Jeg tog til folkekøkken og fik meget mere end punk og pastasalat

Der var engang, hvor folkekøkkener udelukkende var synonym med veganere og slatne dåsemajs. Et undergrundsfænomen, som den menige middelklassedansker holdt sig langt væk fra af frygt for hvedeklid, menneskelig interaktion og folk fra fattiggården.

Men i dag bugner København med folkekøkkener, som tiltrækker både rig og fattig, veganere og kødelskere, god smag og sunde råvarer.

Jeg kan godt lide at lave mad derhjemme, men der er noget helt specielt ved at sætte sig sammen omkring et langbord og kaste sig over retter, man aldrig selv kunne have fundet på, og samtaler, man ellers kun kunne have drømt sig til.

Derfor besluttede jeg mig for at tømme køleskabet, tage min kæreste under armen og bruge en uge på at udforske byens folkekøkkener.

Som det er tilfældet flere af dagene, er udvalget i København blevet så stort, at vi faktisk skal vælge hvilket folkekøkken, vi tager til. Valget falder på et farverigt fristed i udkanten af Nørrebro. Her er ideen at skabe en platform, under navnet Common Ground, hvor danskere og flygtninge kan mødes på lige fod og lære hinanden at kende.

Og på mange måder er det helt i tråd med folkekøkkenets tradition.

Det første danske folkekøkken blev afholdt i Odense i 1859, og siden tog arbejderbevægelsen og kirken ideen til sig. Da tiderne var hårde og ressourcerne knappe under verdenskrigene, iværksatte regeringen utallige folkekøkkener, som enten gratis eller for en billig penge sørgede for, at folket kunne få mad.

Det solidariske fundament er stadig en væsentlig del af det moderne folkekøkken, som ofte afholdes af venstrefløjsorganisationer eller andre humanistiske bevægelser.

Og det er også tilfældet denne mandag aften på Nørrebro.

Mellem de graffitiudsmykkede mure står solen ned i en varm stribe, hvor vi samles 10 mand omkring et vakkelvornt bord. Maden er hovedsageligt vegansk, men også en almindelig coleslaw og nogle cocktailpølser er fundet frem for at stille alle tilfreds. Pastasalaten er lavet med de billigste grøntsager, men det smager friskt og godt. Gulerodssalaten ser ikke ud af meget, men det gør den slags jo aldrig. Til gengæld knaser den og har god dybde i smagen.

Højdepunktet er en dhal, en brun mos med store stykker kartoffel og indiske krydderier, som vi kan dyppe vores fladbrød i. En Humle Classic til at skylle det ned med passer perfekt til den her slumstil og hyggen, der hersker ved bordet udenfor.

Jeg sidder ved siden af Arash fra Iran. Jeg aner en dyb sorg på bunden af de mørke øjne, men i dag smiler han. Han fortæller, at han har lavet maden sammen med Greta, som er congolesisk dansker, og en svensker, som er lidt ældre end de andre. Der er intet fast køkkenhold, og alle kan være med.

Mens han ruller en joint, fortæller svenskeren, at de ofte er 30 mennesker til folkekøkken – rekorden er 60. Alle snakker på kryds og tværs og griner op til ørerne, mens krukken går rundt, og man smider det, man har råd til. Det er en 20'er for de fleste.

Som kontrast til mandagens discount-folkekøkken vælger vi at bruge tirsdagen på et af byens dyre spisesteder, nemlig Café Le Rouge i Nørrebrohallen. "Dyr" er et meget relativt begreb, når vi snakker folkekøkken, for måltidet koster altså stadig mindre end en pizza: 55 kroner (35 for børn).

Parentesen er ikke uvæsentlig, for det er tydeligt, at hvor folkekøkkenet dagen før havde samlet neo-hippier og flygtninge, er Café Le Rouge samlingssted for Nørrebros børnefamilier. Der er skrig og skrål, men også god plads. Vi finder et hjørne med udsigt over skaterne på Den Røde Plads.

Der er så meget mad at vælge mellem, at jeg bliver nødt til at gå to gange og spise mere end min splejsede krop kan tåle. Deres kylling a la creme er suveræn, og umami-flødefesten på min tallerken blander sig med de intet mindre end fem forskellige salater, herunder en dijonnaisse/haricot verde-ting og en frisk kombination af vandmelon og mynte. Derudover er der spaghetti med kødsovs til kræsne børn, bøf med løg til kræsne voksne og to slags surdejsbrød.

Tirsdag er der rigeligt at vælge mellem, hvis man vil indtage sit måltid sammen med andre. Man kan også besøge kulturhuset KraftWerket ved Valby station, og der er folkekøkken i Korsgadehallen på Nørrebro. Fra tid til anden har Kafa-X i Korsgade også åbent. Det må blive næste uge.

Onsdag regner jeg med, at jeg skal til Amager, hvor eventhuset Amardillo holder folkekøkken. Desværre er det aflyst. Jeg kan ikke finde andre muligheder, så jeg beslutter mig for at lave mit eget folkekøkken. Da jeg går fra kontoret, plyndrer jeg derfor køleskabet for overskydende lasagne. Jeg lader min hoveddør stå åben og sætter en seddel i entreen, men ingen kommer forbi, udover min ven Mads, som egentlig kun skal hente en cykel. Ikke engang min kæreste er med, og katten skrider ud på gangen, så snart jeg åbner døren.

Lasagnen er der ikke noget at udsætte på - et ekstremt tykt lag ost med timian på toppen - og når nu jeg bekæmper madspild og nærmest har skraldet maden, føler jeg også, at mit måltid er i folkekøkkenets ånd. Der er hverken børnefamilier eller flygtninge at nyde det sammen med, så jeg må more mig mutters alene med Bremer/McCoy på pladespilleren.

Til gengæld er det hele gratis.

Jeg har hørt gode ting om folkekøkkenet på Den Økologiske Produktionsskole, men jeg er ikke i tvivl om, at vi skal i Ungeren på lille-fredag. Deres veganske folkekøkken har altid stået som "det rigtige" for mig. Jeg har brugt mangt en dag og nat på at hælde høkerbajere i min piercede mund til tonerne af Guddommelig Galskab, så selvfølgelig skal Ungdomshuset på Dortheavej være med på listen over folkekøkkener.

Menuen er altid simpel og velsmagende, og det koster kun 25 kroner per mand. Denne dag er ingen undtagelse. En helt banal men fandens god ret med kartoffelmos og linser, som smager af kødmusaka. Og så en grøn salat. Ikke så meget pis. Der er stadigvæk Ingen dyr i køkkenet – hverken døde eller levende, ligesom på Jagtvej 69, men man savner ikke kødet, når grøntsagerne har så meget smag. Dertil serveres der kolde Vestfyen til en tier og Buzzcocks på anlægget. Alt er godt i Ungeren.

Som en lille bonus er der også gratis yoga umiddelbart inden folkekøkkenet, så man kan få sig en svedetur og bagefter æde sig tyk med god samvittighed.

Vesterbros nye forsamlingshus, Absalonkirken, virker som den oplagte måde at afslutte folkekøkkenrejsen på. Ret skal være ret: Det er også det eneste, jeg kan finde, der har åbent om fredagen.

Til de fleste andre folkekøkkener er det lokale ildsjæle, der rører rundt i gryden, men i Absalonkirken er det professionelle kokke. Alligevel koster måltidet kun 50 kroner med mulighed for tilkøb af dessert.

Udover maden og beliggenheden har det sociale aspekt gjort Absalonkirken populær. Jeg bliver mødt af en vært, som fortæller mig, hvor jeg skal sidde. Hun forsøger at blande folk godt og grundigt, og det er lidt angstprovokerende at sætte sig ved et bord, hvor man ikke kender nogen. En kvinde ved navn Helen begynder at tale til mig med det samme. I starten er det lidt som en familiefest, hvor de gamle spørger, hvad man laver til daglig, og der bliver nikket høfligt.

Men maden har ikke været på bordet længe, før snakken gåt lystigt på kryds og tværs, og intet er forceret. Udover Helen og jeg er der to veninder omkring de 40, som skal videre i byen, Claus, som er til sit fjerde folkekøkken i løbet af to uger, og et ældre ægtepar. Omkring os sidder en masse unge, og på gulvet løber børn rundt og leger. Hele den københavnske middelklasse er samlet, og i modsætning til Nørrebrohallen taler alle med hinanden.

Maden, som kommer ind på store fade, smager glimrende: Oksebryst glaseret med barbecuemarinade, kartoffelsalat med rygeost, kogte majs, frisk brød med god tekstur og smør med salvie fra kokkens egen have. Serveringen på de store delefade styrker kun fællesskabet.

En lidt tør brownie og en kop kaffe fylder det sidste hjørne af min mavesæk.

På vej hjem er jeg blæst bagover af, at folkekøkkenet kan antage så forskellige former. Det kan minde om et motorvejscafeteria, en storbybaggård, et kobberbryllup i provinsen og en billig restaurant.

Jeg stopper op foran Netto og kommer i tanke om mit køleskab. Det er tilbage til virkeligheden og de tomme hylder, der skal fyldes op.