Annoncering
Stuff

Den første gang jeg lod et menneske dø

En tidlig morgen forsøgte jeg at redde en kvinde, som havde været involveret i et biluheld. Fire uger senere havde jeg fejlet.

af Dr. Rahul Jandial
14 december 2016, 5:15am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Jeg var 27, første gang jeg lod nogen dø. 13 måneder efter jeg havde færdiggjort medicinstudiet, var jeg på andet år af en otte-årig periode som reservelæge i hjernekirurgi på et stort hospital i det sydlige Californien, og jeg stod i spidsen for neurokirurgisk intensivafdeling. Før de lærte os at operere, skulle vi bruge et par år på at mestre den medicinske pleje af patienter med hjerneskader, så det var det, jeg gjorde. På det her tidspunkt var jeg en måned inde i en et-årig periode i min karriere, som bestod af 120-timers uger med tre 36-timers vagter om ugen som normen. (Den slags arbejdstider er siden blevet forbudt.)

Hospitalets "soveområde" var en misvisende betegnelse. Vi sov aldrig, men på sjette etage var der et rum på størrelse med et kosteskab med en køjeseng og en telefon, hvor man i det mindste kunne ligge vandret, mens man besvarede de opkald, der kom uden ophør. Jeg vænnede mig til ringetonen, men nogle gange rystede hele rummet – hvilket betød, at akuthelikopteren var på vej med nogen, og at jeg formentlig ville blive tilkaldt.

En tirsdag morgen mærkede jeg lokalet ryste klokken tre om natten. Min personsøger skrev: 'Traume Resus ETA 3 min.' Det betød, jeg skulle være klar til at modtage en patient efter tre minutter, fordi ambulanceredderne var på vej med nogen på dødens rand.

Redderne i helikopteren fortalte os på forhånd, at personen var "34K s/p MVA passiv med udvidet pupil, flænge i hovedbunden, adskillige ortopædiske skader," hvilket betød en 34-årig kvinde, som havde været involveret i et biluheld, og som ikke var vågen eller ved bevidsthed. Hendes hjerte slog, men de var nødt til at puste luft i hendes lunger ved at håndpumpe en ballon 20 gange i minuttet – en proces man kalder "bagging". Da redderne trak hende ud af bilen, havde hun brækkede knogler og blod dryppende fra øverst på hovedet. Men vigtigst af alt, så var de sorte cirkler inde i hendes to blå øjne ikke lige store; den "udvidede pupil" var et tegn på alvorlig hjerneskade og et faretruende højt tryk i kraniet. Derfor ville man tilkalde neurokirurgisk.

Udmattet men i alarmberedskab fløj jeg ned ad trapperne til anden sal. Holdet var allerede samlet; kirurger, sygeplejersker, teknikere og studerende. Redderne bar hende hurtigt ind gennem to kæmpedøre, der automatisk svang op. Vi bøjede os alle ind over hende med vores definerede roller og opgaver. En narkoselæge stak en slange ind i munden og ned i hendes lunger, så en respirator kunne give hende luft, eftersom hendes hjerne ikke automatisk udløste åndedrættet.

Der blev taget billeder for at dokumentere de brækkede knogler. De var ikke umiddelbart livstruende, men hendes røntgenbilleder viste en beskadiget og hævet hjerne, som havde brug for øjeblikkelig indgriben og behandling. Det voldsomme trafikuheld havde hamret hendes hjerne imod indersiden af hendes kranium, og som alt andet væv i kroppen, så hæver hjernevæv, når det bliver ramt.

Jeg påsatte et otte tommers bor og strammede det med en unbrakonøgle. Efter et hurtigt indsnit var jeg inde ved kraniet.

Eftersom kraniet ikke kan udvide sig, var jeg nødt til at gøre plads til hævelsen i hjernen, så den ikke klemte sig selv ihjel inde i kraniet. Heldigvis er hjernen ligesom en melon, idet den har væskekamre, som kan drænes for at skabe mere plads. Jeg påsatte et otte tommers bor og strammede det med en unbrakonøgle. Efter et hurtigt indsnit var jeg inde ved kraniet. Min venstre hånd holdt boret stille, mens den højre drejede på håndtaget. Jeg lavede et hul og stak et hult kateter gennem hendes højre frontallap og ind i de mystiske væskekamre i hendes hjerne. Trykket derinde var allerede så højt, at der sprøjtede klar hjernevæske ud af enden på kateteret og op i luften. Hun skulle ikke have en hjerneoperation, men hun havde brug for intens pleje på intensivafdelingen. To timer efter hun var ankommet, havde respiratoren og hjernekateteret standset hendes spiral mod døden. Det og den efterfølgende behandling ville give hende 20-procent chance for at overleve, vurderede vi.

Hun krævede al min opmærksomhed over de næste fire uger. Jeg forsøgte at dræne det oversvømmede hjernevæv med mannitol og andre vanddrivende midler og forsøgte at standse hævelsen i hjernen. Da blodårene i hendes arme blev for tynde til at kunne håndtere mængden af medicin, punkterede jeg de store årer i hendes hals og indsatte et større kateter for at få bedre adgang. Da hendes lunge kollapsede, åbnede jeg hende mellem ribbenene og indsatte en slange, der kunne 'støvsuge' lungen. Hævelsen i hjernen kom i bølger hvert tyvende minut, og når der kom en, timede intensivsygeplejersken og jeg leveringen af den forskellige medicin – vanddrivende, beroligende, bedøvende – i håb om at forhindre trykbølgerne i kraniet i at blive for store. Hendes tilstand krævede så konstant opmærksomhed, at intensivsygeplejersken og jeg skiftedes til at sidde ved hendes sengekant hele natten.

Seksogtyve dage efter hun var ankommet til hospitalet, viste hendes daglige morgenscanning noget, der ikke kunne ignoreres, og som kirurger formentlig aldrig vil finde en forklaring på. En del af hendes hjerne var uden blodtilførsel og havde en mørkegrå farve som dødt hjernevæv. Hun havde fået et slagtilfælde i hjernestammen. Hjernestammen er den dybe del af hjernen, som sjældent bliver visualiseret. Det er stilken på champignonen, om man vil – reptilhjernen, som kontrollerer vores automatiske funktioner. Den gør, at du trækker vejret, når du sover, og åbner dine øjne, når du vågner. Den tænkende hjerne (frontallappen) er ubrugelig uden sin reptile partner, og når hjernestammen er beskadiget, vil patienten aldrig kunne leve uden hjælp fra en maskine. Aldrig kunne trække vejret. Aldrig kunne vågne. Der sker ingen mirakler, når den skade er sket.

Når mennesker er i krise, forstår de ikke dine ord – de mærker din energi.

Kompleksiteten i, hvad der var sket, var svær for lægerne at forstå, for ikke at tale om de traumatiserede familiemedlemmer. Efter fire uger havde jeg lært patientens familie godt at kende, men den følelsesmæssige stemning i luften til det "familiemøde", hvor jeg gjorde en ende på ethvert håb om hendes overlevelse, er svær at beskrive med ord. Når mennesker er i krise, forstår de ikke dine ord – de mærker din energi. De forstod det aldrig helt, men de stolede på mig. Dagen efter bad de mig guide dem igennem processen og de skridt, der skulle tages, for at lade hende dø.

Før de skulle se hende en sidste gang, ville jeg gerne have, at hun så ud, som hendes familie huskede hende, så jeg bad sygeplejeskerne om hjælp. Det var intensivsygeplejeskerne, som bedst vidste, hvad jeg havde forsøgt at gøre for at redde hende, og hvordan jeg havde fejlet. Jeg fjernede de kolde, sterile katetre og slanger fra hendes hals, bryst og hjerne. For mig var det som resterne af en hullet faldskærm, som ikke havde foldet sig ud. Vi efterlod kun et drop med morfin i hendes albueled. Jeg frakoblede respiratoren og trak slangen ud af halsen på hende. Sygeplejersken friserede hendes hår en sidste gang, og så kom familien ind for at være sammen med hende. Et par timer senere afsluttede hun den nedadgående spiral, som jeg havde forsinket i 28 dage.

Vi mødtes aldrig i konventionel forstand. Jeg mødte aldrig hendes bevidsthed. Mine handlinger efterlod hende med fysiske ar, og hun efterlod mig med følelsesmæssige ar i de dybe sprækker i mit sind. Da året var gået, havde jeg ladet 24 andre mennesker dø. Hver eneste familie satte pris på, hvor hårdt jeg prøvede. Mange af dem inviterede mig med til begravelsen, og en enkelt gang tog jeg med. Men hun var min første. Jeg tænker stadig på hende næsten 20 år og tusindvis af patienter senere. For at kunne tage sig af de døende må man blive tilpas med døden. Det er jeg stadig ikke, men arvæv er stærkt.

Rahul Jandial, MD, PhD, er hjernekirurg og forsker i neurovidenskab.

Mere fra VICE:

At knuse sig vej ind i et kranie: Sådan føles det at udføre en hjerneoperation

Jeg dopede min hjerne med superstoffet, der angiveligt kan kurere din afhængighed

25-årige Dmitrij er ved at dø, og han lader hele verden følge med på sin blog

Tagged:
VICE US
medicina
hospital
Vice Blog
dr. rahul jandial
hjernen
lægevidenskab
døden
læge
hjerneoperation
neurokirurgi
biluheld