Mænd rammes også af spiseforstyrrelser – vi siger det bare ikke til nogen
24-årige Asger Brodtkorb har overlevet kampen med en spiseforstyrrelse. Nu efterlyser han bedre behandlingstilbud for mænd i systemet.
spiseforstyrrelser

Mænd rammes også af spiseforstyrrelser – vi siger det bare ikke til nogen

For mange mænd, der rammes af spiseforstyrrelser, er det et tabu at tale om – og behandlingssystemet, der primært er rettet mod piger og kvinder, gør det ikke lettere.

Sommeren mellem 9. klasse og 1. g var en skelsættende periode i mit liv. Jeg havde det ad helvede til hele vejen gennem 8. og 9. Jeg passede ikke ind, følte jeg. Jeg ejede hverken en scooter eller et fodboldtalent. Jeg elskede bøger og musik om død og skønhed.

Og så var jeg et par kilo overvægtig. Jeg voksede op i provinsen, så med de karaktertræk kunne jeg lige så godt have været spedalsk. Derfor så jeg gymnasiet – der lå i en anden og større by end den, jeg er fra – som en mulighed for at vaske tavlen ren og genopfinde mig selv. Jeg skulle have en masse venner, jeg skulle have en kæreste, jeg skulle have det sjovt, jeg skulle være glad. Men først skulle jeg af med de overflødige kilo, jeg havde halet rundt på som en organisk lynafleder for perfide kommentarer og mobning. Og det lykkedes også. Henover foråret og sommeren tabte jeg mig næsten ti kilo. Jeg legerede mit skrøbelige teenageselvværd med teflon, begyndte at dyrke motion regelmæssigt, og så holdt jeg ganske enkelt op med at spise…

Annoncering

Jeg holdt selvfølgelig ikke helt op med at spise, men jeg indtog så lidt mad i den periode, at jeg konstant gik rundt i en tilstand af manglende energi, svimmelhed og hovedpine, som jeg behandlede ved at æde smertestillende piller, som var det slik. Da jeg begyndte på gymnasiet, havde jeg opnået mit mål, men jeg havde også udviklet noget nær kronisk hovedpine og havde store hvide pletter på mine negle, fordi min krop manglede vitaminer. Alt forløb sådan set efter planens hovedpunkter som skitseret ovenfor: Nye venner, tjek. Kæreste, tjek. Good times, tjek. Men alligevel begyndte jeg ikke at spise regelmæssigt igen.

Det har taget mig mange år at erkende, at jeg har lidt af en spiseforstyrrelse. Selv om jeg i dag er bevidst om det og sørger for at spise, selv når jeg ikke har lyst, så ligger det stadigvæk og spøger i baghovedet. Hvis jeg har det svært, er min første impuls altid at regulere og reducere min kost. Det handler for mig om kontrol. Når alt andet i mit liv er kaos, kan jeg i det mindste kontrollere den lille del af universet, som min krop udgør.

Mænd skal hjælpes af med en forkerthedsfølelse først – de føler, det er pinligt og et svaghedstegn – Birgit Alsinger, psykolog

Men til trods for, at det har været et problem flere gange i mit liv, er det aldrig noget, jeg har opsøgt behandling for eller hjælp med. På en eller anden måde er det lykkedes mig at affeje det og bagatellisere det overfor mig selv. Det er, som om der er noget uværdigt i at indrømme, man har et problem, der for mange kædes sammen med forfængelighed eller manglende handlekraft. Det er ikke noget, man skal døje med som mand. Jeg tror, det er derfor, jeg aldrig har talt om det.

Annoncering

Så vidt min egen historie. Den stereotype fremstilling af en person med spiseforstyrrelse er næsten altid en meget tynd teenagepige, og det er også oftest piger og kvinder, lidelsen rammer. Jeg skriver ikke det her for på nogen måde at marginalisere deres oplevelse og kamp, men mænd rammes også af spiseforstyrrelser, selv om det ikke er noget, der tales meget om.

I Danmark findes der cirka 75.000 børn, unge og voksne som lider af spiseforstyrrelser. Det er svært at vurdere, hvor mange af dem, der er mænd, men Mette Waaddegaard, som er overlæge ved Psykoterapeutisk Center Stolpegårds Ambulatorie for spiseforstyrrelser, skønner, at tallet er på omkring 10 procent.

”Det er mere følsomt for mænd, fordi det ikke er noget, man deler med gutterne,” siger psykolog Birgit Alsinger, som har arbejdet med patienter med spiseforstyrrelser gennem de sidste 15 år. ”Piger og kvinder er traditionelt bedre til at dele sådan nogle problemer med deres venner, især når det gælder sygdom. Mænd skal hjælpes af med en forkerthedsfølelse først – de føler, det er pinligt og et svaghedstegn.”

Birgit Alsinger har selv behandlet hundredvis af piger og kvinder med spiseforstyrrelser, mens antallet af mænd ligger mellem 15 og 20. Hun siger også, at mænd kan være dårligere til at opsøge hjælp og i mange tilfælde venter meget længe med at gøre det. Det nikker 24-årige Asger Brodtkorb genkendende til.

”I lang tid bildte jeg mig selv ind, at alt var godt. I begyndelsen fik jeg mange positive kommentarer, fordi jeg havde tabt mig og var i god form, men som jeg blev tyndere, stoppede det.”

Annoncering

Da Asger Brodtkorb, som er 195 centimeter høj, nåede ned på 62-63 kilo, begyndte han godt selv at kunne se, den var helt gal.

Asger Brodtkorb har lidt af og gennemgået et behandlingsforløb for ortoreksi, en form for spiseforstyrrelse, der ofte viser sig i et overdrevet fokus på sund kost og træning. Der er ikke nær så meget fokus på ortoreksi i den offentlige debat som for eksempel bulimi, anoreksi og tvangsoverspisning, og lidelsen er endnu heller ikke anerkendt som en officiel diagnose, selv om der dukker flere tilfælde op.

Asger Brodtkorb i 2015 inden han begyndte i behandling. Han er 195 centimeter høj, men vejede kun 62-63 kilo.

Da Asger Brodtkorb var 17-18 år gammel, blev han bidt af styrketræning og det i en sådan grad, at det kom til at styre hans liv. ”Det bliver hurtigt meget strikst, hvis man gerne vil trimmes mere og mere ned. Til sidst trænede jeg seks gange om ugen – hver morgen klokken 4:30, inden jeg tog på arbejde – og jeg var meget optaget af kun at indtage ’den rigtige slags’ kalorier. Jeg arbejdede som lagerarbejder, så jeg gik også og slæbte rundt på tunge ting hele dagen,” fortæller han.

Da Asger Brodtkorb, som er 195 centimeter høj, nåede ned på 62-63 kilo, begyndte han godt selv at kunne se, den var helt gal. Han opsøgte behandling på Frederiksberg Hospital, hvor han sammen med læger og en psykiater tog kampen op mod ortoreksien. ”Da jeg begyndte i behandling, skulle lægen måle min fedtprocent. Jeg fik en måler spændt om armen, men den blev bare ved med at sige ’error’. Lægen prøvede tre forskellige apparater, men det samme skete hver gang. Til sidst gik det op for ham, at det var, fordi min fedtprocent var så lav, at apparatet ikke kunne registrere den.”

Annoncering

Men Asger Brodtkorb oplevede også behandlingssystemet – når det kommer til spiseforstyrrelser – på mange måder ikke var gearet til at imødekomme ham som mand. Han begyndte at komme hver tirsdag efter arbejde i en støttegruppe, hvor han for det meste var ene mand sammen med seks-syv kvindelige patienter. ”Det kan man godt mærke på selve behandlingen,” siger Asger Brodtkorb. ”Vi fik udleveret materialer, man kunne læse for at blive klogere på behandlingen og sygdommen, og det var rettet mod kvinder. "Der var meget snak om, hvordan spiseforstyrrelser for eksempel påvirker menstruationen, hvilket man som mand hurtigt finder uinteressant. Jeg kunne godt have brugt noget mere relevant materiale.”

Hvis man i forvejen føler sig truffet på sin maskulinitet, kan det være en svær ting at takle, hvis behandling af spiseforstyrrelsen er lige så kønsspecifik som fordommene om den.

”Man møder en kønnet behandling i systemet,” siger Henrik Christensen, som er kommunikationschef ved Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (Henrik Christensens udtalelser er baseret på hans egne arbejdserfaringer og er ikke udtryk for LMSOS’s officielle holdning). ”Behandlingstilbuddene er ikke specifikt møntet på kvinder. De er lavet til at være kønsneutrale. Men fordi det primært er kvinder, der er i behandling, så man kan meget hurtigt komme til at tilrettelægge ud fra, hvem man ser. Når der så kommer en mand i en støttegruppe for eksempel, så passer det bare ikke på ham.”

Annoncering

Når jeg ser en ung pige, der er vanvittigt underernæret, så tænker jeg ikke, at der kan være tvivl om, at der er noget galt. Men jeg kan godt se en meget høj og tynd fyr, der går lidt krumrygget, uden at tænke, han er spiseforstyrret – Asger Brodtkorb

Desværre har en konkret forbedring af behandlingstilbuddene nok lange udsigter. Ifølge Sundhedsstyrelsen har man ikke særligt fokus på problemet. Styrelsen henviser til de såkaldte satspuljer, hvor behandlingscentre og hospitaler kan ansøge om midler til projekter.

Ifølge Birgit Alsinger kan det også være svært at lave tilbud, der er særligt rettet mod mænd, fordi der er relativt få af dem, som opsøger behandling. ”Fordommen er, at det handler om at være meget optaget af sit udseende, men jeg tror også det rammer mænd på et sted, hvor de føler sig meget lidt mandige. Kvinder føler sig ikke mindre kvindelige, når de har en spiseforstyrrelse.”

Asger Brodtkorb i dag. Efter at have gennemgået et behandlingsforløb er Asger Brodtkorb i dag rask.

En af de mænd, som har lidt af spiseforstyrrelse, men aldrig modtaget behandling for det, er 35-årige Anders Vejgaard. Anders Vejgaard, der til daglig arbejder som pædagog, var orienteringsløber på højt niveau som teenager, og hen i mod slutningen af folkeskolen begyndte han at springe måltider over og fokusere meget på sin vægt. ”Begge mine forældre hjalp mig med at sætte det i struktur. ’Når vi spiser aftensmad, så spiser vi aftensmad,’ sagde de. De proppede ikke maden ned i halsen på mig, men vi havde en åben dialog omkring det over en længere periode, der måske varede et par år. Det gjorde, at jeg i dag er bevidst om, at jeg skal huske at spise,” fortæller han.

Annoncering

Spiseforstyrrelsen er ikke så stort et problem længere, som det har været, siger Anders Vejgaard, men der er stadigvæk tidspunkter, hvor han skal være mere opmærksom på det. ”Noget af det psykiske hænger fortsat ved. Sommetider skal jeg lige kigge mig i spejlet for at se, om kroppen stadigvæk er rigtig skruet sammen. Jeg vejer mig nok også lidt for ofte.”

Men på trods af sin kamp med spiseforstyrrelsen, forklarer Anders Vejgaard, er det aldrig noget, han har overvejet at opsøge hjælp med eller behandling for. I dag er han meget åben omkring emnet, men det er alligevel ikke noget, han har talt med sine venner om, fortæller han.

”Vi mænd vil gerne klare os selv – vi vil helst ikke have hjælp fra nogen til noget. Det er det samme, man ser, når mænd går ned med stress. De kommer også meget langt ned, før de indser, ’Okay, det her er fucked op. Jeg har brug for hjælp’. Mænd siger det aldrig, når der er et problem. ’Det skal bare løbes væk!’”

”Jeg tror, der er mange voksne mænd, som slet ikke ved, at det er en realitet, de kan rammes af,” siger Asger Brodtkorb, der i dag er selvstændig. ”Det findes slet ikke i deres verden. For dem er spiseforstyrrelser noget, der rammer små teenagepiger.”

I dag, fortæller Asger Brodtkorb, er han rask igen, og oplevelsen har inspireret ham til at ville hjælpe andre, der står i samme situation. Som han ser det, handler det først og fremmest om at få fokus på det faktum, at mænd også rammes af spiseforstyrrelser og dernæst gøre noget for, at mænd, der rammes af lidelsen, føler sig mere velkomne i behandlingssystemet.

"Når jeg ser en ung pige, der er vanvittigt underernæret, så tænker jeg ikke, at der kan være tvivl om, at der er noget galt. Men jeg kan godt se en meget høj og tynd fyr, der går lidt krumrygget, uden at tænke, han er spiseforstyrret. Der kan jeg godt tænke, 'han er sikkert bare i voksealderen og sidder for meget foran skærmen derhjemme'."