kriminalitet

Manden der stjal sine ofres organer og gravede sine egne øjne ud

Andre Thomas begik uden tvivl nogle uhyrlige forbrydelser. Men fik han en rimelig rettergang, da han blev dømt til døden?
HD
illustrationer af Hannah Drossman
19.6.18
Illustration af Hannah Drossman for the Marshall Project

Denne artikel blev udgivet af VICE USA i samarbejde med Marshall Project.

Det er 13 år siden, at en vanvittig psykotisk mand ved navn Andre Thomas blev dømt til døden. Den sorte mand dræbte sin fremmedgjorte hvide kone, deres unge søn og konens andet barn. Bagefter stak han sig selv tre gange med en kniv og lagde sig ved siden af sine ofre for at dø. Men det gjorde han ikke, så han rejste sig igen og gik otte kilometer til sin fars hus i byen Sherman, Texas, med sine ofres organer i lommerne. Her forsøgte han at ringe til Laura - den kvinde han lige havde slået ihjel.

Annoncering

Fem dage efter sin tilståelse til politiet, besluttede han sig for at agte Matthæus råd fra biblen: "Men dersom dit højre Øje forarger dig, saa riv det ud, og kast det fra dig." Det var præcis hvad han gjorde. Da han var blevet dømt til døden fire år senere, besluttede han sig for at grave sit andet øje ud. Og så spiste han det.

Staten Texas har altid ment, at Thomas fortjente sin dødsstraf, men appelretten har nu bedt både statsanklageren og forsvarsadvokater om at komme med alle beviser og juridiske dokumenter i sagen, så de kan undersøge to væsentlige omstændigheder forbundet med dødsstraffen: Om juryen var uvildig, og hvilken sindstilstand den anklagede befandt sig i, da han begik mordet.

Var Thomas i stand til at blive stillet for en domstol? Først var alle enige om, at han ikke var, og han blev sendt på et psykiatrisk hospital. Kun syv uger senere, efter lægerne havde givet ham en voldsom dosis af det antipsykotiske stof Zypreza, mente de selvsamme læger, at han nu sagtens kunne komme for retten. De sagde, at hans psykose, som havde været til stede i et årti inden mordene, ikke var organisk, men var blevet "forværret" af stoffer og alkohol.

Thomas' sag blev beskrevet glimrende af Brandi Grissom i en artikel ved navn "Trouble in Mind" i Texas Monthly i marts 2013. Thomas var en intelligent og charmerende dreng, som elskede at læse i biblen og som voksede op i den fattige by Sherman. Men hans psykiske problemer begyndte at vise sig, da han var omkring ni år gammel, og han begyndte at beklage sig over, at engle og dæmoner diskuterede med hinanden inde i hans hoved. Han fik problemer med politiet, og forsøgte at begå selvmord flere gange, og igennem hele processen fik han aldrig den rigtige behandling, som måske kunne have reddet hans ofre fra den frygtelige skæbne, de måtte lide i marts 2004.

I forhold til om Thomas var ved sine fulde fem, skal vi sammenligne med lignende sager, der har været for højesteret for nylig. I 2002 besluttede retten, at henrettelsen af udviklingshæmmede mordere ikke var tilladt, og den beslutning blev stadfæstet i 2014. I 2005 besluttede retten, at henrettelse af mindreårige mordere også var forbudt. I begge tilfælde fokuserede retten på, at der er forskellige grader af skyld, og at den anklagedes manglende evne til at erkende, hvilke konsekvenser deres forbrydelser vil have, har betydning for, hvor hårdt man kan straffe dem.

Annoncering

Thomas blev dømt af en jury, der kun bestod af hvide mennesker, og mindst tre af jurymedlemmerne havde offentligt talt om deres modstand mod ægteskab mellem forskellige racer. En af dem fortalte dommeren, at "blodet ikke skal blandes." En anden af dem sagde, at børnene fra et blandet ægteskab "Ikke havde en race at tilhøre." En tredje sagde, at blandede ægteskaber "gik mod guds hensigt." Thomas' advokat reagerede ikke synderligt på de udtalelser.

Under en ny debat ved appeldomstolen, Fifth Circuit (lyt med her), sagde Thomas' nuværende advokat, Catherine Carroll, at en sådan udvælgelse af juryen under de pågældende omstændigheder konstituerede en "strukturel fejl", og at det gjorde hele retssagen mangelfuld.

Staten benyttede de forkerte juridiske standarder, da de stadfæstede Thomas' dom, fastslår Carroll. Ligesom hun og Thomas' andre advokater mener, at der er præcedens fra en lignende sag fra 2006.

Statsanklagerne forsøger i appelretten at bagatellisere de racemæssige omstændigheder i sagen ved at påstå, at forbrydelsen slet ikke handlede om blandede ægteskaber, men om ægteskab generelt, hvor Thomas - om han var psykisk syg eller ej - ikke kunne acceptere, at hans kone, Laura, havde forladt ham og startet en familie med en anden mand. "En sort mand slog en hvid kvinde ihjel, men det er ikke kernen i den her sag," argumenterede Fredericka Sargent, en advokat fra rigsadvokatens kontor. "Thomas dræbte sin kone, fordi hun ikke ville være sammen med ham. Det havde absolut intet med hendes race, hans race eller nogle andres race at gøre. Det handlede om hævn og besættelse."

Men er det ikke alt sammen ligegyldigt i en sag, hvor den anklagede var psykotisk på gerningstidspunktet? spørger dommer Stephen Higginson og fortsætter:

Annoncering

Og hvis den her sag virkelig handler om en racistisik jury, er det så nok, at alt, Thomas' daværende advokat gjorde, var, at bede juryen om at være fair?

Nej, det er sandsynligvis ikke nok, siger advokaten Sargent. Men forsvarer sig så med, at uanset hvor racistisk juryen har været, var der faktisk potentielle nævninge, som ville have haft endnu sværere ved at give Thomas en fair rettergang.

Dommerne i appelretten beder om forklaring på, hvorfor Thomas' gamle advokater ikke gjorde alt, hvad de kunne, for at slippe af med den fordomsfulde jury. Og Thomas' nuværende advokat, Carroll siger, at dommeren i sagen endda havde hentydet til, at han ville have givet forsvareren ekstra muligheder for at protestere mod juryen, hvis det var nødvendigt.

Det mest dramatiske øjeblik kom dog først senere, da rigsadvokaten blev tvunget til at medgive, at Texas som stat havde givet et misvisende billede af væsentlige detaljer omkring udvælgelsen af de problematiske nævninge. De påstod, at Thomas' advokat havde brugt lang tid på at udspørge de pågældende jurymedlemmer. Det var simpelthen ikke korrekt.

"Jeg må indrømme, at det var en fejl," siger Sargent til panelet.

"Det er en temmelig betydelig fejl," siger dommer Leslie Southwick.

"Det er det," svarer Sargent.

"Hvorfor rettede du ikke op på det?" spørger dommeren.

"Fordi jeg først opfattede det langt senere," sagde Sargent.

"Det er sådan set lige meget, hvornår du opdagede det," siger dommeren.

"Det undskylder jeg," siger Sargent.

"Det er utilgiveligt, hvis du siger, at du opdagede fejlen uden at informere os om det," siger dommeren.

Spørgsmålet om, hvorvidt juryen var forudindtaget, skal ses i lyset af, hvordan højesteret har reageret i lignende sager. I marts i en sag fra Colorado besluttede de, at dommerne i den slags sager gerne må foretage dybere undersøgelser af potentiel racisme blandt nævninge. I januar valgte retten at være på en sort mand fra Georgias side, som var dømt til døden, fordi en nævning var kommet med racistiske kommentarer. Thomas' forsvarer håber, at nogle af de udtalelser, nævningene er kommet med under ed - udtalelser, som ikke fik advokaterne til at reagere under sagen - kan overbevise myndighederne om, at Thomas fortjener enten en ny rettergang eller en mindre straf.