Annoncering
Broadly

Sådan er det at være professionel idrætsudøver som transperson

Den australske håndboldspiller Hannah Mouncey skriver om at være udelukket fra sin sport for at transitionere, og hvilke udfordringer hun møder som transkønnet atlet.

af Hannah Mouncey
16 januar 2019, 9:49am

Hannah Mouncey, screenshot via Youtube

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Australien i marts 2017

Det lyder naivt nu, men jeg forstod først, hvor svært det er at være transperson, efter jeg selv var transitioneret. De første 26 år af mit liv tilbragte jeg i en mands krop – jeg lavede ”mandeting” og var god til det. Jeg var aldrig blevet overfaldet på gaden bare for at være den, jeg er, jeg var aldrig blevet afvist til en jobsamtale på grund af mit køn, og der var aldrig nogen, som havde spurgt mig, om jeg havde en penis eller en vagina. Sidstnævnte sker oftere, end man tror. Ligesom så mange andre, troede jeg, at jeg vidste, hvad jeg var på vej ud i, men jeg vidste i virkeligheden ingenting.

Forestil dig, at du skal vænne dig til et helt nyt liv, mens du samtidigt mister den ene ting, som altid har kunnet distrahere dig fra det, der var galt – det eneste sted, hvor du følte, du hørte hjemme. Jeg taler om sport. Inden jeg transitionerede, spillede jeg håndbold på det australske herrelandshold. Jeg tog sporten op sent i mit liv – jeg var 19 år gammel og var opvokset med cricket og australsk football. På trods af det avancerede jeg hurtigt og deltog ved VM i 2013 og var også med i kvalifikationsrunderne op til OL i Rio. Det var først, efter vi ikke kvalificerede os til OL, jeg følte mig klar til at begynde at transitionere.

I olympiske discipliner – altså de sportsgrene, som konkurreres i ved OL – skal en transkønnet idrætsudøver gennemføre et karantæneforløb på minimum 12 måneder, før man må konkurrere med andre kvinder. Det gælder alle. Det hænger sammen med hormonbehandlingerne. Niveauet af testosteron i kroppen skal formindskes til et punkt, hvor det har den fornødne effekt på nervesystemet, træningskapaciteten og styrken, så man kan konkurrere med andre kvinder. I sidste ende har transkvinder altid mindre testosteron i kroppen end kvinder, som er født kvinder. Der er aldrig en transkønnet idrætsudøver, som har deltaget ved OL.

1488942117147-588191560_1280x720

Den amerikanske duathlon-udøver Chris Mosier skrev historie som det første transkønnede medlem af Team USA, men han deltog ikke ved OL i Rio. Foto via VICE Australien.

Bare lige for at gøre det klart, så er jeg rørende enig i, at de her tiltag er nødvendige. Men der må også være forståelse for, at for mange mennesker handler sport om mere end spillet. At være med på et hold handler ikke bare om at vinde eller tabe, men om at være del af noget større, at føle sig værdsat og velkommen. Når man pludselig mister det – især på et tidspunkt, hvor man slet ikke føler, at man passer ind nogen steder – kan have katastrofale konsekvenser.

Jo – man må stadig gerne træne og hænge ud med sine venner fra holdet, men når man gør det uden at kunne spille med, er det en meget isolerende oplevelse. Man kan ikke komme fri af følelsen af, at man ikke er med længere. Det er ikke en bestemt persons skyld. Jeg har fået en helt utrolig opbakning fra mine medatleter, både de mandlige og de kvindelige. Fordommen om idrætsudøvere – især de mandlige – er, at de er tomhjernede fjolser, men min erfaring er, at det ikke kunne komme længere væk fra sandheden.

Jeg er endnu ikke stødt på et fællesskab, der er mere accepterende end det, jeg har fundet gennem sport, lige meget hvilken form det er. For nylig mødte jeg den professionelle cricketspiller Ian Healy i lufthavnen i Canberra – vi stod begge to og ventede på vores fly. Efter vi havde taget et billede sammen, spurgte Ian med oprigtig interesse ind til, hvordan folk havde reageret på min transition, og hvordan folk i sportsverden så på det. Han ville egentlig bare høre, om jeg var okay. Det er den slags historier, man aldrig hører om.

1488944208779-Facebook-photo-1

Hannah (til højre) inden transitionen. Privatfoto.

De udfordringer, transidrætsudøvere møder, er unikke, og vi taler ikke nok om dem – de er ikke synlige indenfor sportsverdenen. Jeg er godt klar over, at mine oplevelser også er unikke, fordi jeg allerede spillede på eliteplan, inden jeg begyndte at transitionere. Alligevel er visse sider af oplevelsen universale. Selv om jeg har gennemgået karantæneforløbet, er jeg så klar til at spille kampe i Mellemøsten, Rusland eller andre dele af verden, hvor man er fjendtligt indstillet overfor LGBT-personer? Nej, det er ganske enkelt ikke sikkert. Ville jeg være tryg ved at spille for eksempel strandhåndbold (en kontaktvariant af sporten, der foregår udendørs) eller beachvolley, hvor man ifølge reglerne som kvinde skal spille i bikini? Nej.

Handball Australia fortjener anerkendelse for at tillade, at kvinder spiller i en mindre afslørende uniform – men det sætter alligevel fokus på de problemer, som transidrætsudøvere skal overveje, inden de overhovedet begynder at træne. Det er noget, man skal overveje på højeste plan indenfor idrætsverdenen, når man laver regler for sporten.

Taget senere begivenheder i betragtning er det også vigtigt at tale om mentalt helbred i den sammenhæng. Det handler især om, hvordan pensionerede idrætsudøvere og LGBT-personer i sportsverdenen påvirkes. Indenfor de seneste par år har vi i Australien været vidne til to frygtelige sager, nemlig de tidligere rugbyspillere Chad Robinson og Dan Vickerman, der begge begik selvmord, og den tredobbelte olympiske vinder Grant Hackett, som blev sat i beskyttende forvaring af politiet, men som blev meldt savnet kort tid efter. Psykisk sygdom er mere udbredt indenfor idrætsverdenen, og risikoen for selvmord og selvmordsforsøg blandt LGBT-personer er 14 gange højere end gennemsnittet. Når man tager højde for andet statistisk materiale vedrørende LGBT-samfundet – kombineret med den øgede risiko for psykisk sygdom blandt idrætsudøvere – så er det tydeligt, at vi er en udsat gruppe.

Jeg er meget heldig, at jeg har så mange mennesker i mit liv, som har hjulpet mig gennem processen med transitionen, mest fordi de har støttet mig gennem min kamp med psykisk sygdom. Det er langt fra alle, som er så heldige. Selv med et stort netværk og masser af støtte blev jeg for nylig indlagt på hospitalet på grund af problemer med mit psykiske helbred. Det er problemer, jeg fortsat kæmper med. For de mennesker, der ikke har den type opbakning, jeg har, kan det ende katastrofalt. Det er derfor, det er så vigtigt, at regeringen og den australske sportskommission nedsætter et udvalg, der har til formål at sørge for idrætsudøveres ve og vel. Ikke bare efter de er gået på pension, men så snart de møder udfordringer i deres professionelle liv: skader, stofrelaterede karantæner, kønskorrigerende operationer og mange andre ting.

Jeg har over de sidste tre måneder skullet navigere i statspsykiatriens system, og en ting står lysende klart ovenpå den oplevelse: det er et mareridt. Det bør ikke være så svært at opsøge hjælp, at det til tider forværre ens problemer. Hvis en offentlig instans kan træde ind og hjælpe – især medlemmer at LGBT-samfundet – kan det potentielt være afgørende for deres karrierer og liv.

Henover de sidste par år har flere idrætsorganisationer, herunder IOC, arbejdet hårdt for at promovere transinklusion i idrætsverdenen. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at en ordning, hvor transkønnede idrætsudøvere kan vende tilbage til sporten efter 12 måneder i hormonbehandling, kommer til at redde liv. Men det, der mangler, er, at idrætsverden anerkender de udfordringer, som udøvere – især transkønnede eller LGBT-personer – møder udenfor banen.