Jeg gik bag kulisserne hos Kentucky Fried Chicken
Fast Food

Jeg gik bag kulisserne hos Kentucky Fried Chicken

For nylig fandt fastfoodkæden på at holde "åbent køkken" i mange af deres restauranter i Storbritannien. Eftersom jeg går meget op i dyrevelfærd og arbejdernes forhold, ville jeg vildt gerne med.
2.5.17

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES UK

Jeg vil gerne være helt ærlig fra starten: Jeg har aldrig spist KFC før.

Jeg vil da ikke sige mig fri for at have lavet jokes om, at ting og sager var "finger-licking good", men så vidt jeg ved, har jeg aldrig brugt penge på at smage deres hemmelige opskrift, og jeg har heller aldrig prøvet at regne ud hvilke 11 krydderier, der mon er i deres panering. Jeg har simpelthen aldrig gumlet et stykke KFC-kylling i mig.

Annoncering

Jeg har selvfølgelig spist masser af friteret kylling, især i hønseglade Berlin, hvor fuglen bliver serveret sammen med en klat kartoffelsalat og et stykke brød, der ligner en brændt albue, eller serveres oven på en enorm bunke ris og kikærter sammen med pickles, der hældes ud af et akvarium.

Så da jeg så invitationen til at komme med bag kulisserne hos en af de mange KFC-restauranter, der ligger i det centrale London, sagde jeg ja med det samme. Selvfølgelig. For det første fordi jeg går op i dyrevelfærd og arbejdernes forhold, så jeg var interesseret i at se, hvordan det hele foregik omme bag ved, blandt brandvarm olie og industrihåndvaske. Men også fordi jeg altid er klar på at tage en dag som graver, murer, make-up artist, rengøringskone, slamsluger, folkeskolelærer eller syerske, hvis det giver mig mere indsigt i og forståelse for, hvordan tusindvis af menneskers hverdag er. Og især når gratis mad er en del af aftalen.

Da jeg ankommer til restauranten, er det første, der slår mig, at der står et gigantisk plastikbadekar fyldt med nuggets. Senere ser jeg en PR-kvinde med den slags øjenvipper, det får en til at tænke over, hvordan fjer mon lugter. Hun bærer nuggets-karret rundt, mens hun danser bag en bakke med barbecue-sovs.

Forfatteren (nummer to fra venstre) sammen med nogle af de andre, som var på besøg i køkkenet hos KFC. Foto: Freuds/KFC.

Grunden til, at jeg blev inviteret på besøg hos KFC, er den samme grund til, at mange andre måske også snart bliver det. Den internationale koncern har nemlig besluttet sig for at give folk et kig bag kulisserne i 100 af de restauranter, der ligger rundt omkring i Storbritannien. På den måde får kunderne indblik i, hvordan man panerer kylling, styrer en frituregryde og skyder med mayonnaisepistoler.

Det går jeg 100 procent ind for. Vi har godt af at tænke over, hvor vores mad stammer fra (i dette tilfælde stammer den fra en plastikpose fyldt med kyllingebidder, der bliver båret ud af kølerummet i en metalbakke), hvem der tilbereder den (en mand med KFC-kasket og hårnet, som ligesom alle deres andre medarbejdere sikkert arbejder for mindsteløn), og hvad madspild betyder, når vi når op i den her størrelsesorden (rigtig meget helt fin mad bliver givet til "donation" på grund af strenge logitiskregler og et uforudsigeligt antal kunder).

Annoncering

Før vi får lov til at træde ind i køkkenet, skal vi iføre os praktisk tøj. Specifikt skal vi tage et par gummisko på, der griber fast på gulvet som bildæk, og som (i teorien) skal sikre, at jeg ikke glider i noget spildt olie og lander på hovedet i en bunke rå kylling. Jeg tager også et kækt, hvidt forklæde på, som ikke er særlig meget for stort, og - endelig - et hårnet og en sort kasket. Jeg ligner en million. Jeg er ikke til skyde igennem.

Billede taget af artiklens forfatter.

Da jeg træder ind i køkkenet og går forbi opslagstavler og riste fyldt med stegt kylling, slår det mig, hvor lille det er. Vi er selvfølgelig også tre personer, som tager rundturen samtidig, men når man tænker på hvor mange, der er på arbejde på én gang, (op til ti når der er rigtig travlt), og at de bærer rundt på mad, som lige er kommet op af frituren, er det utroligt, at det ikke går galt oftere. Jeg må klemme mig mellem to mænd bare for at komme hen til vasken, så jeg kan vaske mine hænder grundigt med sæbe og håndsprit. Samtidig presser jeg de stakkels mænd op mod de enorme friturekogere af rustfrit stål, som bobler løs.

Rob, der er KFCs leder af projektet, gav os en kort PR-præsentation, inden vi startede. Han forklarede, at begivenheden handler om "tillid" og "gennemsigtighed". Rob har tre børn. Rob er klædt i en ternet KFC-skjorte og bruger ofte ord som "rigtig" og "ægte", når han snakker om kylling. Men som jeg står der ved siden af en metallem med påskriften "damp og olie kan give alvorlige forbrændinger", kan jeg ikke lade være med at tænke, om det mon er den "rigtige" form for "gennemsigtighed", Rob giver os.

KFCs hemmelige krydderiblanding. Foto af forfatteren.

Bagefter står en anden KFC-leder klemt op af en flisebeklædt væg og fortæller, om kædens hemmelige opskrift, mens han holder en sølvfarvet pose, der ligner astronautmad. Det her er intet mindre end KFCs legendariske krydderiblanding, der røres sammen med æggepulver, mælk og hvedemel for at lave paneringen, fortæller han. Han henleder vores opmærksomhed på to enorme vaskebaljer fyldt med let, hvidt pulver. Lederen af restauranten, Julio, hælder ni stykker kylling ned i og beder os om, at "mærke hvordan det føles". Vingerne, lårene og brystet skal åbenbart vendes omkring ti gange, før kødstykkerne er helt dækkede, mens benene er dobbeltpanerede.

Jeg bliver simpelthen nødt til at spørge om noget - hvordan kan en kylling være delt op i ni dele? Hvorfor er der kun ét bryst? Inden jeg når at stille spørgsmålet, bliver jeg gennet hen til meltruget, så jeg kunne prøve at gnide en vinge og et lår ind. Jeg ryster dem, banker håndledene sammen, så det ekstra mel falder af, og lægger dem over i fadet.

Annoncering

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må føles at arbejde i dette lille køkken på en varm lørdag aften, mens alle friturekogerne bobler løs. Mens de ansatte løber frem og tilbage med spande fyldt med rå kylling, og de overvåges af det automatiserede computersystem, for slet ikke at snakke om chefen. Måske er det bedre, end jeg forestiller mig. Eller måske er det endnu værre.

Forfatteren lægger en burger i en papæske. Foto: Freuds/KFC.

På grund af den måde tilberedning og bestilling af mad foregår hos KFC, er der store mængder mad, der bliver smidt ud. Kyllingen bliver nemlig friteret, inden kunden har bestilt, så der altid er mad klar, når folk træder ind af døren. Meget af det overskrider derfor den "acceptable" ventetid og ryger i skraldespanden. Chefen fortæller mig, at det bliver "doneret", men på et tidspunkt ser jeg en mand smide et helt fad med tilberedte filletter ud i en sort plastiksæk, og de kunne sagtens stadig spises. Måske begik han en fejl, men jeg forestiller mig, at det sker temmelig ofte. I virkeligheden ved jeg ikke, hvor langt tid et stykke stegt kylling bliver ved med at være godt, eller hvor lang tid det tager at transportere maden hen til de værdigt trængende, der får den doneret.

Da først vi har prøvet at panere og stege, er det vores tur til at lave en burger. Det foregår igen på et stykke plads, der er halvt så stort som et kollegieværelse. Pladsen er højest en halv meter fra væggen. Ifølge chefen, som viser os rundt, kan en almindelig ansat (som modtager minimumsløn) producere fire burgere i minuttet. Fra start til den ligger i sin æske. Det tager mig 36 sekunder bare at lave én. Men sådan er forventningerne - fire burgere i minuttet, normalt i timevis. På den tid skal jeg stege bollen, presse mayonnaise ud af noget, der ligner en beholder til fugemasse, løfte kødet ned fra fadet, der står i hovedhøjde, og lægge det på med en tang, tilføje et stykke salat, lukke æsken og lægge den på hylden ved disken.

Annoncering

Nu er det ikke for at være lyseslukker, men tænk på, hvor mange papæsker til burgere, der er tale om. Papæsker som to minutter senere ender i skraldespanden. Man behøver ikke være klimaforsker for at kunne se, at bæredygtigheden kunne styrkes markant.

Foto af forfatteren.

Vi går ud af køkkenet og træder ind i restauranten. Jeg tager plads ved et bord sammen med Jack, der er innovationschef for KFC, og åbner æsken for at se på min kreation. En blød, hvid bolle med en snert af chilimayo, stegt kylling og et salatblad på størrelse med min hånd. Det smager godt. Mayonnaisen er god. Friturestegt mad smager bare altid godt, gør det ikke?

Jeg får øje på en lille tavle, hvor der står, at KFC solgte fem millioner liter sovs sidste år - hvilket svarer til to fyldte olympiske badebassiner. Det er virkelig mange små plastikbeholdere, som ikke er blevet genbrugt.

Mens vi spiser, taler Jack om den "arv" og de "sydstatsrødder", som KFC er stolte over at hylde. Vi får også en lækker majskolbe, nogle pomfritter og endnu et stykke kylling. Det kunne faktisk godt være det stykke, jeg selv hev op af meltruget for lidt siden, tænker jeg, mens jeg spiser skinnet i store mundfulde.

Jack fortæller mig, at KFC ændrer indretningen hvert femte år og sørger for at følge med i, hvad der rører sig på fastfoodscenen.

"Kommer KFC til at tilbyde kød fra fritgående høns?" spørger jeg. Hellmann's er jo begyndt at bruge æg fra fritgående høns i deres mayonnaise, og Starbucks serverer også kun æg fra høns, som ikke har været i bur. Med den markedsandel KFC har, (de sælger 14 millioner stykker kylling om ugen fra deres 890 restauranter rundt omkring i Storbritannien), burde det ikke være svært at forhandle sig frem til en god pris på fritgående kyllinger. De kunne være med til at forvandle landbruget.

Annoncering

"Det vigtigste for os er smag," fortæller Jack og ser lidt utilpas ud. "Altså, selvfølgelig går vi op i dyrevelfærd - alt vores kylling kommer fra England og Irland. Men vi skal jo også være konkurrencedygtige. Og smagen er det vigtigste for os."

Foto af forfatteren.

Det er ikke den bedste undskyldning, jeg har hørt. Faktisk er det slet ikke en undskyldning. Når vi taler om fritgående høns, handler det ikke kun om smag, og det er et spørgsmål, der er vigtigt for mange mennesker. Det her er KFCs mulighed for at gøre noget væsentligt og være på forkant med udviklingen. Men i stedet ender samtalen med at handle om mayonnaise med sort peber og deres "Dirty Louisiana Burger".

Rob kommer hen og forklarer mig, at alle deres ansatte skam modtager mindsteløn. Jeg tørrer barbecuesovs af min hage. Klokken er nu 21, og jeg er mæt på den der hysteriske måde, hvor man stadig har lyst til at spise videre, indtil man ikke længere kan mærke sine tæer. Robyns sang "Call Your Girlfriend" kommer på anlægget, det enorme badekar med nuggets står lænet op af væggen som en punkteret hoppeborg, og jeg har smidt hårnettet. Jeg har spist mere kylling i løbet af de seneste to timer, end jeg havde på de sidste to måneder, og jeg har ædt nok mayonnaise til at smøre et helt lokomotiv.

Jeg tror, det er tid til at tage hjem. Og til at spise nogle grøntsager.