Broadly

Det siger din yndlings vampyrserie om dig

Er du den nervøse, liderlige type, som ser True Blood, eller det liderlige konkurrencemenneske, der elsker Twilight?

af Broadly-redaktionen
31 oktober 2018, 8:32am

Nicolai Bruun

Findes der nogen bedre måde at fejre Halloween på end ved at bingewatche din yndlings vampyrserie? Det skulle da lige være at tage til Halloweenfest klædt ud som Svindler-Britta eller Carsten fra Gift ved første blik. Men hvis det nu ikke lige er det, der er lagt i kakkelovnen til den her onsdag aften, er det da oplagt at fejre Allehelgensaften med de levende døde. Spørgsmålet er bare, hvorvidt du foretrækker en aften i selskab med Buffy Summers, Edward Cullen, Eric Northman, Damon Salvatore eller Julie Zangenberg, og ikke mindst, hvad det valg siger om dig som person.

Twilight-sagaen

Hvis du tilbage i 2008 var en ægte ’Twihard’, er der stor sandsynlighed for, at du dengang var en bøjlebeklædt, uskyldig og samtidig liderlig tween med kvindeligt fortegn, der kunne skrige så skingert, at det menneskelige øre ikke kunne opfange frekvensen.

Selvom du læste alle bøgerne både på dansk og engelsk, tog til midnatspremiere i biografen og stod i kø nede i Blockbuster på Vesterbrogade for at få en autograf fra en af dem, der spillede varulv i Eclipse, så er der også stor sandsynlighed for, at du ikke er Twihard længere. Teenage-forblændelsen gled stille og roligt ud i sandet, samtidig med at det blev et nogenlunde overskueligt og ikke mindst realistisk projekt for dig at miste din mødom til en fyr fra parallelklassen og dermed vinke farvel til din oprindelige plan om at miste den til enten Robert Pattinson eller Taylor Lautner.

Selvom tågen af hormoner for længst er drevet over, og du i dag godt kan se, at Edward Cullens besættelse af skolens nye pige, Isabella Swan ikke var udelukkende romantisk, men faktisk virkelig omklamrende og en anelse problematisk hans meget høje alder taget i betragtning, så har din tid som twihard lært dig ting om dig selv, som du aldrig vil kunne løbe fra:

Du har et helt vanvittigt konkurrencegen og en evne til at dedikere dig til en sag. Det handler ikke bare om at være med, det handler om at fucking vinde. Det kan godt være, at du har sengetøjet, strandhåndklædet og en tro platsikkopi af den forlovelsesring, Bella får af Edward, men hvis din veninde proklamerer, at hun ser hele ekstramateriale-discen fra New Moon hver aften, inden hun falder i søvn, så er titlen som den største og bedste twihard stadig ikke din. Satans!

I dag fylder Twilight ikke længere manisk meget i din bevidsthed. Faktisk fylder den kun, når du hører Blue Foundations ”Eyes on fire” i radioen, eller de viser en af de fem film (sidste bog er selvfølgelig delt op i to film) på Kanal 5. Du bliver på kanalen og synker ned i den trygge fornemmelse af at kunne alle replikkerne. Du overraskes over, hvor urimeligt usexet tøj de har iklædt Kristen Steward, du konstaterer igen, igen, at Robert Pattinson bare er en virkelig smuk mand, og sidst men ikke mindst sender du dit 12 årige jeg en overbærende, men kærlig tanke.

Buffy the Vampire Slayer

Du opfatter dig selv som en kræsen forbruger af vampyrserier. Du vil ikke bare have blodige hugtænder og softcore sexscener. Du vil også stimuleres intellektuelt. Du elsker Buffy for dens vittige intertekstualitet og de subtile referencer til alt fra Shakespeare til Star Trek, måske fanger du dem ikke altid, men du ved, de er der, og det er det vigtigste.

Du ved også, at man kan læse Buffy Studies på flere universiteter, og du ville ønske, at det var dig, der kunne bruge hele dagen på at analysere, hvordan spøgelset i episoden ”Out of Mind, Out of Sight” i virkeligheden er en metafor for at føle sig usynliggjort, og hvordan Angels transformation fra wonder boy til skingrende psykopat (efter ham og Buffy har sex første gang) symboliserer den måde, nogle teenagepiger oplever at fyre forandre sig efter sex.

Vi kan lige så godt være ærlige. Selvom du elsker at opholde dig på Sunnydale High School, er du ikke ung længere. Du er i hvert fald tættere på de 30 end på 20, og du tænker nostalgisk tilbage på dengang, du så Buffy i Serie Søndag på TV2. Da du stadig var en nørdet teenager, som for første gang følte sig set af en amerikansk tv-serie. Du har selvfølgelig genset den masser af gange siden og græd salte tåre, da de fjernede den fra Netflix sidste år.

Du identificerer sikkert dig selv som feminist, og synes – ligesom seriens skaber Joss Whedon – at det er super empowering, at plottet i Buffy vender det klassiske gysernarrativ på hovedet. Når lækre, slanke blondiner går om i en baggård og møder en vampyr, er det som regel ikke blondinen der overlever. Men det er det i Buffy. Og det er ikke bare den stærke, kvinde i front, der gør serien progressiv. Heksekæresterne Willow og Tara viste et af de første længerevarende lesbiske forhold i en amerikansk tv-serie, og der hintes flere gange til fisseslikkeri, og det, synes du, er nice.

Du elsker den måde, serien tager pis på sig selv og hader den totale mangel på selvironi i The Vampire Diaries og Twilight. Og jojo, special effects'ene er lort, og nogle af monstrene er lige lovlig fjollede (ja, her henvises til den gamle dame, der har en gigantisk orm boende under sin paryk, der æder folk, som spiser fastfood), men du elsker Willow, Xander, Buffy og Giles og vil forsvare deres ære i enhver vampyrrelateret diskussion.

True Blood

Du er bange for at få en virus på din computer, hvis du besøger pornosider, så i stedet onanerer du til hed vampyrsex på HBO.

The Vampire Diaries

For 15 år siden ville du nok have set Glamour på TV Danmark, for der er en særlig plads til soap-serier i dit hjerte, og du er helt cool med, at folk vender tilbage fra de døde. Du var vild med Twilight, og da bøgerne var læst, og filmene var set, ville du stadig gerne have mere, og tadah!, så serverede nogle opportunistiske serieskabere The Vampire Diaries for dig.

Du bed til bolle.

Du kan åbenbart ikke få nok af highschool-stemning og trekantsdramaer, hvor en uskyldig, sart og sårbar kvinde skal vælge mellem to overnaturlige, smukke og stærke mænd, som åbenbart elsker hende no-matter-fucking-what. Du skiftede glædeligt Team Edward/Jacob ud med Team Stefan/Damon. Og du kan ikke få nok af vanilla sexscener.

Men det er faktisk ikke et problem, at du ikke kan få nok, for det mest imponerende ved The Vampire Diaries er, at det aldrig stopper. En lind strøm af blød, blød vampyr- (og varulv-, hybrid-, vampyrjæger-, heks-, dobbeltgænger-, og... hvad har vi glemt?)-underholdning vælter ud. Det kan sammenlignes med en uendelig portion tynd havregrød – du behøver nærmest ikke engang tygge, du kan bare læne hovedet bagover og hælde det ind. Seriens største kvalitet er nemlig, at den kræver absolut INGENTING af dig som seer.

Ej, måske så du “bare” sæson et og to og tre og fire og fem og seks af Vampire Diaries. Du holdt dig måske for god til at blive hængende, da selv seriens hovedperson forlod den efter sæson seks. Du fyldte 26, flyttede sammen med din kæreste og droppede til sidst serien efter at have set den i smug i to år.

Måske blev du hængende. Måske hænger du stadig i. For nej, det er ikke slut.

Du var stadig med, da sæson syv kom, og da ottende og sidste sæson (hvor hovedpersonen faktisk vendte tilbage – fra en dyb, dyb søvn, ja, og selvfølgelig med hjælp fra Bonnie, som åbenbart har noget a la ni liv) kom. For du er trofast. Du er sikkert en skidegod veninde.

Heartless

Ja, hvem er du egentlig? Dig, som holder af Kanal 5’s bud på en dansk vampyrserie fra 2014. Du er tydeligvis en ener, for serien fik et meget kort liv. Var det, fordi du godt kunne lide historien om søskendeparret Sofie og Sebastian, der for at overleve var nødt til at suge folks livsenergi ud gennem munden på dem, men hvis de tog for meget, gik der ild i deres ofre? Nej vel.

Faktisk kan der kun være tre mulige forklaringer på, hvorfor Heartless er din yndlingsvampyrserie. 1) Du er besat af Julie Zangenberg. 2) Du er besat af Sebastian Jessen. 3) Før du læste denne artikel, vidste du ikke, at der fandtes andre vampyrserier.