Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada
Henover de sidste mange måneder er vi gang på gang blevet konfronteret med triste historier om mænd, der misbruger deres magt. De dystre afsløringer af seksuelle overgreb, der engang kun blev omtalt i lukkede kredse blandt kvinder og mænd, er nu blevet forsidestof og trender på sociale medier, hver gang en ny sag dukker op. I musikkens verden har vi for nylig bevidnet kultbandet Brand News fald fra tinderne på grund af anklager mod forsanger Jesse Lacey. PWR BTTM forsvandt lige så hurtigt, som de var dukket op, da anklagerne om seksuel chikane begyndte at rulle i en lind strøm. Alice Glass har talt meget åbent om de mange år, hvor hun har udholdt fysiske, seksuelle og psykologiske overgreb, som hun påstår, bandmakkeren Ethan Kath har begået. Senest er det canadiske poppunkband Hedleys frontmand Jacob Hoggard blevet beskyldt for i årevis at have begået overgreb mod kvindelige fans, der endda i flere tilfælde har været mindreårige.
Lavinen ruller med #MeToo og #TimesUp, men hvad sker der egentlig i musikkens verden på den front? Der er stor forskel på, hvordan problemet behandles i andre af underholdningsindustriens brancher. Til Oscaruddelingen blev Casey Affleck, der tidligere har vundet for bedste hovedrolle, erstattet af Jennifer Lawrence og Jodi Foster, da prisen for bedste skuespillerinde skulle overrækkes, fordi skuespilleren selv er omdrejningspunkt i en sag om seksuelt overgreb. Harvey Weinsteins karriere er mere eller mindre udslettet. Kevin Spacey, der holder sig ude af offentlighedens søgelys, blev erstattet af Christopher Plummer i All The Money In The World bare seks uger inden debuten. Selv om indsatsen kan virke let købt til tider, så lader det i det mindste til, at Hollywood-industrien nu tager kvinder, der slår alarm med deres historier, alvorligt. Filmbranchen er klar til at udvikle sig i positiv retning.
Det er desværre ikke helt tilfældet i musikkens verden. Den stereotypiske fremstilling af den mandlige rockstjerne er, at han er farlig, impulsiv og et sexikon. (Det er også en kliché, som rap og pop benytter sig af som i tilfældene XXXtentacion eller R.Kelly.) Vi kulturforbrugere, og markedsføringsapparatet, der har solgt os på ideen, har alt for længe tilladt rockstjerner at opføre sig som de personaer, de legemliggør på scenen. Der er ingen, der har forsøgt at skille de to fra hinanden. Det er derfor, det er utroligt svært at have en konstruktiv samtale om samtykke, grænser og ansvar i musikverdenen. I et tweet behæftet med hashtagget #outhedley2K18, skriver Twitter-bruger Ken Stevens: ”Feministerne er sure over, at rockstjerner opfører sig som rockstjerner.” Med andre (idiotiske) ord er det aldrig den mandlige rockstjernes opgave at gøre op med overgrebskulturen i musikken, fordi vi alle sammen er blevet enige om, at det er helt okay at udleve den rockstjerne-persona i virkeligheden. Når vi undlader at gøre op med den forestilling, forsvarer vi mænd, der begår overgreb, og vi er samtidig med til at forstærke følelsen af magtesløshed blandt især kvindelige fans, der får understreget, hvor usikker den verden, de færdes i, er.
Hoggard har undskyldt for sine handlinger via Twitter i sin første udtalelse, siden anklagerne først blev offentliggjort i midten af februar. Sangeren påstår, at han aldrig har begået overgreb, men at han er skyldig i at objektivisere kvinder. Hoggard er anklaget for at have voldtaget en 24-årig kvinde i 2016. Han har også forgrebet sig på mindreårige fans og forsøgt at købe drinks til dem. Exclaim! oplyser, at Hedley i 2005 var mistænkt for at have bedøvet en kvindelig fan i London, Ontario. Hoggard nævner ingen af de omtalte sager i sin offentlige undskyldning.
I Flare argumenterer Sarah Boesveld for, at han ikke forstår forbindelsen mellem en kulturelt betinget objektivisering af kvinder og det faktum, at det hænger sammen med fysiske og seksuelle overgreb. Uden den forståelse for, at en bestemt type adfærd kan have ekstremt negative konsekvenser i virkeligheden, forringer muligheden for at tilbundsgående samtale om emnet kan finde sted. Hvordan skal man kunne tackle det overordnede problem, når man ikke tager mikroaggressionerne, der fører til problemet, seriøst? Kun få dage efter sin undskyldning undlod Hoggard helt at nævne beskyldningerne ved en koncert i Brampton, men han fortsatte ufortrødent med de seksuelt ladede kommentarer til bandets fans. Han hentydede blandt andet til oralsex ved fra scenen at sige til bandets kvindelige fans ved koncerten, at ”I er dagens vigtigste måltid”. Hoggard giver den stadigvæk som rockrebel. Det er ikke noget, der forsvinder, bare fordi han har sagt undskyld.
FYI Music kørte en artikel med udvalgte kommentarer fra Hedleys Facebook-side, der i overvejende grad er positive tilkendegivelser, der ligger i forlængelse af ovenstående. En bruger skriver for eksempel, ”Og hvad med Gene Simmons fra KISS, der praler af at have været sammen med over 4.000 groupies!!!!!” En anden skriver, ”Eftersom de her ’anonyme’ beskyldninger ødelægger deres karrierer, så burde navnene offentliggøres. Det er ikke rimeligt, at en person, der gemmer sig bag et falsk navn på nettet, har magten til at ødelægge en andens liv.” Hver gang beskyldningerne dukker op, står brugere klar til at trække kortet om personligt ansvar og gennemskuelighed. Andre bruger skriver, at det er forældrenes ansvar at beskytte deres børn, fordi rockstjerner naturligvis opfører sig på den måde. Det er en slet skjult anklage mod ofrene, der pålægger dem ansvaret for at tage deres forholdsregler med en rockstjerne, og en indkodet reaktion, som betyder, at individet har ansvaret, aldrig musikeren.
Det er heller ikke ligefrem et nyt fænomen, vi prøver at afdække her. Klicheen om den mandlige rockstjerne har eksisteret lige så længe, som musikken har. De fleste af vores store rockikoner har skuffet os på et tidspunkt. Det gælder David Bowie, Iggy Pop, Elvis Presley, Anthony Kiedis og Chuck Berry. Samtalen kommer aldrig videre, men hvorfor lader vi den her stereotype forestilling leve? Courtney E. Smith fra Refinery29 siger, at kritisk bevidste forbrugere er løsningen på problemet. Hvis man boykotter kunstnere, der har begået overgreb, kan man være med til at ændre den herskende kultur og tvinge den individuelle kunstner til at tage ansvar for sine handlinger.
Vi ved ikke, om Jacob Hoggard er skyldig. Men én ting står fast. Vi kan ikke have en produktiv samtale om, hvordan vi håndterer overgreb og chikane, før lytterne og cheferne i musikbranchen aktivt hjælper til med at afmontere myten om den mandlige rockstjerne. Man bliver ikke mindre stjerne af at respektere andre mennesker og deres grænser. Sex har altid været en helt grundlæggende komponent i populærmusikken, og det kan vi sagtens bevare, hvis vi vel at mærke holder op med at se horribel adfærd som en forudsætning. Det er lidt, som om rockens fans har stirret sig blinde på den type adfærd, og det afholder os fra at skabe forandring. Vi prøver aktivt at gøre op med den forestilling. Hvis det ikke lykkes, så vil fans fortsat befinde sig i en usikker verden, og kvinder potentielt havne i situationer, der kan være farlige. Det er ikke noget, vi kan vende det blinde øje til.