Foto af Julie Otto Poss
Artiklen er udgivet af Noisey Danmark og er en del af 'Safe Sesh' – vores tema om stoffer og harm reduction. Læs mere her.DO DRUGS – FUCK SLUTS stod der skrevet over de skrigorange camp-hættetrøjer som mine Roskilde-naboer, "Camp Morgenfest", havde fået produceret til lejligheden. Det var sommeren 2012, jeg var lige blevet færdig med niende klasse, og for at fejre det tog mine veninder og jeg på Roskilde Festival for første gang. Mine forældre havde givet mig lov til at tage et par Somersby med, og midt i virvaret var stoffer slet ikke med vores overvejelser. For vores nabocamp, der hovedsageligt bestod af mænd over 30, som hørte “Dance With the Devil” hver morgen klokken 7 (deraf campnavnet), var det dog en anden sag. De havde virkelig travlt med at leve op til de opfordrende ord, der stod skrevet med comic sans hen over brystet på dem.Selv om min nabocamps opførsel var ret overrumplende for en Roskilde-jomfru som mig i 2012, er de langt fra de eneste, der tager stoffer på festivalen. Det er svært at sige helt præcis, hvor mange der gør, men på en festival, hvor de færreste sover mere end et par timer om natten og lever efter kostpyramide, hvor lunkne øl er bunden, og dåsetun er toppen, er der naturligvis også nogle gæster, der drysser lidt ekstra oven i. Bare fordi man er på Roskilde, er det selvfølgelig ikke tilladt at tage stoffer – ligesom det i princippet heller ikke er tilladt at tisse i andres telte – men hvordan håndterer festivalen stoffer i en verden, hvor det hurtigt kan føles, som om alt er tilladt?Langt før min Roskilde-tid lavede Sundhedsstyrelsen kampagnen Music Against Drugs. Da kampagnen startede i 2003, hed den Roskilde Against Drugs, men siden har kampagnen bredt sig til festivaler i hele landet. Dengang forsøgte kampagnen at fiksere de purunge gæster med catchy slogans og vilde jingles, inden de vælter ned i campen med lommerne fulde af svampe og/eller mdma. Faktisk forsøgte den at fiksere dem, allerede inden de havde fået fingre i stofferne. Kampagnen er nemlig hovedsageligt rettet mod de festivalgæster, der ikke har prøvet at tage stoffer, men som kunne risikere at blive grebet af stemningen. Roskilde Festival bliver ofte sammenlignet med en by på 130.000 mennesker. Ifølge talskvinde for Roskilde Festival, Christina Bilde, tager langt de fleste festivalgæster nemlig ikke stoffer i forvejen. ”Derfor er vi også meget opmærksomme på flertalsmisforståelser, hvor man gør noget, fordi man tror, at alle andre gør det,” siger hun.Læs resten af artiklen på Noisey Danmark
