Vi hang ud med Rune Bagge i hans sofa og snakkede om trap, stoffer og Københavns rave-scene

Vi er i Rune Bagges lejlighed. Den 27-årige københavnske dj og producer har inviteret os hjem til sin high-end hygge-hybel i et nydeligt lejlighedskompleks på Vesterbro, der er højsædet for hans internationale technoimperium.

Ligesom indretningen i hans lejlighed er Rune Bagges liv et kæmpe trip at træde ind i. Han er søn af punkere, nærmere betegnet Kalashnikov-sangerinden Charlotte Bagge og President Fetch-trommeslageren Martin "Morgengrim", der senere gik sammen i gruppen Squirm. Han er kæmpe fan af trap – især Chief Keef – og gamle venner med Rigforevigt-rapperen Louis Valuta. Men vigtigst, og mest bemærkelsesværdigt, af alt er han en techno-dj, hvis mørke IDM-univers har spredt sig fra København til New York til Moskva. Samtidig er han veteran på den rave-scene, der bruser frem af den københavnske undergrund.

"Jeg har været en del af scenen på min egen måde i næsten ti år," forklarer han. Hans 'egen måde' inkluderer livesæt på alt fra Fast Forward til Et Andet Sted til God Goes Deep. Han har samarbejdet med alle fra Mama Snake til IBON og Martin Schacke; på et tidspunkt havde han endda et eksperimentelt noise-projekt med sidstnævnte, der hed Failed Lobotomy. "Vi udgav på bånd. Det var så umusikalsk og fucked up som overhovedet muligt." Ellers producerer han techno i sit hjemmestudie under sit eget navn.

Rune Bagge har for nylig udgivet ep'en No Tomorrow – fire techno-tracks på sammenlagt lige under en halv time, der er lige så voldsomme, som de er melankolske; lige så hårdtslående og intense, som de er afslappende og introverte. Som resten af det imponerende og respekterede bagkatalog, han har vredet ud af sit hjemmestudie, kan det fylde et dansegulv af svedige rave-hoveder med store pupiller, lige så vel som det kan tømme din hjerne for tanker og støj, hvis du hører det for dig selv en stille, grå hverdagsaften.

Rune udgav sin første ep i 2016 efter at have dj'et i nogle år. "Det lyder måske arrogant, men det blev kedeligt – ikke at være ude og spille, men i længden er det bare kedeligt at stå og spille andre folks musik. Så boomede det bare, og jeg begyndte at få alle mulige gigs i udlandet."

Når han mellem cigarethvæs reflekterer afslappet over den rejse, der har ført ham hertil, siger han ting som: "Jeg har gjort ting for at overleve," der efterlader et indtryk af, at Rune Bagge ikke har fået noget foræret – hverken sin MTV Cribs-værdige bopæl/hjemmestudie eller sin kultstatus i Københavns elektroniske undergrund. Jeg begynder at forstå, at koblingen mellem trap, techno og punk ikke er påtaget – det et genremix, han er endt med at personificere, fordi de alle tre har den rå autencitet tilfælles, som han legemliggør.

Noisey: Du har et ret imponerende studie her i dit hjem. Hvordan kom du i gang med at lave techno?
Rune Bagge: Jeg begyndte at dj'e i starten af mine 20’ere, fordi jeg elsker elektronisk musik – især techno. Så downloadede jeg Ableton og gik bare i gang. Jeg anede ingenting om opbygning eller at lave lyde, men rodede og nørklede rundt med samples og prøvede at lave mine egne ting. Omkring 2015 spillede jeg mit første livesæt. Der var scenen meget lille herhjemme, men folk begyndte at virke interesserede i det. Så købte jeg et DIY-kit og byggede en trommemaskine sammen med en ven, der har styr på det, så jeg ikke kom til at brænde en eller anden del af. Så gik det op for mig, at "whoa, jeg kan lave tracks kun med den her maskine". Men så begynder gear-manien. Hvad kan man ellers få? Jeg købte en midi-sequencer, nogle forskellige synthesizers, nogle effekt-moduler…jeg laver alt herhjemme. Det har været det samme gear, siden jeg udgav min første plade. Så jeg har selv lavet alle mine pre-sets på det, du ser her.

Er det ikke gået ret stærkt for dig, især internationalt, i forhold til at din første udgivelse kom for bare et par år siden?
Før ep’en spillede jeg mest bare på CultureBox og KB18. Og på en gammel stripklub på Vesterbrogade, hvor man skulle igennem en restaurant og ned i kælderen.

Men så spillede jeg et livesæt på Bolsjefabrikken hvor Sara (Svanholm, aka. Mama Snake, red.) og Najaa (Courtesy), der har pladeselskabet Ectotherm, sagde: “De her to tracks skal du udgive”. Men mit sæt havde været live, så jeg skulle først hjem og genskabe det. Klubtechno sælger som regel bedre, fordi dj's køber pladerne, og mit var mere obskurt og dystert. Men efter ep’en så kom ud, gik det stærkt. Jeg fik ekstremt meget god feedback for den. Næsten lige efter blev jeg booket i New York og Tresór i Berlin.

Vildt nok. Hvordan var det at gå fra at nørkle i dit hjemmestudie til pludselig at spille live i New York?
Der er ikke en scene derovre som sådan, så der er ikke technoklubber. Det var et warehouse i Bushwick på størrelse med KPH Volume. Det var ligesom at være til en Fast Forward-fest, men bare i New York. Der var ekstremt god stemning, alle folk passede sig selv. Det er jo også ulovlige fester, de holder derovre. Politiet slår meget ned på det. Jeg blev spurgt, om jeg ville være med på en compilation-plade, hvor alle pengene gik til Brooklyn Community Bail Fund, fordi det jo ikke er alle, der har råd til at betale kaution.

Hvad er det mærkeligste sted, du har spillet?
Det er svært. Jeg har været en del mærkelige steder. Jeg spillede til en fest i Berlin på et sted, der hedder Herrensauna. Der var udfordringen, at der var 50 plusgrader varmt. Virkelig sådan sauna-varmt. Og med dark rooms og alt muligt. Jeg spillede back-to back med min kammerat Martin Schacke. Man skulle ned under knæhøjde for at tænde en smøg, fordi der bare ikke var mere ilt. Det var fuldstændig overdrevet. Det var, som om jeg var hoppet i vandet. Det var ikke et mærkeligt sted som sådan, men en af de mest udfordrende steder, jeg har spillet. Det var meget intenst, meget højt. Jeg kunne ikke høre noget en halv dag efter.

Sindssygt. Hvordan ser fremtiden ud for dig?
Jeg fortsætter på Northern Electronics, Ownlife og Kulør, som Najaa har startet, hvor den første compilation der lige er kommet ud, kun er med artister fra Fast Forward-holdet. Der er også kommet mange danske labels, hvor der før i tiden nærmest har været nul. Så det vil jeg heller ikke gøre, når det bare er ligesom alle de andre. I stedet for har jeg gang i mine helt egne obskure projekter.

Hvordan har du oplevet udviklingen på den rave-scene, vi har i København i dag?
Jeg har spillet til nogle fester nede i Basement, der hed Exile. Det var ikke som at gå på Culture Box og bestille en flaske. Det var mere warehouse-agtigt, mere vi har et tomt rum, lad os sætte nogle højttalere op og holde en fest. Der blev pakket og mere pakket og endnu mere pakket, og det begyndte at ulme… indtil de desværre blev lukket ned.

Nikolaj fra Fast Forward var også med til Exile dengang. Ham og Lukas Højlund – super cool dude – tænkte, vi prøver bare. Vi havde det her fællesskab, hvor vi alle sammen kendte hinanden perifert. Vi holdte nogle Ectotherm x Fast Forward fester på Ungdomshuset. Så var vi pludselig på punkerterritorie, og det var en kæmpe succes. Der var pakket, folk var vilde efter det, så det fortsatte i et stykke tid.

Hvad skete der så?
De har den der 'absolut ingen drugs'-politik i Ungdomshuset. Og der bliver jo taget stoffer over det hele – også til technofester. På et tidspunkt havde de taget nogen på toilettet. Så var der en eller anden, der fik en hjerneblødning, og så måtte vi ikke holde fest der længere. Efter det blev det rykket rundt i forskellige beskidte, rå, warehouse-agtige venues. Igen kom der flere og flere til. Vi lavede et technokollektiv, og så udviklede det sig bare derfra. Det blev større, det blev bookingbureau, vi fik nye artister ind. Jeg var ikke med til at planlægge, men kom altid og spillede til festerne. Der blev holdt Posh Isolation x Fast Forward-fester på Mayhem, som også var en succes og faktisk trak det der indierock-agtige publikum med ind i det. Man kunne mærke, at der var real intentions, så der blev ved med at komme folk til. Vi er alle sammen sammen om det her. Man står ikke som sild i en tønde på en eller anden klub. Du har mere lov til at passe dig selv.

Men du kommer egentlig selv fra punkmiljøet?
Mine forældre er gamle punkmusikere. Jeg kan ikke huske noget af det, men det fortsatte, indtil jeg var fem år. Jeg endte selv i Ungdomshuset, da jeg var 13-14 år. Det er sjovt: Senere, da jeg begyndte at komme i Posh Isolation-kredse, stødte jeg på et rygte om, at Kalashnikov (Charlotte Bagges gamle punkband, red.) var stoppet, fordi min mor blev gravid med mig. Men bandet gik i opløsning et par år før. Det var ret WTF. Men ja, mine forældre mødtes på Gammel Torv, dengang alle punkerne hang der.

Sprødt. Tror du, at du ville tage til Fast Forward og andre københavnske rave-events, hvis du ikke lavede techno?
Ja, ja. Det ville jeg. Men jeg ville stå over i hjørnet og kæderyge smøger. Jeg har lidt social angst. Og jeg er ikke typen, der står og raver og danser. Det er ikke mig. Så ville jeg hellere bare holde mig i hjørnet og nyde at kigge ud på crowdet og se, hvor fedt det egentlig kan være, selv om man bare står i lille Danmark.

Samtalen afbrydes kort, da Louis Valuta kommer forbi. Ham og JVC er på vej på Kinagrillen. Rune har mad i køleskabet og skal derfor ikke have noget med.

Hvor langt tror du reelt, den københavnske rave-undergrund kan gå?
Jeg tror, at det vil fortsætte med at vokse til det punkt, hvor det bliver så mainstream, at der er open-air fester over det hele, hele tiden. Altså dertil, hvor det ikke længere er techno. Men jeg har også en underlig idé om, hvad techno er. Jeg hører ikke techno. Når man hører det, kommer man til at lyde lidt derhen af. Jeg hører mest bare drill. Og trap. Trap kan jeg bare relatere til.

Se også:

Der er rigtig mange Chief Keef-relaterede ting på din Facebook.
Chief Keef er min helt. Han er klart min nummer et. Kongen af alting. Min anden yndlings var Fredo (Santana, red.). Rest in peace. Desværre. Fordi han bare var så fucking real. Han var lige et par år ældre end Chief Keef, Lil Reese, SD og alle de andre og tog dem ligesom til sig i stedet for at gå rundt og sælge crack på gaden. Jeg har også selv gjort ting i perioder for at kunne overleve. Det er jo sådan, verden er. Bankroll Fresh skal også på den liste. Og det gamle Young Thug, da han lavede de der Slime-mixtapes. Jeg kan høre en trapsang og tænke: "det der har jo næsten været mig." Jeg har selv været ung og dum og gjort ting, jeg ikke skulle gøre.

Jeg har aldrig brudt mig om hiphop i den gamle klassiske lyriske stil. Men et trapbeat, der går fucking hårdt og bare fungerer, er befriende – og så er trap ærligt. Jeg elskede det gamle Lil Pump, før han blev signed. Men ikke så meget nye Lil Pump.

Sygt nok at snakke om en 'gammel' og 'ny' ny Lil Pump. Han er teenager.
Ja, han er vist blevet 18. Da han udgav den der sang, der bare hed “Lil Pump”…Det var nice, fordi det bare var så dumt.

Men har trap og techno noget tilfælles?
Drill og trap er i mine øjne ikke så velset i technomiljøet. Fordi det er meget sådan noget med designertøj og at flexe. Det, synes jeg, er latterligt, for der skal være plads til alle. Du kan mixe techno over i trap. "Real Trapper" spiller jeg hver gang. Det var ligesom der, det startede. Det er ikke ting, jeg udgiver, men det er virkelig sjovt at kunne blande de to ting. Det er ikke det samme, men det kommer fra lidt af det samme. Der er ikke nogen trappere, der kommer fra det gode liv. Og det samme gælder technocrowdet.

Sandt. Og grineren. Sådan har jeg aldrig tænkt på det. Hvad gør københavnsk techno unikt?
Vi spillede i Sofia i Bulgarien for nylig, hvor vi oplevede, at man bare ikke kan spille 140+ bpm. Ikke når alle andre spiller 125. Men det kan vi herhjemme. Københavnsk techno, eller den nordiske techno-lyd er inspireret af Berlin-techno og de gamle Birmingham techno-ting. Hurtigere, men stadig bredt. Det er meget melankolsk og samtidig meget hurtigt. Hvilket heldigvis ikke er en dårlig ting, hvis man vil lytte til chilleren techno. Der findes masser af gode ting, man kan chille til, selv om det er hurtigt.

Hvordan er vi blevet bedre som technoland i den tid, du har været involveret i scenen?
Det er blevet bredere og mere frit. Det er ikke så lukket ind i den minimale berlinerstil. Der er mange, der har deres egen lille nicheting, de godt kan lide at blande ind i deres sæt. Det gør det klart mere unikt.

Hvor skal den københavnske rave-scene hen herfra, synes du?
Den må gerne fortsætte med at have den gode, safe vibe, den har nu, hvor der er plads til alle – om du så er transperson, ti meter høj, eller bare en tilfældig hiphop-dude, der gerne vil udforske det. Og så må det helst ikke blive for meget EDM – ekstremt store artister, der vil have ekstremt mange penge for egentlig bare at spille dj-sæt. Det er at skide på sine fans på sådan en Steve Aoki-, Tiësto-agtig måde. Ikke noget hate til dem, men hvis det går den vej…

Ville du så stadig have lyst til at være en del af scenen?
Jeg ville ikke stige af, fordi jeg vil altid lave ting. Det er meget meditativt for mig. Det lukker for alle tanker, når jeg sætter mig ind (i hjemmestudiet, red.).

Hvad for noget techno kan du selv bedst lide?
Ambient og IDM er mest min ting. Marcel Dettmann lyttede jeg rigtig meget til, dengang jeg først begyndte. Men nu er han så stor, at han næsten kun booker stadionkoncerter. Han har engang spillet et nummer fra min ep.

Dope.
Det var meget wow, da det skete. Også at Nina Kraviz – de her kæmpe technonavne – spiller ting, lille mig har lavet. Jeg har bare siddet på mit lille værelse og gjort mine små ting, og så pludselig bliver jeg spillet for mange tusinde mennesker. Jeg er ligeglad med, om de ved, hvad det er – bare det, at det bliver spillet.

Tror du nogensinde, at musik som din og andre fra den københavnske rave-scene kan blive mainstream?
Det er ikke underground mere. Men jeg tror aldrig, det kunne blive mainstream. Det er for obskurt. Hvis techno ikke er meget klubagtigt, så er det for lyd-nørder. Jeg tror aldrig, at man vil tænde for P3 og høre: [Imiterer intenst 120+ bpm beat].

Meget af scenen er unge, edgy københavner-ildsjæle på 20-23 år. Hvad tror du, der sker, i takt med at den målgruppe bliver ældre?
Jeg tror, der er mange, der langsomt falder fra. Måske har de været til 100 technofester og så synes de pludselig, at techno er pissekedeligt. Men der er altid nogen, der opdager det efterfølgende og falder til. Jeg tror aldrig, at scenen vil dø. Det kan godt være, at den vokser sig dobbelt så stor, som den er nu – men større er Danmark heller ikke.

Okay. Hvis din musik var et rusmiddel, hvad ville det så være?
For mange i technoverdenen ville det nok være ecstasy. Det er det ikke for mig. Jeg tager ikke rigtig ecstasy. Det ville være et combo-drug. Ikke at folk nogensinde skal blande nogle af de ting, jeg siger nu – men jeg ville nok sige, at min musik er det samme, som hvis folk tog en meget lille dosis mdma og noget angstmedicin. Og måske et lille kick af – hvad tager folk for tiden? – coke eller speed.

Okay, så fjern angst, tilføj ekstase, og hold det hele kørende?
Du har ingen angst. Du har det fantastisk. Du elsker alle. Og du er klar på at danse.

Jeg forstår.
Jeg ville ikke anbefale folk at drikke lean og tage til technofester.

Klart.
Eller blande de ting, jeg lige sagde.

Tager du selv stoffer, når du spiller?
Jeg tager ikke stoffer som sådan, jeg tager min angstmedicin. Men det er vel også et stof på en måde. Det kommer vel an på hvordan man ser det. Jeg popper altid angstmedicin, når jeg skal spille. Fordi så ryster jeg ikke. Jeg har spillet i så mange år, så jeg ved, at jeg altid ryster, når jeg skal sætte nålen på pladen. Jeg er pissenervøs. Alle de små ting, jeg gør, er nervøse træk. Mange af de ting forsvinder, når jeg tager angstmedicin. Eller, de forsvinder ikke helt, for jeg gider ikke være helt smasket – men bare tage toppen af det, så jeg kan gøre, hvad jeg skal gøre. Samtidig gør det, at jeg spiller et bedre dj-sæt, når jeg ikke rigtig giver en fuck. Jeg leger mere med tingene og er mere fleksibel.

Sprødt. Tak for snakken, Rune.