Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Alt imens VM i Rusland hensætter fodboldfans over hele verden i både ekstase og sorg, når deres respektive hold sejrer eller taber, er vi også blevet introduceret for en grimmere, og desværre meget velkendt, side af det smukke spil, nemlig seksuel chikane af kvindelige sportsjournalister.
BBC melder, at den brasilianske sportsjournalist Julia Guimaraes var i gang med et indslag udenfor stadion til kampen mellem Japan og Senegal i søndags, da en mand i 20’erne eller starten af 30’erne passede hende op og forsøgte at kysse hende. Optagelsen er lagt ud på Twitter, og her kan man se Julia Guimaraes undvige mandens forsøg på at kysse hende.
”Lad være med det!” siger Julia Guimaraes, mens manden forsvinder ud af billedet. ”Det skal du aldrig gøre igen, okay?”
Herefter høres en mandlig stemme sig ”undskyld”, mens Julia Guimaraes skælder ham ud. ”Det har du ikke ret til at gøre,” siger hun og ryster på hovedet. ”Aldrig, okay? Det er meget uhøfligt. Det skal du aldrig gøre.”
Julia Guimaraes tweetede efterfølgende, at hun havde været udsat for en lignende hændelse, da hun dækkede kampen mellem Rusland og Egypten. Hun beskriver det som en ”forfærdelig” oplevelse over for sportshjemmesiden Globo Sport og tilføjer, at det fik hende til at føle sig ”hjælpeløs og sårbar”. ”Denne gang svarede jeg igen,” forklarer hun. ”Men det er trist, at folk føler, de har ret til at gøre sådan noget.”
Julia Guimaraes er langt fra den eneste kvindelige sportsjournalist, som har oplevet chikane på jobbet. I marts lancerede 52 sportsjournalister en kampagne under parolen #DeixaElaTrabalhar, som betyder "lad hende passe sit arbejde" for at sætte fokus på, hvor ofte de oplever chikane under live-indslag. ”Når man tænder for kameraet, er der altid nogen, som prøver at kysse eller kramme dig,” forklarer journalisten Bibiana Bolson fra EspnW i kampagnevideoen, som er delt vidt og bredt via brasilianske sociale medier. ”Det er en frygtelig oplevelse.”
Og fænomenet er desværre temmelig udbredt under VM i Rusland. En colombiansk korrespondent for Deutsche Welles spanske kanal oplevede, at en fremmed kom op og tog på hende tidligere på ugen under et live-indslag. En mand løb op til Julieth Gonzalez Theran, kyssede hende på kinden og tog hende på brystet. Efter udsendelsen talte Julieth Gonzalez Theran om hændelsen på sociale medier. ”Vi fortjener ikke den behandling,” skrev hun.
”Enhver form for uønsket seksuelt ladet kontakt, herunder kys og berøring, er seksuelt overgreb,” forklarer Jen Calleja, som er en af lederne bag antichikane-kampagnen Good Night Out. ”Der er nogle folk, som kommenterer, at det bare er ’for sjov’. Men det er ikke dem, der bestemmer det. Det er offeret, som bestemmer det.”
Jen Calleja siger, at den uønskede opmærksomhed kan være desorienterende og skræmmende, især hvis man tidligere har været udsat for overgreb. ”Når man ser nogen nærme sig på den måde på et offentligt sted, især som kvinde, kan det være en meget skræmmende oplevelse, hvis man har oplevet overgreb i det offentlige rum før,” forklarer hun. ”Enhver journalist har ret til ikke at blive chikaneret eller overfaldet, mens hun er på arbejde.”