Imamen fra Vestre Fængsel gør som profeten og spiser med fingrene

"Det var et problem for mig som barn, når jeg kom i mine etnisk danske legekammeraters hjem, og der blev serveret mad. Så sad jeg der og lignede en idiot."

af Waseem Hussain; som fortalt til Lars Jellestad; billeder af Sarah Buthmann
|
08 juni 2017, 9:08am

Denne artikel er oprindeligt udgivet i VICE Magazine – The Munchies Issue


Navn: Waseem Hussain
Alder: 33
Profession: Imam i Vestre Fængsel og formand for Dansk Islamisk Center. Ekspert i den islamiske jura.
Den sidste ting, du spiste: Salte Fisk fra Katjes. Jeg har altid lidt slik liggende i bilen.
Livret: Biryani med lam – tilberedt af min kone

Jeg er sindssygt dårlig til at spise med kniv og gaffel. Jeg vokset op i et dansk-pakistansk hjem, og der hvor mine forældre kommer fra, er det normalt at spise med hænderne. Det betyder, at jeg simpelthen aldrig har fået lært at bruge bestik.

Det var et socialt problem for mig som barn, når jeg kom i mine etnisk danske legekammeraters hjem, og der blev serveret mad. Så sad jeg der og lignede en idiot. Det var faktisk en situation, jeg virkelig frygtede. Lidt efter lidt fandt jeg på en løsning, hvor jeg startede med at skære al maden ud i små bidder, og så lagde jeg kniven fra mig og brugte gaflen til at spise med. Men helt kønt blev det aldrig.

I dag er jeg fuldstændig ligeglad. Jeg spiser med tre fingre på højre hånd, som jeg altid har gjort, og jeg gør det med stolthed og elegance. Jeg plejer at sige til folk, der undrer sig, at lige så stort et svineri, de ville lave, hvis de skulle spise en pakistansk risret med fingrene, lige så meget ville jeg svine, hvis jeg skulle bruge bestik. Og sådan noget som kyllingelår? Jeg fatter ikke, at man kan sidde og stikke til det med en gaffel, når man bare kan tage det i hånden. Og ellers er skeen min bedste ven. Når først man har prøvet at spise lasagne med ske, forstår man det.

LÆS MERE: Vi talte med danske muslimer om at arbejde med mad under ramadanen

Det handler også om min tro. Profeten Muhammed plejede at spise med hænderne, og dermed er det bedre for muslimer at spise med hænderne. Så på den måde fastholder jeg en god muslimsk tradition, som jeg er overrasket over, hvor få muslimer går op i – ikke bare i Danmark, men overalt i verden.

Det, som næsten alle muslimer til gengæld går op i, er, at man ikke må spise svinekød. Så er der det her med, at kødet skal være halalslagtet. Det er der mange, der går op i, men der er også dem, som ser igennem fingre med det. Jeg gør ikke. Man kan ikke altid være sikker på, hvordan kødet er slagtet, så jeg forhører mig altid, om det er halal eller ej. Og så stoler jeg på det, jeg får at vide. Det vigtige er, at man spiser det i god tro.

Waseem Hussain. Billeder af Sarah Buthmann

Jeg er påpasselig, men selvfølgelig kan du være i et selskab, hvor du ikke kender alle detaljerne i tilberedningen. De detaljer går jeg ikke ind i, fordi så langt tilbage er vi ikke blevet pålagt at undersøge maden.

Islam siger desuden, at hvis du skal spise meget, så bør en tredjedel af dit måltid være vand, den anden del bør være mad, og den sidste del bør være luft. Det er altså en del af det at være en god muslim, at man ikke fylder sig. Det har aldrig været svært for mig at leve op til.

Jeg beder morgenbøn inden daggry, og så er jeg vågen i nogle timer, inden jeg overhovedet begynder at tænke på mad. Jeg kan simpelthen ikke få noget ned før. Selv derefter er det sjældent, at jeg husker at spise morgenmad. Det er som regel min kone, der minder mig om det, hvis det sker. Ellers tager jeg bare et eller andet tilfældigt i løbet af formiddagen. I dag var det for eksempel et stykke lagkage, vi havde stående i køleskabet. Det er ikke sundt, det ved jeg godt.

Mit job som imam i Vestre Fængsel gør også, at jeg får frokost på skæve tidspunkter, for jeg spiser aldrig, når jeg er på besøg i fængslet. Måske snupper jeg bare et stykke ristet brød og en kop kaffe på farten eller et par kanelgifler i bilen. I stedet gemmer jeg appetitten til aftensmåltidet, som min kone som regel har tilberedt. Vi er begge vokset op med den indisk-pakistanske madkultur, og derfor får vi hamrende stærk mad. Så stærk, at hverken det danske, arabiske eller tyrkiske køkken gør tricket for mig. Der mangler simpelthen smag. Sådan en klassisk dansk ret som bøf med løg kan jeg sagtens spise, men det siger mig ærlig talt ikke noget.

LÆS MERE: Kokken i Vestre Fængsel låser kniven fast med stålwire

Jeg er ikke selv den store kok, men halvdelen af maden er jo råvarerne – og hvem har hentet dem? Det har jeg! Ej, jeg kan skam godt gøre mig nyttig i et køkken. Jeg kender alle de rigtige specialforretninger i København, hvor man kan få de nødvendige krydderiblandinger til de pakistanske egnsretter, jeg gør mig i. Det er gryderetter med ris, kød og masser af chili.

Min kogekunst peakede mellem 2007 og 2010, da jeg boede i Jordan på et studieophold. Der tog jeg fire kæmpe gryder og gik i gang med at lave mad på alle fire blus på en gang. Så lavede jeg gigantiske portioner af mad, som jeg fyldte fryseren op med, og så havde jeg mad flere måneder. Det var ren tidsoptimering, men det siger måske også noget om det forhold, jeg har til mad. Det bliver aldrig en stor passion for mig.

Til gengæld har jeg en sød tand, som min kone altid punker mig for. Min livret inden for desserter er en pakistansk delikatesse ved navn ras malai. Det er en slags søde mælkeboller med masser af sukker i. Det tager sindssygt lang tid at lave, og det smager fuldstændig vanvittigt godt. Jeg kan også godt lide det danske bagværk. Kanelstang for eksempel og snegle, hindbærsnitter og den slags. For ikke at tale om vingummi og lakrids. Det er måske også derfor, mine børn er så vilde med at køre i bil med mig. Jeg har altid lidt slik i handskerummet, som jeg deler med dem, selvom deres mor ikke er så meget for det.