true crime

Jeg narrede både Wall Street og mafiaen som undercover FBI-agent

Om det indebar at gå med store smykker, køre i dyre biler eller snakke fransk på de rigtige tidspunkter, så var der en del mere planlægning i det, end man skulle tro.
8.6.17
Billede udlånt af Marc Ruskin

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK Alex Perez kom fra Florida og var på flugt fra loven. Han havde hestehale og overdrevet mange smykker. På en almindelig dag havde han mindst to eller tre halskæder og adskillige guldarmbånd på begge håndled. Han gik efter at ligne en hustler fra sydstaterne og kørte i den slags dyre biler, man kunne forvente af sådan en type: En Mercedes 500SEL eller en pimpet Chrysler Imperial.

Annoncering

Der var bare lige den detalje, at alle smykkerne var beslaglagt fra pushere. Og selvom bilen havde nummerplader fra Florida, havde den aldrig forladt Brooklyn. Det var alt sammen rekvisitter, der hjalp manden til at påtage sig sin rolle. Alex kørte op til folk og spankulerede ud af bilen med en selvsikker fremtoning, der gjorde, at inden han havde åbnet munden, var den næsten allerede hjemme. Alle troede, at han var lige præcis den mand, han udgav sig for at være – en gangster fra Florida.

Men Alex Perez var i virkeligheden undercover-agent for FBI.

Det tog Marc Ruskin omkring et halvt år at udvikle en gennemført, opdigtet identitet, som ikke alene var troværdig, men som også var ekstremt svær at pille fra hinanden. Det var vigtigt at være grundig, især hvis en mafiaboss blev mistænksom, for med en kugle gennem hovedet får man ikke en chance til. Når man bevæger sig i skyggerne af en underverden, hvor den vigtigste regel er, at man aldrig sladrer, afhænger ens liv af evnen til at blive i rollen.

I sin bog The Pretender: My Life Undercover for the FBI, fortæller Marc Ruskin detaljeret om, hvad det krævede at skabe det alias, han brugte i en række overlappende efterforskninger i løbet af to årtier. Ruskin opbyggede forhold til alle slags kriminelle, om det så var Wall Street, La Cosa Nostra, våbenhandlere, svindlere eller narkobagmænd. Vi ringede til ham for at høre, hvordan han udviklede sit alias Alex Perez – og hvordan han blev i rollen og levede et falskt liv.


Se vores dokumentar om en tidligere undercoverbetjent i Storbritannien:


VICE: I løbet af dine 27 år hos FBI var du involveret i mange undercover-operationer. Hvordan fandt du på din falske identitet eller de roller, du spillede?
Marc Ruskin: Det vigtigste ved en falsk identitet er, at den er nødt til at være vandtæt. Især i dag, hvor folk bare kan gå på nettet, google dig og finde informationer i alle mulige registre og dermed se, om du først dukkede op for to uger siden. For at være overbevisende skal man være ekstremt grundig og sammensætte en troværdig historie, der går så langt tilbage som muligt. Du er nødt til at have kreditkort, bankkonti, kørekort og sygesikringsbevis, og de kan ikke bare være falske. Det bliver nødt til at være ægte og udstedt af staten men med et falsk navn. Hvis det er muligt, skal ens bankkonto gå langt tilbage i tiden, så det ser ud som om, man har eksisteret altid.

En af de første undercover-sager, du arbejdede med, handlede om at infiltrere en børs på Wall Street. Fortæl lidt om den indsats, det krævede for at få din identitet til at være overbevisende.
Det var en efterforskning af svindel. Det tog omkring et halvt år at udvikle min identitet i den sag. Jeg var nødt til at tænke: Hvad kunne de her mennesker finde på at tjekke for at få bekræftet, at jeg er et rigtigt menneske? En af de første ideer, jeg fik, var, at jeg var født og opvokset i et andet land, så det ville være sværere at undersøge, om jeg var den, jeg udgav mig for at være. Hvis jeg var født i Argentina, var det rigtig svært for en person i New York at skaffe en fødselsattest og papirer fra skolen. I forbindelse med råvarebørsen fandt jeg på, at jeg havde boet i Puerto Rico eller andre lande i det meste af min ungdom og tidlige voksenliv.

Annoncering

For at give den identitet substans, havde jeg en bank i Puerto Rico. Ikke bare en konto, som jeg lige havde åbnet, men en konto, der gik ti år tilbage i tiden. De fik deres softwaredesigner til at gå udenom sit eget program for at lave min bankkonto og den dukkede op, hvis man forsøgte at finde ud af, om det var rigtigt, at jeg havde været der i 12 år. I New York fik jeg et sygesikringsbevis og en konto i en lokal bank. Jeg udfyldte papirerne med alle mine falske informationer. Bankmanden kørte mine papirer igennem og kiggede lidt underligt på mig. "Hvordan kan det være, at en mand i din alder har et sygesikringsbevis, der er udstedt for to måneder siden?" spurgte han.

Jeg havde ikke tænkt over, at selvom sygesikringsbeviset var ægte, så var det lige blevet udstedt, og det kunne de åbenbart se i deres system. Det havde jeg ikke regnet med, men jeg skyndte mig at finde på en falsk historie: Jeg fortalte, at jeg lige havde været igennem en grim skilsmisse, og at min kone havde ødelagt min økonomi. Min advokat var i stand til at skaffe mig et nyt sygesikringsnummer, så jeg kunne få et nyt liv. Fyren kiggede lidt på mig og gik derfra, men da han kom tilbage, var alting i den skønneste orden, og han åbnede kontoen for mig. Det står lidt i kontrast til alle de film, man har set, hvor en hemmelig agent bare giver en undercover-agent en pakke med en ny identitet. Du skulle faktisk arbejde hårdt for selv at lave din karakter, eller hvad?
Pakken er et typisk eksempel på, at TV og film springer over, hvor gærdet er lavest. I løbet af årene har FBI fået en stærkere infrastruktur, som kan generere nye identiteter, men alligevel er det stadig nødvendigt, at man udvikler identiteten i forhold til lige netop den specifikke sag, man står med. Jeg havde på et tidspunkt en afrikansk sag med nogle våbenhandlere, og for at gøre det troværdigt var jeg nødt til at være en lyssky forretningsmand, der boede i Frankrig, havde forbindelser til Afrika og stort set intet at gøre med USA.

Eftersom jeg boede i Paris, var jeg nødt til at have franske mailadresser. Jeg skulle have franske telefonnumre – og samtidig skulle jeg også have amerikanske mailadresser og telefonnumre. Desuden var min forretning nødt til rent faktisk at eksistere i Paris og have en rigtig adresse. Man er nødt til at have en vandtæt identitet, som man selv har skræddersyet. Man er nødt til at studere dem, man går efter, finde ud af hvem de er villige til at handle med, og hvad de kan relatere til. Du infiltrerede også La Cosa Nostra. Hvordan blev du en del af inderkredsen hos nogle af de mest hårdkogte mafiosoer?
Det var i 2004 og 2005. Vi gik efter Genovese-familien og deres samarbejdspartnere. Eftersom jeg skulle arbejde med ægte sicilianere, kunne jeg lige så godt droppe at bruge et italiensk navn – ved første øjekast ville de vide, at jeg ikke var en af dem. Så jeg måtte vælge nogen, som de ville have lyst til at arbejde sammen med. Derfor gik jeg med en international vinkel. En anden undercover-agent fortalte mafiosoerne, at han havde en kompagnon, der holdt til i Paris og Buenos Aires, men som kom til New York af og til, og til den identitet var det nødvendigt med en mere sofistikeret fremtoning. Jeg havde ikke en masse bling. Jeg havde i stedet bare et dyrt ur – et Rolex til 80.000 kroner.

Jeg var for det meste iført et lækkert, blåt jakkesæt og for eksempel en grå pullover – aldrig et slips, for det ville ikke være passende med den slags fyre. Jeg lignede en, de kunne forholde sig til. Når jeg var til møde med dem, fik jeg en anden agent til at ringe til mig efter 10-15 minutter. Jeg tog telefonen, så mafiosoerne hørte mig tale flydende fransk. Senere fik jeg endnu et opkald, hvor jeg råbte noget på spansk. Jeg lagde på, og forklarede dem, at jeg havde en vigtig handel i Buenos Aires, som jeg var nødt til at holde styr på. Fordi jeg havde brugt så lang tid på at skabe den identitet, var det aldrig rigtig svært at leve mig ind i rollen. Når du skulle være undercover og spille de her roller, krævede det, at du narrede en masse mennesker. Hvordan skelnede du mellem at lyve og at leve på en løgn? Forblev du i rollen hele tiden?
Min første opgave var i San Juan i Puerto Rico. Jeg havde regnet med, at FBI var en meget disciplineret organisation med en meget stram ledelse, men min chef fortalte mig, at jeg var nødt til at leve løgnen for at gøre det effektivt. Hvis man lyver på den måde, må man ikke blive suget ind i løgnen, og stå i en situation, hvor man lyver for sin chef eller lyver for sin familie. Man skal lære, hvilket forum den slags mistillid hører hjemme i.

Jeg havde tit to eller tre identiteter på én gang. Når man er dybt nede i en undercover-efterforskning, er man i bund og grund nødt til at leve som den person. Man kan ikke gå rundt og fortælle en historie og så tage hjem og lægge det fra sig. Man lever et liv, som ikke er sit eget. Man har påtaget sig en anden persona, en anden identitet og helt andre karaktertræk. Ellers opfanger de det hurtigt, og så kommer man i problemer.