Dj-kollektivet Bad Omen København 2018

FYI.

This story is over 5 years old.

Interview

Mød Bad Omen, Københavns nyeste, kvindeligste dj-crew

Vi fik en snak med Schaarup, Aviaja, Lunatic, Amanda Baun og Kami Balaclavas nye dj-supercrew om at få Bruno Mars ud af KBH's natteliv, deres beef med Rigforevigt, og hvad vi kan forvente af deres efterfest til Noisey Festival.

Det er efterhånden en gennemtæsket kendsgerning, at dansk musik er penis-domineret. Om det er i nattelivet eller på landets mange hankøns-overbefolkede festival-lineups, er kønskløften blevet et grundlæggende uacceptabelt og dybt forstyrrende problem, vi selv har skabt, men som ingen aner, hvad de skal gøre ved, og som nu er hensat til mudderkastning i alt for lange Facebook-opdateringer.

Men heldigvis er der stadig nogen, der prøver at gøre noget for at få flere kvinder på de danske scener. For lidt over en måneds tid gik fem prominente kvindelige, københavner-dj's sammen og skabte dj-crewet Bad Omen. Nærmere betegnet Aviaja Larsen (Aviaja), der arbejdede som booker og event-manager på spillesteder og klubber som Chateau Motel, Arch og Rust, før hun selv sprang ud som sangerinde og professionel dj og spillede på blandt andet Roskilde Festival, Generator, Distortion og Strøm i sommeren 2018. Amanda Baun, der også er kreativ direktør for pladeselskabet Back to Future Sounds. Mai Schaarup (Schaarup) udgør halvdelen af det kvindelige københavnske festkollektiv Housefrau, spiller fast på KBH-klubber som Culture Box og KB18 og har i 2018 blandt andet leveret sæt på Roskilde Festival, Distortion og på Main Stage til Copenhagen Pride. Og så Kathrine Luna (Lunatic) og Kamilla Krohn (Kami Balaclava), der havde debut på Roskilde Festival i 2018 som led i en Smirnoff-kampagne, der skulle motivere kvinder til at springe ud som dj's.

Annoncering

Vi fik fat i Aviaja Larsen og Mai Schaarup til en snak om deres nyligt dannede all-female dj-crew, hvad de gerne vil have mere og mindre af i det danske natteliv, og hvad vi kan forvente, når de lukker ned for Noisey Festival med en kæmpe efterfest fredag den 2. november.

1538488111334-Bad-Omens_Hedda-Rysstad_001

Noisey: Hey Mai og Aviaja. Hvorfor hedder I Bad Omen? Er det, fordi der kun mangler et “w” for at gøre det til Bad (w)Omen?
Aviaja Larsen: Fordi det er skidt for mange af de dj's, der er i byen, fordi vi er så sejt et hold og nu kommer og overtager det hele. Og så er The Omen af mine yndlingsfilm.

Klart. Hvorfor har I skabt Bad Omen?
Aviaja: Det var faktisk bookeren fra Noisey Festival, der ville have mig til at spille og spurgte, om ikke jeg kunne tage mit seje crew med. Og jeg tænkte bare, hvilket sejt crew? Jeg svarede, at selvfølgelig kunne jeg det. Jeg skulle bare lige samle dem først. Mai arbejder også med Housefrau og er rigtig god til at få booket både udenlandske og danske dj's – især dem, der spiller i undergrunden. Så får de lov til at vise, hvad de kan, og det har jeg rigtig meget respekt for. Så er der Amanda, der har Back to Future Sounds og også bare er mega sej. Luna er også vores gode veninde – vi tager tit ud og spiller back-to-back og hænger ud, så det skete faktisk meget naturligt. Jeg tænker bare, at vi skal være bedre til at holde sammen, back hinanden up og være et crew. Det, synes jeg, at drengene er gode til.

Annoncering

Altså at gå sammen i crews?
Aviaja: Vi hænger rigtig meget ud sammen, og så er vi ret sjældne, os kvindelige dj's, så det er bare meget rart at bakke op om hinanden. Det var ikke, fordi vi tænkte, at nu skal vi være et rigtigt pigecrew og vise alle, hvad vi kan. Vi er bare alle sammen veninder og har det sjovt sammen. Alle de andre er totalt badass. Selv om vi ikke spiller samme type musik, er det fedt at være i crew sammen, for så er det, som om jeg er lige så sej som dem. Så kan vi hype hinanden og lave fester sammen. Vi spiller næsten alle sammen forskellige genrer, så vi kommer også fra forskellige miljøer og kan på den måde kombinere vores netværk.
Mai Schaarup: Det er rart at være fælles om noget, fordi man er ellers meget alene ude på job.

Hvordan ville I selv beskrive stemningen i jeres sæt?
Aviaja: Jeg spillede mere hård techno og techhouse førhen og kan godt lide det lidt hårdt, men er nu gået mere over til progressiv house. Vi spiller begge to house, men Mai spiller måske lidt mere deep house.
Mai: Jeg spiller meget på KB18 og Culture Box. Og er mest til melodisk techno lige for tiden – en masse synths og sådan; hårde vibes, der går rimeligt hurtigt derudad. Jeg kan godt lide at brage igennem, hvis jeg får lov til det.
Aviaja: Amanda spiller boogie og disko. Kathrine Luna spiller hiphop. Kamilla spiller house.

Hvordan har I set den elektroniske scene herhjemme og det københavnske natteliv udvikle sig?
Aviaja: Jeg synes, det er fedt, at der sker så meget i Kødbyen. Det er konstant, og det kan jeg godt lide. Ellers skulle man jo være i Indre By hele tiden. Jeg er meget glad for Culture Box, KB18, Jolene og Bakken. Det kan være fedt i Indre By, når de laver klubber som Chateau Motel, men ellers synes jeg ikke rigtig, der er så meget at komme efter. Ellers bliver det bare sådan noget Gothersgade-agtigt. Fucking stenet.
Mai: København går meget i bølger. Men på det sidste har der været vildt meget plads til elektronisk musik.

Annoncering

Ser I nogle tomrum som I kan fylde ud?
Aviaja: Jeg synes stadig, der bliver spillet for meget mainstream hiphop og pop rundt omkring. Det er bare det, mængderne gerne vil have, og jeg synes godt, de kunne tage at rykke sig længere ud af deres skal og lytte til noget nyt en gang imellem.
Mai: København og nattelivet er en stor legeplads. Og det skal vi udnytte.

Hvis I havde magten til at udslette et nummer, der aldrig igen ville blive spillet i det københavnske natteliv, hvad skulle det så være?
Mai: Jeg er ofte blevet spurgt efter den der "Hip Hurra Det’ Min Fødselsdag”. Og jeg slår virkelig knuder på mig selv hver gang. Hvorfor tager folk den ikke lige hjemme i privaten, inden de tager ud, så de 300 andre gæster ikke skal være tvangsindlagt til at høre på så irriterende en sang? Jeg afviser hver gang. Med mindre jeg rent faktisk er booket til en fødselsdag.
Aviaja: Bruno Mars. Han må generelt bare gerne fucke af. Dem, der ønsker Bruno Mars, er nogle af de mest irriterende mennesker i verden. Jeg har oplevet, at jeg stod og spillede, da en voksen dame på måske 44 kom hen og skreg: “JEG VIL HØRE BRUNO MARS!” Jeg rystede på hovedet, men hun fik min veninde væk og skubbede min lillesøster i gulvet for at komme ind til mig. Og råbe mig i hovedet, at hun gerne ville høre Bruno Mars. Hvis jeg må generalisere, synes jeg faktisk, at alle dem, der vil høre Bruno Mars, er irriterende.

Vanvittigt.
Aviaja: Jeg ville ønske, han ikke eksisterede. Mere Masego, mindre Justin Bieber.

Annoncering

Er det nogensinde en god ting, når folk ønsker en sang?
Aviaja: Det er meget sjældent. Fordi det er generelt rigtig irriterende, når man har brugt flere timer på at gøre et sæt klar hjemmefra. Derfor er det en kæmpestor fuckfinger, når folk kommer og siger, spil lige det her. Det er vores job, ikke deres job. Jeg går heller ikke ind på et arkitektfirma og river arkitektens tegning i stykker og tegner et nyt, røv-grimt hus og siger: "Værsgo, det skal se sådan her ud, du er forkert på den, og det er mig, der bestemmer over dig."

Hvis I kunne have beef med hvilket som helst andet crew eller en gruppe?
Aviaja: Vi har lidt snakket om, at vi synes, at Rigforevigt-drengene tager alle vores jobs på Chateau Motel. Måske mødes vi et sted en dag.

Spændende for det københavnske natteliv. Hvad kan vi glæde os til lørdag aften på Noisey Festival? Udover et potentielt efterfest-opgør mellem Rigforevigt og Bad Omen?
Aviaja: Vi har tænkt os at starte med noget hiphop, køre den over i noget funky disko, og så slutter vi af med et brag af en elektronisk fest. Vi glæder os sygt meget.
Mai: Yes, et gennemtænkt sæt og megagod energi. Vi skal have det pissesjovt.

Det lyder sprødt, det glæder vi os til. Tak for jeres tid, Bad Omen.

OPDATERING: Grundet uforudsete årsager bliver Noisey Festival i TAP1 den 2. og 3. november desværre ikke gennemført i 2018, og billetter refunderes via Billetlugen.