens vinbarer.

Naturvin er gået fra staldsur gourmetjuice til allemandseje. Men naturvin kan godt være en flyvsk størrelse, for man ved sgu aldrig helt, om den 12-ugers macererede australier, man forelskede sig i sidste weekend, vil være helt lige så godt selskab, næste gang man bestiller den. Alle de konventionelle kneb gælder ikke for naturvin.

Vi mødes her i et lille skur ved den gamle sluse for enden af Københavns havn. Her ligger en vinbar, hvor man kan nyde sardiner direkte fra dåsen og få sig et glas hvidvin til 45 kroner eller et glas rød til en halvtredser. Vi vælger den billigere hvide, en sød og rund Falanghina fra Taberni Domus i Italien.

Annoncering

Cafe Slusen.

“Her bliver glasset fyldt næsten helt op til kanten,” siger Sete. “Det er fantastisk. Det er lige før, der er for meget vin i. Vinbarer som den her, med glas til omkring en halvtredser, er med til at demokratisere naturvinen. De gør den tilgængelig for normale mennesker. De to største naturvinsbyer i verden er – tro det eller ej – Tokyo og København. I Barcelona er der for eksempel kun fire naturvinbarer. Her i København er der mindst fire alene på Nørrebro.”

Og der er måske også snart mere end det. For vinbarerne skyder op i København som stokke på en mark i Languedoc, mens vi pludselig har lært at sige “eddikestik” og “brettanomyces”. Er man ikke den mest erfarne vindrikker, eller gider man bare ikke sætte sig alt for meget ind i gærkulturer og oxidation, kan det dog være mindst lige så vanskeligt at navigere i de naturlige vine som i de konventionelle.

“Jeg havde en restaurant i Spanien, før jeg flyttede til Danmark,” fortæller Sete. “Alt var økologisk, og strømmen kom fra solpaneler. Derigennem mødte jeg vinbonden Mariano Taberner, der producerer naturvine i Valencia. Han introducerede mig til den her verden, og jeg var i chok. Jeg bad ham om at anbefale mig en bog om naturvin, og han sagde bare: 'Nej, nej, nej. Du skal ikke læse noget som helst. Du skal bare smage på vin. Hele tiden. Og lytte til, hvad vinene fortæller dig.'”

Vinkøleskabet på Friheden.

Vi skal også smage på mere vin. Efter en cykeltur fra Sluseholmen ender vi på Nørrebro. Her mellem Hillerødgade og Nørrebrogade, gemt lidt væk bag skateparken, ligger Friheden, en café med varmt køkken, kulørte lamper og glas til en halvtredser.

Annoncering

Vi bestiller snacks fra kortet – tre små retter med henholdsvis grillet spidskål, helleflynder og courgetter til under en hund stykket – og endnu et glas vin: grüner veltliner fra Martin og Anna Arendorfer i Kamptal i Østrig. Det er ufiltreret, dufter af grønne æbler og ryger lige ned. Sete går ikke så meget op i druesorter og terroir. For ham handler det mere om følelser.

“Jeg har en poetisk tilgang til vin,” siger han. “Hvis jeg vil ud og flyve, skal jeg bruge bobler. Vil jeg nyde en stille stund og elske i nuet, vælger jeg en hvid, og skal jeg slappe af i kærlige omgivelser, vælger jeg en rød.”

Selv om vinbarerne lige nu har kronede dage, har Sete sine betænkeligheder ved “vinboblen”, som han kalder den. Det er nemlig ikke alle steder i byen, der er lige demokratiske.

Friheden er indrammet af skateramperne ved Nørrebroruten.

“Her er så mange gode steder,” siger han. “Men det er de færreste steder, jeg kan tage hen. Jeg har ikke råd til at betale 100 kroner glasset. Jeg siger ikke, at 100 kroner for et glas nødvendigvis er dyrt. Det kommer jo an på vinen. Men nogle steder sælges flaskerne for det femdobbelte af indkøbsprisen. Det forstår jeg simpelthen ikke. Forleden dag var jeg på en bar, der solgte ‘min vin’. Men jeg havde ikke råd til at købe den. Et glas i baren kostede lige så meget som en flaske i butikken, og så ender jeg altså med at drikke en Tuborg på en bodega i stedet.”

Vinen, som Sete kalder sin egen, er egentlig produceret af hans ven Mariano. Etiketten prydes af Setes smilende ansigt og hedder “Super Tak”, lavet på saft af tardana-druen og fermenteret på rester af bobal-druer.

Annoncering

“Da jeg så etiketten, var jeg i chok,” siger Sete. “Det kom sig af, at jeg begyndte at sige ‘super tak’ til kunderne i butikken, og en dag foreslog jeg for sjov Mariano, at han skulle lave en vin, der hed ‘super tak’. Den findes i to varianter - med og uden bobler - men mit ansigt er kun på den uden bobler. Og kun her i Danmark. Jeg blev så glad og taknemmelig, men også meget flov. Det er så vildt. Man kan for eksempel få den på 108.”

Pompette.

Vi hopper endnu engang på cyklen og kører en kort tur ned ad Nørrebrogade mod vinbaren Pompette i Møllegade, der ligesom Friheden har det som erklæret mål at gøre vin tilgængelig for alle.

På Pompette finder man også glas til en halvtredser, men da vi ankommer, glider Sete let forbi baren og ind i vinskabet i hjørnet. “Prøv bare at se her,” siger han. “Det her er en smuk vin og til en meget meget fair pris.” Sete har kastet sin kærlighed på en flaske Rosée du Matin fra Bainbridge and Cathcart. Vinen er sat til 184 kroner, det dobbelte af indkøbsprisen ligesom de andre vine i skabet på Pompette, og så lægger vi en hundredekroneseddel oveni i for at få lov til at drikke den i baren.

Havde vi taget den med hjem, eller bare en tur over på Assistensen for enden af Møllegade, var vi altså sluppet for hundrede kroner mindre, men Sete fatter fem glas og skænker op ved et bord ude på gaden og byder nogle bekendte på et glas.

“Når jeg går på vinbar, har jeg ikke lyst til bare at nøjes med et enkelt glas. Jeg vil drikke fire. Her har de forstået idéen med at åbne et sted, uanset om det er en restaurant eller en vinbar. Man skal gøre det for at følge sit hjerte, for at man kan være fri og tjene til dagen og vejen. Ikke for at blive rig af det.”

Sete tager en tår af den lyserøde vin og blotter et tilfreds smil. Et smil som det, der pryder etiketten på ‘hans vin’. Super tak for turen.